Storbritannien og international politik


Broken Britain?


For ca. 100 år siden var Storbritannien en meget stærk stat, som herskede over ⅓ af hele verden. Men i dag dækker det britiske imperium blot over et lille øgruppe. Storbritannien står i dag overfor en identitetskrise. Deres historie gør, at landet har muligheder for at indgå i forskellige alliancer, men briterne er meget i tvivl om deres position i det politiske verdensbillede. De bliver nødt til at redefinere den udenrigspolitik som landet har ført siden afslutningen af 2. Verdenskrig. En af dem som har haft stor indflydelse på dette politiske område er Sir Winston Churchill.

 

 

“The British Bulldog”

Winston Churchill har spillet en stor rolle i Storbritanniens udenrigspolitik. Han var premierminister, da De Allierede Nationer, besejrede Nazi-Tyskland under 2. verdenskrig, i 1945 tabte hans parti, Conservatives, men han genvandt magten igen i 1951, hvor han sad i 4 år. Først og fremmest var han kreatøren af Churchill-doktrinene, som han ytrede i sin berømte tale fra 1946, som blev kaldt “Iron Curtain Speech”. Disse doktriner beskriver Storbritanniens forhold til resten af verden, samt dets muligheder for magtudøvelse efter 2. verdenskrig, hvor Sovjetunionen var en stor trussel. Disse doktriner handler også om, hvordan Storbritannien på bedst mulig måde kan udnytte deres bånd til disse relaterede lande.

På dette tidspunkt efter krigen, var Europa på randen af bankerot. Landenes regeringer havde desperat brug for penge. Derfor tyede mange øst- og centraleuropæiske lande til kommunisme. Alle vidste at der var brug for en kæmpe økonomisk fremgang, derfor holdte Churchill en berømt tale i 1948, som skulle forklare Storbritanniens rolle i den nye verdensorden. Disse doktriner kunne ikke kun bruges i det britiske imperium, men det blev også inspiration for andre Europæiske lande.

 

  1. Den første cirkel omhandler Storbritanniens forhold til USA, som de er tilknyttet på mange måder. Ud over kultur og sprog var de også allieret under 2. verdenskrig, for at bekæmpe Nazi-Tyskland. England påtog sig en opdragende rolle over for USA, for at lære dem at gebærde sig i international politik. Dette bånd mellem USA og Storbritannien var også et værn for de britiske politikere imod engagering i europæisk politik.

 

  1. Den anden cirkel omhandler Commonwealth. Samarbejdet mellem Commonwealth-landene gjorde at Storbritannien ville opleve stor økonomisk fremgang, samtidig ville der skabes en større forståelse af international politik, som andre europæiske lande ikke havde. Denne mangel på engagement i europæisk politik ville dog have den konsekvens at England ville blive distanceret fra de europæiske lande, der, i sin tid, dannede EU.
  2. Den tredje og sidste cirkel er Storbritanniens forhold til Europa og EU. Det var Churchill der opfordrede Vesttyskland og Frankrig til at danne et samarbejde, men Storbritannien ville ikke deltage i dette samarbejde, men kun støtte det. Denne holdning er stadig i live i dag, da mange briter er skeptiske over for samarbejdet med EU.

 

Forfatteren Timothy Garton-Ash, der har stor indsigt inden for østeuropæisk historie efter 2. verdenskrig og blandt andet har skrevet bøgerne: The Uses of Adversity: Essays on the Fate of Central Europe (1989) og Free World (2004), har sammenlignet disse doktriner med den romerske gud: Janus, som har 2 ansigter. Med denne sammenligninger mener han at Storbritannien stadig mangler definere sig selv og deres fremtid. De har valget om de vil være en del af et europæisk samarbejde eller om de vil være en del af et amerikansk samarbejde.

 

Falklandskrigen

I Churchill´s tanke om et stærkt Storbritannien er Falklandsøerne en vigtig brik. Øernes lokation gør det til en ideel brik i en fremtidig krig. Området bliver til dels brugt som militærbaser, hvor britiske krigsskibe kan opholde sig. Når man i fremtiden blev bedre til at udvinde olie fra ubeboelige egne, kunne en position nær Antarktis også blive essentiel for briterne. Disse øer var derfor altafgørende og man var, fra britisk side, parat til at kæmpe for dem.

Falklandskrigen var en krig mellem Storbritannien og Argentina som udspillede sig fra d. 2. april til d.14. juni i 1982. Denne krig foregik ikke kun til vands, men også til lands og i luften i det sydlige Atlanterhav omkring Falklandsøerne. Det var briterne som havde herredømmet over Falklandsøerne, hvorefter Argentina gjorde krav på dem, bl.a. grundet kampen mod britisk kolonialisme men også fordi at Falklandsøerne netop er placeret forholdsvis tæt på Argentina. Det var i bund og grund en britte som i 1592 opdagede øerne, og det var også en britisk søfarer som i 1690 gik i land på øerne, hvilket skyldes den daværende britiske magt over dette herredømme. Men i 1982 lavede argentinerne et overraskelsesangreb på øerne, hvorefter Storbritannien fik generobret øen grundet beboeren ønske om at leve under britisk herredømme. Krigen kostede ikke kun penge men også menneskeliv. Ca. 24 mia. kr. dækker krigsomkostningerne, og der døde ca. 700 argentinere og 256 britere. Hertil er der selvfølgelig også psykiske skader og varige mén.

Rent politisk var Falklandskrigen skyld i militær styrets fald i Argentina, og den argentinske præsident Galtieri måtte i 1982 træde af. I Storbritannien medførte krigen, at de konservative vandt valget i 1983 med en stor mandat gevinst, og Margaret Thatcher kunne fortsætte som regeringsleder. Krigen har også medført, at Storbritannien både handelsmæssigt og politisk i større grad retter sig mod resten af Europa.

 

Falklandsøerne er et godt eksempel på, hvordan Storbritannien har haft sin stor magt for 100 år siden. Falklandsøerne har været en del af Commonwealth siden år 1982 og tilhører stadig Briterne den dag i dag. Men, hvad er Commonwealth Of Nations?

 

Commonwealth

The Commonwealth of Nations/The Commonwealth/Det Britiske Statssamfund. Er et frit forbund af 53 lande, der tidligere var en del af Det Britiske Emperium.

I 1931 vedtog det britiske parlament med Westminsterstatutten officielt de seks områders parlamentariske uafhængighed og deres uformelle og ligeværdige sammenslutning med Storbritannien under betegnelsen The British Commonwealth of Nations.

Commonwealth of Nations blev da grundlagt i 1884, da det britiske imperium begyndte at gå i opløsning. Organisationen skulle fungere som et netværk for samarbejde med udgangspunkt i de tidligere koloniers fælles sprog og deres lignende udfordringer som nye stater. Organisationen har sekretariat i London, der driver en række forskellige samarbejdsprojekter mellem medlemslandene. Medlemslandene mødes hvert andet år for at diskutere udviklingen i de forskellige projekter og den generelle politiske situation.

Til trods for, at Commonwealth ikke har nogen formel magt over sine medlemmer, har de udøvet en betydelig indflydelse ved flere gange at eksludere lande, der optræder i strid med organisationens principper. Nigeria og Fiji blev suspenderet i 1990’erne, mens Zimbabwe blev suspenderet i 2002, inden landet trak sig helt ud i 2003. Lande, der stadig er med: Canada, Indien, Malaysia osv osv.

 

Langtfra problemfrit

Dette samarbejdet i Commonwealth har langtfra været problemfrit. I efterkrigstiden har det været sværere og sværere at opnå politisk enighed blandt de mange medlemmer med meget forskellige interesser. Bl.a. har Indien, Pakistan og Bangladesh haft store indbyrdes konflikter, og Storbritanniens udenrigspolitik i forbindelse med Rhodesias(Sydafrikas) løsrivelse i 1965 og sanktioner mod Sydafrika i 1980’erne vanskeliggjort fælles politisk, holdning og handlinger.

Det økonomiske samarbejde, som var af stor betydning for mange medlemmer, blev endvidere svækket ved Storbritanniens indtræden i EU i 1973 og siden da har, der været stor diskussion hvorvidt England bør være en del af dette EU.

 

Storbritannien og EU

Den fælles fortid

I 1951 blev den Europæiske Kul- og Stålunion dannet, som kan betegnes som en forløber til EU. Storbritannien ønskede ikke at blive optaget på daværende tidspunkt, men efter Suez-krisen og afkolonialiseringen gik det op for briterne, at man ikke kunne sige nej til det handelsmæssige potentiale der lå i det europæiske samarbejde. Storbritannien måtte ansøge hele tre gange, før de til sidst blev optaget i samarbejdet. Dette skete i 1973, hvilket i øvrigt var sammen med DK. Under Thatcherismen i slut 70’erne til start 90’erne stillede den britiske regering sig mere og mere skeptisk overfor EU, fordi der blev ønsket en øget integration af samarbejdet mellem medlemslandene.Denne europaskepsis er blevet genoptaget af den nuværende britiske regering ledet af De Konservative, som en af deres helt store mærkesager. EU-medlemskabet i Storbritannien er lige pt. under heftig debat og en af de helt store dagsordener her inden det forestående valg.

Af den seneste tilgængelige måling (fra 10. dec 2014) fremgår det at 46.6 % af den britiske befolkning ville stemme Storbritannien ud af EU. 34.3 % vil gerne forblive EU-medlem og 16.5 % er stadig i tvivl. Hvis de konservative genvinder magten er det allerede blevet varslet at der vil komme en folkeafstemning i 2017 om briternes fortsatte ønske om medlemskab af EU. De Konservative er blevet tvunget ud i en skræmmekampagne mod EU grundet presset fra det fremstormende højreorienterede parti UKIP (The United Kingdom Independence Party), men den har dog i et vist omfang givet bagslag indtil videre. De Konservative siger nemlig selv, at de er tilhængere af et såkaldt “Reformeret EU”. De vil altså gerne forblive medlem af EU, men bare med modifikationer. Deres kampagne har gjort, at størstedelen af det britiske folk slet ikke vil være medlem af klubben mere, så den har måske i virkeligheden været lidt for offensiv.

Men hvad dækker dette “Reformerede EU” egentlig over? I Storbritannien bunder utilfredsheden med medlemskabet af EU primært i to væsentlige faktorer. Først og fremmest er den forpligtede accept af udenlandsk arbejdskraft meget omdiskuteret. Cameron og de konservative vil have et loft over antallet af immigranter i landet samt nedskæringer på de sociale ydelser, de er berettigede til, som EU-borgere. I 2003 hvor bl.a. Polen og ni andre lande blev optaget som medlemmer af EU blev der ikke indført restriktioner for adgangen til det britiske arbejdsmarked af den daværende Labour-regering. Labour har efterfølgende selv indrømmet, at det oversat til dansk var en “monumental fejltagelse“.

 

Trussel fra Bundeskansler, Angela Merkel

Bundeskansler Angela Merkel vil dog ikke acceptere at Storbritannien får indført disse restriktioner samtidig med at de forbliver medlem af EU. Det er nemlig imod princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed. Derfor truer hun med at smide Storbritannien ud af EU, hvis Cameron og de konservative holder fast i deres plan

Den anden væsentlige faktor er at 90 % af de britiske firmaer ikke er involveret i handel med EU, men på trods af dette er de stadig underlagt EU-reguleringer. Hvis Storbritannien trak sig ud af EU, men forblev medlem af det der hedder EEA (European Economic Area), så vil det ifølge tænketanke (Eurosceptic) resulterer i 1 million flere jobs.

EU-fortalere som bl.a. Labour mener derimod, at det vil svække Storbritanniens globale indflydelse og handelsmuligheder drastisk, hvis de trak sig fra EU. Man ville have langt sværere ved at handle med både Kina og USA, og båndet til amerikanerne vil blive svækket drastisk. Storbritannien vil derfor være isoleret på globalt plan.

Der er mange argumenter for begge sider af sagen, og der er ikke så meget andet at sige end det bliver uhyre spændende at se hvordan det britiske folk vælger hvis det i sidste ende kommer til en folkeafstemning. Det vil komme til at have store konsekvenser for alle medlemslandene.

 

Skæbnesvangert parlamentsvalg

Briterne står overfor en skillevej ved valget i maj 2015. Deres indflydelse i international politik har været dalende over en længere årrække, og forandringer på dette område er påkrævet. Hvilke af Churchill’s tre doktriner kommer til at danne grundlaget for briternes udenrigspolitik? Vælger briterne EU til eller fra? Bliver der fokuseret mere på Commonwealth-samarbejdet? Og hvad med forholdet til USA? Der er mange spørgsmål, som kun tiden kan svare på.