Det politiske system i Storbritannien

Det politiske valg i Storbritannien i 2015 markerer det 55. valg i Storbritannien. Det er et valg fuld af traditioner – præcist ligesom det politiske system i landene er det. Det er en kamp mellem the Conservative’s David Cameron og Labours Ed Miliband, og på nuværende tidspunkt er det svært at pege på en vinder. Men hvordan fungerer det politiske system egentligt, og hvad kan vi se frem til?

 

Det britiske parlament

Det politiske system består af fire parlamenter: Det britiske parlament i Westminster i London og regionale selvstyreparlamenter i Skotland, Wales og Nordirland kaldt ‘the Scottish Parliament’, ‘the Welsh Assembly’ og ‘the Northern Ireland Assembly’: her går vi dog mest ud fra parlamentet i London. Som regel opnår ét parti regeringsmagt, men i 2010 blev dette brudt, da de Konservative og Liberaldemokraterne indgik en koalition. Det Britiske Parlament består af to kamre: the House of Commons, Underhuset, og the House of Lords, Overhuset.

Underhuset består af valgte medlemmer – pt. er der omkring 650 medlemmer, men det er ikke fastsat, men antallet revideres med cirka 10 års mellemrum (valgkredsenes befolkningsmæssige størrelse). Den fysiske indretning i Parlamentet er meget anderledes end fx den danske: her sidder Regeringen (Her Majesty’s Government) og oppositionen (Her Loyal Opposition) overfor hinanden – for enden sidder ‘the speaker’, altså formanden. Bænkene er opdelt i “frontbenches” og “backbenches” – Regeringens medlemmer (kabinetministre) samt oppositionens skyggekabinet sidder på de forreste bænke, mens de mere menige parlamentsmedlemmer sidder på de bagerste.

Det sjove ved det britiske system er, at det tit er højlydt – medlemmerne af parlamentet kan huje og råbe (næsten) som de vil, hvilke skaber en livlig debat. Dette er også noget det danske Folketing har prøvet at kopiere ved at lave en ‘Spørgetime’, hvor samtlige folketingspolitikere kan stille spørgsmål, og det skaber altså en mere livlig debat. Dette blev højest sandsynligt indført fordi den almindelige folketingsdebat normalt er meget kedelig, og for at skabe lidt mere interesse for den almene debat i Folketinget. Overhuset består af medlemmer der ikke er demokratisk valgte: de har enten arvet deres position. Ydermere består Overhuset også af 26 biskopper, hvilket fortæller en del om Storbritannien som land: der bliver holdt fast i religionerne, og det hænger jo meget godt sammen med, at Storbritannien er et forholdsvist konservativt land – også symboliseret ved deres stramme forhold til EU. Altså har Overhuset en mere begrænset og symbolsk rolle, hvilket igen symboliserer den konservative holdning, da man jo selvfølgeligt skal holde fast i traditioner.

 

Valgsystem og disciplin

Mere generelt er der i Storbritannien ‘flertalsvalg i enkeltmandskredse’ (det såkaldte first past the post), hvilket betyder, at den kandidat, som modtager flest stemmer i en valgkreds, bliver parlamentsmedlem. Igen betyder det altså, at det er de store partier, der får flest stemmer, da det klart er nemmere for dem at føre sig frem. Derfor opstiller hvert parti også kun én kandidat pr. valgkreds for at undgå, at stemmerne spildes.

Den politik disciplin i Storbritannien symboliseres i høj grad ved et system der kaldes ‘the whip-system’. Systemet går ud på, at partidisciplinen styres og holdes ved lige af såkaldte whips, – disse whips skal bl.a. ‘straffe’ medlemmer der udskejer sig og dummer sig – fx da en gruppe hos De Konservative, der er stærkt imod EU, og som stemte mod partiledelsen i et EU-spørgsmål. Tilsvarende var der også en større gruppe Labourmedlemmer, der var imod indtrædelsen i Irak-krigen i 2003, og de var derfor uenige med Tony Blair – det var jo ham, der gik ind i krigen. Det er altså de såkaldte whips, der skal holde styr på medlemmerne, så de overholder partidisciplinen, og så partierne undgår skandaler. Det er altså i stærkt kontrast til i Danmark, hvor politikere tit ‘træder udenfor’ partiernes politik, og derved brænder nallerne, og evt. bliver smidt ud af partiet. Igen påviser dette den store disciplin i britisk politik – disciplin er jo også en konservativ dyd.

 

De politiske partier

I England er der 3 dominerende partier samt flere mindre partier. De Konservative har været ved magten 1951-64, 1970-74 og 1979-97. De Konservative blev stiftet 1830 og er det største politiske parti. Siden 2010 har de dannet regering sammen med Liberal Democrats, med premiereminister David Cameron som formand. Magareth Thatcher var formand for partiet i 1975 til 1990. Labour Party har haft magten fra 1945-51, 1964-70, 1974-79 og fra 1997. Labour og de Konservative er de to partier som ligger tættest op til valget i 2015, hvilket de også har gjort de senere år. Liberal Democrats har endnu ikke været i regeringen alene, men dominerede britisk politik i konkurrence med De Konservative frem til 1920’erne. Der er også andre små partier som fx Green Party eller UKIP – United Kingdom’s Independence Party. UKIP har op til det kommende valg fået ret meget indflydelse på grund af deres stramme indvandrerpolitik.

Liberal Democrats har sit ideologiske udgangspunkt i liberalismen, og partiet forsøger at blande social-liberalisme med en økonomisk politik, som jo selvfølgeligt er liberal. Partiet lægger stor vægt på individets rettigheder og muligheder – og ikke mindst frihed. Størstedelen af partiets vælgere skal findes blandt de højtuddannede, de studerende og de offentligt ansatte. En af deres største mærkesager pt er at hjælpe skabe en million flere jobs, ved at give finansiel støtte til lovende virksomheder og skære ned på virksomhedsskatten, samt at sætte skatten ned for folk med mellemstore indtægter. Udover det er de Liberal Democrats de eneste som går ind for EU, da de mener, at hvis England træder væk fra EU, vil de blive isoleret fra resten af verdenen.

 

The Conservative Party

The Conservative Party har siden den engelske filosof Edmund Burke (1729-1797) formulerede de idéer, som kom til at danne grundlag for konservatismen som ideologi, bygget deres parti ud fra netop dette. The Conservative Party i England har ikke haft noget stærkt ideologisk udgangspunkt, men har dog stadig været det parti, som har siddet med regeringsmagten i flest år. Navnet er ikke nogen klar ideologisk markør, selvom partiet naturligvis er tilhængere af konservatismen. De Konservative spænder sig over to fløje. En socialkonservativ fløj, som var dominerende under den konsensus periode, som prægede britisk politik i de første tre årtier efter 2. verdenskrig, og en anden fløj, som står for en nyliberal økonomisk politik med hovedvægten på markedsmekanismen som styringsinstrument i den økonomiske politik, som Margaret Thatcher kom til magten med i 1979. David Cameron samlede partiet om at udvikle en ny kurs, som igen kunne gøre partiet valgbart, og partiet blev derfor gjort mere traditionelt konservativt.

Nu er der snart valg, og The Conservative Party har klargjort nogle af deres mærkesager op imod valget. Dette er mærkesager som b.la. at mindske underskuddet. Ved at tage hvad de kalder vanskelige beslutninger, har de reduceret underskuddet med 50%. De siger, at de vil sikre økonomien på lang sigt, så kommende generationer ikke efterlades til at rydde op i rodet. Ved at arbejde gennem denne langsigtede økonomiske plan og fortsat at reducere underskuddet vil de opbygge en stærkere, sundere økonomi. Desuden vil de skære indkomstskat for over 26 millioner mennesker, hvilket sparer den typiske skatteyder £825 om året. Det betyder, siger de, at hårdtarbejdende mennesker beholder flere af de penge, de tjener, og er bedre i stand til at forsørge deres familier. De har også aflyst Labours planlagte stigning i brændstofafgifter, for på den måde hjælpe små virksomheder og spare befolkningen omkring £10 hver gang bilen skal tankes. Ved at skære i indkomstskatten og ved at fastfryse brændstofafgifter stræber de efter at gøre familier mere finansielt sikre. The Conservative Party har ydermere bidraget til at skabe 1,9 millioner nye arbejdspladser ved at bakke små virksomheder op. De siger, at de også b.la. vil nedsætte selskabsskatten for derved at hjælpe firmaer vokse, og de vil også investere i en bedre infrastruktur.

 

Labour Party

Labour party har deres politiske udgangspunkt i Socialdemokratismen, som er en politisk ideologi, hvor staten spiller en central rolle for lige udviklingsmuligheder og lige rettigheder for den enkelte borger i et samfund. Labour er det yngste af de tre dominerende partier i Det britiske parlament. Labour var dog først en fagforening. I de sidste to-tre årtier af det 19. århundrede var landet præget af hastig industrialisering, hvor folk flyttede fra landet til de større byers fabrikker. De mange fattige landarbejdere, der flyttede til byen, skabte et stort fattigt proletariat i byerne og lagde grundlag for en stærk fagbevægelse. I slutningen af 1900-tallet ville fagbevægelsen have mere politisk indflydelse og de dannede the Independent Labour Party – senere Labour. Partiet fik sit gennembrud som regeringsparti i 1945 indtil 2010, hvor de også delte regeringsmagten med de Konservative. Da Labour tabte regeringsmagten i 2010 trak den tidligere partiformand Gordon Brown sig få dage efter. I dag er det Ed Miliband (tidligere energi- og klimaminister), der er partiformand, og også premierminister-kandidat.

Rent økonomisk mener Labour, at de Konservative har fejlet på den måde de ville få underskuddet bragt ned. Hvis Labour Party kom til magten ville de få det nuværende budget i overskud og få den nationale gæld til at falde så hurtigt som muligt. Ud over dette påstår Labour, at alle udgifter og skatteforpligtelser i deres politiske manifest er fuldt finansieret. De vil have en minimumsløn på 8 pund, som skal være med til at takle leveomkostnings krisen. Labour siger også, at vil skabe jobs til unge. De vil garantere et betalt start job til alle mellem 18 og 24 år, der har været jobsøgende i et år og for alle over 25 år der har været jobsøgende i mere end 2 år. Det vil være jobs som folk skal tage ellers vil de miste deres understøttelse. Det skal fx betales med nogle skatter på bankbonusser. De vil sikre sig, at alle jobsøgende kan grundlæggende engelsk, matematik og it-færdigheder. Hvis man mangler de grundlæggende færdigheder, vil man blive tilbudt uddannelse, så chancen for, at de får et job bliver større – de skal tage imod tilbuddet, ellers vil de miste deres understøttelse. Energimarkedet fungerer ikke, mener Labour. Energiregningen er steget med næsten 300 pund, når ‘wholesales’ (en grossist) priser stiger, bliver regningen dyrere, men når priserne falder, bliver regningen ikke mindre og dette er et stort problem. Labour vil stoppe briternes energiregninger indtil januar 2017, så en typisk husstand vil spare 120 pund og en gennemsnitlig forretning vil spare 1800 pund. De vil afskaffe ‘ofgem’ (the official of Gas and Electricity Market), da de ikke synes, at de har stået op for brugerne. Det nye system skal kunne tvinge energiselskaberne til at nedsætte deres priser.

 

Valget den 7 maj

Altså er der lagt op til et spændende valg. I år er der dog en udfordring for de store partier, Labour og de Konservative: UKIP, eller UK Independence Party, som de hedder, er spået et stort valg. UKIP er blevet populære med deres meget indvandre- og EU-kritiske holdninger, hvilket altså er noget, briterne godt kan lide. Især holdningen om helt at trække sig ud af EU er populær. Med Nigel Farage i front ser det altså ud til, at UKIP kan få en stor indflydelse den 7. maj – valget er åbent som aldrig før.