Sociale ydelser i Storbritannien

Sociale ydelser hviler på en reform, den såkaldte Beveridgeplan. Denne er opkaldt efter den britiske økonom William Henry Beveridge. Reformen blev udformet i 1942 og gennemført i 1945-51.

Det britiske socialsystem er udpræget statsligt, hvor det statslige sundhedsvæsen er dominerende. Det britiske sundhedsvæsen er baseret på det almene skattesystem og en række kontantydelser, hvoraf nogle betales via. skatterne, og andre finansieres af et socialforsikringsbidrag. Kontantydelserne administreres af de forskellige statslige organer.Kontantydelserne som er bidragsfinansierede dækker alle lønmodtagere. Disse kontantydelser omfatter dagpenge ved arbejdsløshed, sygdom, barsel samt alderspensioner og enkepensioner. De skattefinansierede ydelser omfatter arbejdsskadeerstatninger, invalidepension, børnetilskud, tilskud til enlige forældre, alderspension til ikke-forsikrede samt bistandshjælp.

Retten til alderspension indtræder for kvinder når de fylder 60 år og hos mænd når de fylder 65 år. Pensionen består af et grundbeløb og en overbygning på dette grundbeløb.Denne overbygnings størrelse afhænger af den gennemsnitlige erhvervsindkomst i den erhvers-aktive periode samt af længden af den periode hvori bidraget gives. Grundpensionen består af en personlig pension og en ægtefællepension. Overbygningen på pensionen kan erstattes af overenskomstmæssige arbejdsmarkedspensioner. En arbejdsløshedsforsikring omfatter alle lønmodtagere, dog skal man have været i beskæftigelse i to år. Der ydes dagpenge efter 3 fraværsdage. Disse dagpengene ophører efter et års arbejdsløshed, og derefter overgår man til bistandshjælp. Dagpengene ligger på et fastbeløb og er forholdsvis lave, men der kan ydes behovsbestemt bistandshjælp som tillæg i særlige situationer. Arbejdsløshedsunderstøttelsen administreres af den statslige arbejdsformidling. Sygedagpenge gives efter tre fraværsdage med faste beløb. Retten til denne ydelse bortfalder efter 28. uger, derefter overgår man til invaliditetsydelse eller bistandshjælp.

Der findes tre forskellige former for bistandshjælp.

Income Support er rettet mod personer med under 16 timers arbejde om ugen. Den supplerer indkomsten op til et minimum. Family Credit sigter mod at hjælpe lavtløns-familier med små arbejdsindtæger tilbage på arbejdsmarkedet. Til sidst er der også en særlig bistandshjælp til invalide, som ikke er forsikrede. Tildelingen sker i alle tre ordninger på grundlag af en individuel behovsvurdering, men udbetalingen sker med faste beløb. Set rent internationalt er dette et ret enestående system.

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Sociale_forhold_i_verden/Storbritannien_(Sociale_forhold)

 

Residual/den liberale velfærdsmodel

I 1779 blev den residuale velfærdsmodel beskrevet af Adam Smith for første gang. Dette tiltag om en velfærdsmodel, hvor man tager hånd om fællesskabet, dog har man stadig et stort ansvar for sig selv i samfundet, fik liberalisterne til at opdage de forskellige muligheder som denne model medgiver. Denne velfærdsmodel bruges i de lande, hvor der er stærke traditioner som f.eks. England eller USA. Velfærden i samfundet skabes af det private initiativ i civilsamfundet. Her sørger borgerne efter et samfund med begrænset indflydelse fra statens side. I England har man ikke på samme måde et sikkerhedsnet for hvert enkelt individ. Dog skaber den residuale velfærdsmodel også et ”sikkerhedsnet” for borgerne. Men dette sikkerhed kommer af de negative sociale begivenheder så som, arbejdsløshed, sygdom, ulykke osv. som sker kan ske for hver enkel person. Men i England er reglerne meget strammere end i Danmark og det er kun den laveste fattigdom der modtager disse ydelser. Her forventes det, at man kan dokumentere sin fattigdom gennem budgetter, lønsedler eller andet der påviser at man ikke kan tage vare på sig selv og/eller sin familie. Dette betyder at middelklassen og overklassen selv skal sørge for, at blive dækket ind med forskellige forsikringer, som sikre dem imod fattigdom f.eks. sygeforsikring og arbejdsløshedsforsikring.

 

paul smith

 

En lukket Paul Smith butik

Dette gør at selve den residuale velfærdsmodel vil blive mere privatiseret og individualiseret i og med, at det er op til en selv at blive dækket ind og det ikke er statens opgave at sørge for hvert enkel individ [1]. Den residuale velfærdsmodel har elementer for den universelle model, men der er lagt vægt på lave ydelser og der er lagt stor vægt på means-testing. [2] Denne privatisering medføre, at den offentlige sektor er meget nedgraderet i England. Den offentlige sektor har stået for skud gennem David Camerons tid som premierminister, da det var det eneste sted han virkelig kunne spare. Grunden til at man overlader magten til den private sektor, er på grund af den mulige progression til det enkelte firma, som vil medfører velstand til samfundet. Dette beskriver Adam Smith som ”den usynlige hånd”, denne teori vil ikke blive gennemgået.

 

Præciseret struktur af den residuale velfærdsmodel

Skattestruktur Udgift struktur Sociale ydelser Hvem har flest fordele? Omfordelingen
1) Lav skat på arbejde2) lav progression3) lave vareskatter

4) høje ejendomsskatter

1) Små overførelser2) Små service udgifter3) få offentlige ansatte Finansieres overskatterne. Det er primært de svage der modtager sociale ydelser. Men ydelserne er lave. De der tjener mange penge og er stabilt beskæftigede.[3] Lille

 

Thatcherisme

Thatcherisme er et kendt begreb der portrættere den britiske politiker, Margaret Thatcher. Thatcherismens rod stammer helt tilbage fra midt 1900-tallet, og blev for alvor populært i medio 1900-tallet.
På grund af den såkaldte “Winter of discontent” i 70’erne hvor demonstrationer forekom pga. Labour-partiets nye regelsæt hvori den Keynesianske politik blev brugt, var der en stor utilfredshed iblandt befolkning pga. Den dalende økonomi. Den økonomiske politik var den Keynesianske, hvori man som stat centraliserede forsyningsvirksomheder såsom vandværker. Staten stod derfor i denne tid som en stærk stat modsat til, hvad Thatcherismen har omvendt den til. Kynismen påstod selv, at politikerne havde ansvaret for den politiske udvikling i samfundet. Derfor var det med fulde ret, at flere års minus i budgettet endte med en Kolossal valgsejr for de Konservative med Thatcher i spidsen ved Parlamentsvalget i 1979, hvor det Konservative parti vandt med næsten 45% af stemmerne.

 

fodnote 4 samf

Billedet er fra ældre dato, og der er ikke oplyst copyrights

Da de konservative med Margaret Thatcher vandt, blev hun en særdeles kendt frontfigur. Grunden til, at det bliver kaldt “Thatcherisme” er fordi, at hendes personlig og politiske indflydelse var stor iblandt befolkningen.

Da hun kort efter sejren flyttede ind i ministerboligen, kom hun med et kendt citat som lyder således: Where there is discord, may we bring harmony. Where there is error, may we bring truth. Where there is doubt, may we bring faith. And where there is despair, may we bring hope.
I disse få linjer lovede hun folket, at den nye regering ville bringe harmoni, sandhed og håb.

Det som Thatcher ønskede, var at ændre det britiske samfund radikalt. Hun gjorde op med den voksende velfærdsstat og ønskede balance i budgettet ved bl.a. at lave en ny form for økonomisk politik, som skulle genskabe den britiske konkurrenceevne, da den forhenværende regerings budget kun havde gået i minus.

I Thatcherismens politiske program indgik især et privatiseringsprogram, det vil sige en decentralisering af tidligere ejet statsinstitutioner såsom forsyningsvirksomheder. Ud over at denne del af programmet levede op til Thatcherismens ideologiske overbevisning om, at privat ejerskab og drift på markedsvilkår var mere økonomisk effektive end statslig styring, gav det tilmed også flere penge i statskassen, hvori skatteborgerne fik skattenedskæringer. Det som regeringen kort ønskede var, at budgettet skulle gå i nul i stedet for at blive ved med at gå i minus. Markedet var førhen statstyret, hvilket gjorde, at bl.a. fagforeningerne fik for meget magt, dette endte ud i for høje lønninger og for lav konkurrenceevne. Nu skulle fagforeningerne knuses for at få større konkurrenceevne på det britiske arbejdsmarked.

Thatcher var generelt modstander af en stærk stat og Keynes finanspolitiske idéer, derfor kørte de Konservative et program, hvori mand ønskede en ”tilbagerulning af staten”, dette indebar også, at de tidligere statstyrede forsyningsanlæg kom under et ud af mange privatiseringsprogrammer som Thatcher støttede.

 

Den engelske velfærdsmodel vs. den danske velfærdsmodel

Der er både fordele og ulemper ved Danmarks og Englands fremgang til velfærd. En mærkværdig fordel ved den universelle velfærdsmodel, er at alle danske statsborgere er omfattet af et socialt netværk. Omvendt kan man vende den om og sige at konsekvensen er at man i Danmark har utrolig høje skatter, hvilket kan føre til at de danske borgere flytter til andre lande som anvender den residuale velfærdsmodel, da det bedre kan betale sig at tjene sine penge der. Det skatten dækker over ved den universelle velfærdsmodel, som også er en stor fordel, er at der er gratis uddannelse, børnepasning, sygebehandling m.m. Dette kommer især til gavn for de forældre med lavere indkomster. Det giver dem muligheden for at give deres børn en god og lang uddannelse. England anvender den residuale velfærdsmodel, og derfor er deres skat meget lav – den ligger på omkring 20%. Dette vil sige at de offentlige udgifter ikke så store, som man som englænder synes er en fordel. Ulempen rammer så til gengæld den befolkningsgruppe med en lav indkomst. De får svært ved eksempelvis at give deres børn en lang og god uddannelse, hvorimod det i Danmark er gratis at tage sig en uddannelse.

Når man snakker om social mobilitet, sakker Englænderne bagud i forhold til Danmark, hvor den sociale mobilitet er meget høj. I England er man i højere grad bundet til den samfundsklasse, man oprindeligt hører til. Muligheden for at bryde den sociale arv er altså lav.

fodnote 5 samf

Helmersen, Ole: Broken Britain s. 115. Forlaget Columbus

Noget som den residuale velfærdsstat har, som vi dansker ikke rigtig kender til, er at man skal yde for at nyde. Ulempen ved den universelle velfærdsstat er at man kan ”dovne” den af, for i Danmark er det dem, der arbejder, der betaler. I Danmark foretrækker man at tage penge fra dem der yder og give dem til dem, der ikke gør. I England skal man yde før man kan nyde, og dermed får man langt flere mennesker i arbejde, da de ikke kan læne sig op ad de offentlige ydelser på samme måde som man kan, hvis man bor i Danmark.

En kæmpe ulempe ved den residuale velfærdsstat er, at det især går ud over underklassen, da den sociale mobilitet er lav, og de dermed har sværere ved at bevæge sig op i de forskellige samfundslag. På grafen herunder kan der ses at der er en sammenhæng mellem lighed i et samfund og social mobilitet. Som det kan ses, så har Danmark en høj social mobilitet, hvilket skyldes at der er en større lighed i danske samfund, sammenlignet med England. England har en lav social mobilitet, da der er større social ulighed i samfundet.

skaermbillede-2016-12-02-kl-11-13-18

Helmersen, Ole: Broken Britain s. 115. Forlaget Columbus

 Ulempen ved den universelle velfærdsstat er at man har så høje lønninger på internationalt plan, som skyldes outsourcing. I dagens Danmark kan det ikke betale sig for virksomheder, at betale for den dyre arbejdskraft, når man kan få det langt billigere og mindst lige så godt i udlandet. Konsekvensen af dette er, at det danske velfærdssamfund begynder at tynde ud, og dermed sættes afgifter og skatter op for at tjene de penge ind igen, som man mistede på outsourcing og lignende, så man dermed kan bibeholde velfærdsydelserne.

En mulig hypotese, på dette problem, ville være at på et eller andet tidspunkt, så vil staten ikke kunne hente flere penge fra folks lommer for at dele dem ud igen, samtidig med at antallet af folk på overførelsesindkomst topper, vil den universelle velfærdsmodel ”bryde” sammen – der vil ikke være flere penge at bruge, eller hente og velfærdsydelserne vil i værste fald blive frataget.

Så hvorvidt man vil fremføre den ene velfærdsmodel som bedre end den anden, kommer meget an på, hvem man er. Hvis man mener, at man har lysten til at arbejde hårdt, og nå et vist punkt, så er den residuale velfærdsmodel nok at foretrække, men hvis man synes at det kollektive samfund er mere attraktivt, så vil man måske forblive i det samfundslag, hvor man befinder sig i, og så er den universelle velfærdsmodel nok valget.

 

[1] Broken Britain? Kapitel 8

[2] Vurdering af konkrette behov. – i modsætning til den skandinaviske ydelser.

[3] https://sites.google.com/site/samtidshistoriebcstyle/velfaerdsstaten/de-3-velfaerdsmodeller