Storbritannien og de unge


Broken Britain?


Gennem de seneste år er de britiske unge blevet udråbt til at være dem, som på mange områder opfører sig værst i Europa. Og det på trods af, at der i London findes over 1 mio. overvågningskameraer, som har til formål at forebygge kriminalitet. Der er sket en stigning i ungdomskriminaliteten og en stigning i antallet af voldelige grupper som f.eks. hooligans og pigebander. Flere og flere unge i Storbritannien er i besiddelse af våben, og der er en tendens til, at de britiske teenagere bruger deres våben mod andre unge. I løbet af tre år er den gennemsnitlige alder på skudofrene i London faldet fra 24 til 19 år, og det samme er tilfældet for alderen på gerningsmændene. Den kriminelle lavalder i Danmark og England er henholdsvis 15 og 10 år, dvs. at i England kan unge helt ned til 10 år straffes og fængsles, hvis der er speciel bevisførelse for det. I Storbritannien har man flere steder forsøgt at indgå kontrakter om bedre opførsel med de unge kriminelle. Kontrakterne har til formål at få de britiske unge væk fra den kriminelle løbebane, forhindre recidiv og lære dem at tage ansvar for deres handlinger. Kontrakterne har vist sig at være kriminalpræventive, og ideen er nu overført til to danske kommuner, som fra starten af 2015 forsøger sig med en tilsvarende ordning. Projektet læner sig op ad kontrolteoriens forklaring på kriminalitet. Kontrolteorien går ud på, at kriminalitet er menneskets egen skyld, og at kriminalitet kan forhindres ved hjælp af streng kontrol.

Dårligere og dårligere vaner

De britiske unge drikker og slås mere, og de tager flere stoffer end andre europæiske unge. Nogle mener, at det skyldes frustrationer og afmagt pga. den voksende ulighed og de ændrede opdragelsesmønstre i Storbritannien. De unge drikker meget, men overgås dog ikke af de danske unges alkoholvaner. Andelen af 15-årige piger og drenge, som har været fulde mindst 2 gange, er henholdsvis 50% og 44%. De unges drukvaner kan være et tegn på, at de har svært ved at leve op til samfundets og forældrenes forventninger. I Storbritannien er mange unge bekymrede for deres jobmuligheder, fordi ledighedsprocenten for unge mellem 15 og 24 år lå på 21% i 2012. Sammenlignet med Danmark lå den på 14,1% i samme periode.

Ikke-navngivet

I dag er mange af de britiske unge afhængige af deres forældre. En undersøgelse viser, at 93% af alle forældre i Storbritannien støtter deres børn økonomisk. 2 begreber bruges til at beskrive de unge: yuckies og kippers. Yuckies er de udeboende 18-30-årige, som er økonomisk afhængige af deres forældre. Kippers er de hjemmeboende unge over 18, der koster forældrene så meget, at forældrene må udskyde deres pension. Årsagerne til den økonomiske afhængighed skyldes bl.a. stigende uddannelses- og leveomkostninger og stigende huspriser.

I Storbritannien viser udviklingen, at de unges succes i skolen afhænger af, hvilken social klasse de tilhører. Det har vist sig, at arbejderklassens børn og børn af arbejdsløse forældre generelt klarer sig dårligere end unge fra middelklassen. Denne udvikling kan bl.a. forklares ved hjælp af Bourdieus teori omhandlende de forskellige former for kapitaler, som det enkelte individ besidder. Et eksempel på en kapital med stor betydning er den sociale kapital. I Storbritannien kan sociale tilhørsforhold påvirke de unges muligheder for at komme ind på de bedste skoler. Derudover kan den økonomiske kapital have indflydelse på, om den unge kommer til at gå på en offentlig skole eller en privat skole. Unge fra middelklassen har generelt en større økonomisk kapital og ender derfor oftest med at gå på en privatskole.

Uddannelsessystemets struktur

Uddannelsessystemet i Storbritannien ligner gennemgående det danske system. Dog er det britiske opbygget væsentligt mere struktureret end det danske uddannelsessystem. Den britiske grundskole er gratis og obligatorisk for alle mellem 5 og 16 år – der er altså 11 års obligatorisk skolegang for alle britiske børn. Børn kan i princippet, hvis forældrene ønsker det, starte i skole allerede som 3-årig. De såkaldte nursery school/reception classes, også kaldet førskole, er for børn mellem 3 og 5 år og fungerer som den danske børnehave. I nursery schools, hvor børnene oftest er 4-5 timer om dagen, introduceres barnet til en hverdag tilbragt i en institution, hvor man er væk fra hjemmet og forældre. Efter nursery school rykker barnet op til primary school, hvor barnet går fra det er 5 år til 11 år. Primary er delt op i to dele: infant school, som er for 5-6 årige og junior school, som er for 7-11 årige. I primary school bliver barnet introduceret til forskellige tests, og der afsluttes med en afgangsprøve, som har betydning for valget af secondary school. Når barnet fylder 12 år starter det i secondary school, hvor barnet går indtil det fylder ca. 16 år. Secondary afsluttes med en afgangseksamen (GCSE, General Certificate of Secondary Education), som har markant betydning for, hvilke muligheder man har for fremtiden. 17-18-årige går på såkaldte advanced level/sixth forms schools, der kan sammenlignes med det danske gymnasium. Advanced level slutter med mulighed for at tage A-level (A-level subjects), som tages af ca. 30% fra hver årgang. Dette A-level er adgangsgivende til universiteterne, så hvis man f.eks. ønsker at studere matematik på et universitet, kan man vælge at tage A-level i forskellige matematiske fag som matematik, kemi, fysik mm. På den måde kan universiteterne se, at man er interesseret i dette område, hvilket vil styrke ens chance for at komme ind på det ønskede studie via sin motivationsansøgning.

Der findes over 300 universiteter i Storbritannien, hvor Oxford og Cambridge er de mest kendte. Ansøgningen til et universitet adskiller sig fra den danske model. På stort set alle universiteter i Danmark fokuseres der i høj grad på karakterer. I Storbritannien er der 3 centrale dele i en universitetsansøgning: Et motivationsbrev (Personal Statement letter), karakterer (grades/predicted grades) samt anbefalinger fra enten rektorer, lærere eller studievejledere. Udover dette skal der selvfølgelig også sendes kontaktoplysninger samt ønske om fag og prioriteringer af universiteter. Selvom der i 2011 var 1,8 mio. bachelorstuderende i Storbritannien, så vælger mange elever alligevel at gå ud af skolen som 16-årig, fordi deres økonomi ikke holder til et universitetsophold, eller fordi de ønsker at arbejde i stedet. En universitetsuddannelse er ikke gratis i Storbritannien. F.eks koster undervisning og leveomkostninger på Cambridge University omkring 18 000 pund om året, hvilket er stort økonomisk pres på både elev og familie.

Ikke-navngivet2

I Storbritannien er der engelske offentlige skoler, også kaldet state schools. Disse skoler svarer til folkeskolerne i Danmark, som er ejet af kommunen. De offentlige skoler er gratis, og her går 93% af alle engelske børn. Når ens barn skal på state school er ens bopæl en afgørende faktor, da det er myndighederne, der er de stillingtagne med hensyn til éns ansøgning. Undervisningen foregår i tidsrummet kl. 8.45-15.30. Mange af skolerne har mulighed for at tilbyde forskellige aktiviteter på skolen efter kl. 15.30, men der er sjældent en skolefritidsordning, som vi kender det i Danmark. Mange af de offentlige skoler tilbyder børn på 3-4 år at gå i en børnehaveklasse, også kaldt nursery, i et par timer om dagen. Dette kan være en fordel, hvis man senere vil optages på skolen, da det giver optagelsesfordele til de børn, der har benyttet skolens nursery. Få af de offentlige secondary schools er såkaldte grammar schools, som er en form for elitær folkeskole. Her er der kamp om pladserne, og derfor bliver kommende elever adgangstestet, så man finder frem til de mest kompetente “almindelige elever”. Dette er altså en skole for de særlig intelligente eller benådet – det vil sige, at de, der er dygtige til sport, musik mm., også i højere grad har chance for at blive optaget.

Privatskolerne, kaldet public schools, svarer til grundskolen i Danmark, og disse skoler modtager ingen statslig støtte og er derfor 100% finansieret af forældrene til de børn, som går på skolen. Det private skolesystem i England er kendt for at levere en undervisning i høj kvalitet samt strengere og mere disciplineret opdragelse. Derfor hersker der også et enormt hierarki blandt de engelske privatskoler. Jo bedre skolen er, desto flere familier med et prestigefyldt navn vælger skolen, og på den måde styrkes skolens ry. Flere og flere familier vælger en privatskole, da privatskolerne er kendt for at give de ekstra velhavende børn en fordel, når de senere skal søge ind på de prestigefyldte universiteter som f.eks. Oxford og Cambrigde. Derfor adgangstester skolerne også eleverne, hvor det med alderen bliver sværere at kvalificere sig til en plads.

Hvilket skolesystem er så bedst?

Hvorvidt det britiske skolesystem er bedre eller dårligere end det danske er en lang og kompliceret diskussion, som kan vurderes på mange forskellige parametre. De engelske public/state schools lærere har færre fag at koncentrere sig om i forhold til danske grundskolelærere. Praktisk gør de færre fag også, at de engelske lærere kan nedarbejde deres forberedelsestid på sigt, da de bliver mere vant i deres få fag. Dette kan selvfølgelig også skabe en slags dovenskab hos lærerne, som ikke ser nogen grund til hele tiden at søge nyt og spændende læringsmateriale.

Skoleuniformer og strenge normer begrænser selvstændigheden og friheden hos eleverne. I modsætning til et friere Danmark, hvor vi aldrig har praktiseret skoleuniformer, er langt de fleste skoler (primært primary og secondary – på sixth forms er selvvalgt påklædning mere normalt) tilhænger af fælles påklædning. Set med danske øjne virker dette meget konservativt og traditionelt især, fordi tiderne er skiftet. Europa er i en konstant udvikling, og de fleste mennesker lever i en individualiseret verden præget af øget selvstændighed. Den strenge skole med magtudøvelse og ensartethed er afskaffet i nogen grad, og i stedet er den frie, moderne og kreative skole blevet mere udbredt. Hvad er i en tid med flere og flere unge, der bliver involveret i kriminalitet, mest aktuelt, kan man spørge sig selv?

Det lader til, at skolesystemet står over for en skillevej – konservativ skolegang med fokus på disciplin og tradition eller en mere individualiseret opfattelse med øje for personlighedsudvikling. Vurderingen må basere sig på, om vi skal hylde Edmund Burkes tanker om arv, klassesamfund og naturlig ulighed eller tro på frihed, lighed og individet. Det spørgsmål bliver man nødt til at besvare, før man kan snakke om, hvilket system der er bedst. Nogle mener, at diversitet styrker individet, mens andre mener, at ensartethed fremmer ting som opdragelse og dannelse. I det danske skolesystem er man af den overbevisning, at en forudsætning for frihed er økonomisk lighed, hvilket kædes sammen med socialismens grundtanker. Dette er blandt andet en af grundene til, at det private skolesystem ikke er nær så udbredt, som vi ser det i Storbritannien. Det hele kan koges ned til en essens af to lande, to kulturer, to ideologier. Eftersom vi ser mere udbredt kriminalitet blandt de unge i Storbritannien tyder det på, at ting som fx økonomisk ulighed fører en form for aggressivitet med sig til de unge.

Konklusion

Men er det ene system så at foretrække frem for det andet? Det mener vi ikke. Storbritannien og Danmark har i mange år gjort mange ting ens, men på fronten omhandlende skolesystemet adskiller de to nationer sig alligevel en del. Danmark har i mange år gjort brug af den strenge skole, hvor det handlede om “kæft, trit og retning”. Der var ingen individualitet, frihed og absolut ingen plads til fri udfoldelse.

De nyere generationer i Danmark har derimod vænnet sig til en skolegang fyldt med egoisme, selvstændighed og stræben. Derudover er Danmark i gang med at udforme curlingbørn, hvor alt for få kender til ord som respekt, gode manerer og opdragelse hjemmefra. De fleste er vant til at kunne sige og forlange mange ting uden konsekvenser. Dermed ikke sagt, at der ikke findes engelske curlingbørn – for det gør der. Der findes højst sandsynligt også engelske, egoistiske og utaknemmelige børn. Men Danmark kunne godt lære en smule fra det gamle, traditionsrige England, hvor kostskoler var at foretrække. Hvor takt og tone blev praktiseret, og hvor der blev sat pris på, at man overhovedet kunne komme i skole. I Danmark virker det nemlig, som om børn ikke sætter pris på skolen, som man gjorde førhen. Skolen er ikke en gave, ikke et tegn på udmærkelse mere – det er bare noget, alle skal. På den anden side kunne Storbritannien godt lære noget af den afslappede, frie mentalitet, der findes i danske skoler. Det hele handler om to lande, to kulturer, to helt forskellige vanemønstre. Danskere foretrækker deres system, mens Englændere foretrækker deres lidt mere strenge system. Men vi ville foretrække en blanding. Lidt opdragelse, en anelse struktur og til sidst en smule afslapning og frihed.