Storbritanniens økonomi


Broken Britain?


Problemstillinger:

  • Hvilken økonomisk politisk fører regeringen?
  • Er briterne rige?
  • Hvilken rolle spiller ‘The City’?
  •  Hvordan er udviklingen i BNP, og, statens finanser, inflation og arbejdsløshed?
  • Hvilken betydning af Bank of England i Storbritannien?

 

Hvilken økonomisk politik fører regeringen?

Storbritannien havde i 16 år, fra 1992 til 2008, en ubrudt, kolossal stor vækst (BNP). Den kunne og blev ikke afbrudt, før hele verdens vækst blev afbrudt af finanskrisen i 2008. Gordon Brown, Storbritanniens finansminister, mente på sin budgetfremlæggelse i foråret 2007, at de havde fundet vejen for landet, til evig vækst uden at skabe inflation. I Storbritannien begyndte man efter finanskrisen, primært under Carmerons regering, at lede andetsteds end den nyliberale vækstmodel, som de havde brugt i 3 årtier.

Labour som vandt valget i 1997 så man en thatcheristisk tendens i den økonomiske politik, som i høj grad byggede på finansøkonom snarere end reel økonomisk aktivitet. Befolkningen lånte mange mange penge af Nothern Rock og andre banker, og bankerne lånte penge af andre banker, som lånte af andre lande osv. Det var en ond spiral, da forbrugerne i 2008 ikke kunne betale deres lån tilbage, og dem som havde penge stående ville hæve dem for at sikre sig mod konkurs i banken og på aktiemarkedet.

Efter finanskrisen er ovre snakker man stadig om, at UK ikke er kommet ud af finanskrisen med en højere BNP end de kom ind med. Det mener nogle skyldes deres økonomiske model og grundlæggende konstruktion i økonomien. Nogle mener at det skyldes Anglo-Amerikanske vækstmodel, som er årsagen. Vækstmodellen bunder i en nyliberal politik, som man begyndte at føre fra USA og UKs side i staren af 1980’erne, hvor meget af økonomien byggede på det liberaliserede verdensmarked. På Wall Street står en statue, The Charging Bull, som er et symbol for netop denne model (den frembrusende tyr = den frembrusende økonomi).

Før valget til Underhuset i 2010 blev de 3 store partier enige om, at det underskud som staten skabte hver måned skulle være et vigtigt punkt på programmet efter valget. Ved valget blev den konservative-liberaldemokratiske koalitionsregering dannet, og de førte en traditionel konservativ økonomisk politik, der primært havde til formål at genskabe de finansielle markeders og kreditvurderingsbureauernes tillid til økonomien. Og det var der kæmpe behov for. For da finanskrisen brød ud havde Storbritannien et af de største strukturelle underskud på statens budget blandt udviklede økonomier, og en nettogæld der var steget fra 40% af BNP i 2007 til 62% i 2011. Der var drastisk brug for en “gamechange”, for prognosen havde mål mod at Storbritannien ville have en nettogæld på 70% af deres BNP 4 år senere, i 2015.

Det ville betyde, at de i 2015 ville skulle låne hvad der svarede til 70% af deres BNP, af andre lande, og dermed tilskrive deres statsgæld med mange mange milliarder Pund, år efter år.

Da den nye finansminister, George Osborne, kom på posten efter de konservative havde vundet valget i 2010 (sammen med de liberale), begyndte man for alvor og se sparekniven, som de konservative også havde kørt valgkampagne med. I det man kalder “The Comprehensive Spending Review”, som var det første budgetudspil fra den nye finansministers side blev det annonceret, at der ville være en besparelse på 19% inden for diverse ministerier samt yderligere besvarelser på velfærdssystemet. Sammenlagt kom det totale besparelsesmål op på £ 80 milliarder pund, hvor besparelser perioden i udspillet skulle vare over 4 år.

Den vigtigste forudsætning for at få regeringens plan til at virke var den private sektors “step-up” i denne krisetid. Det var nemlig her man håbede på, at de fyrede fra den offentlige sektor ville komme hen. Dette gjorde man i håb om det kunne skabe en rentabel position på længere sigt, hvor det primært var der at den britiske vækst skulle komme fra og senere være med til at afvikle statens gæld. Det skete dog ikke. Over de senere år har man nemlig set et stigende tal inden for statsgælden, hvilket i sidste ende kan føre til, at Storbritannien kan miste deres AAA-kreditværdighed. En sådan kreditværdighed kan kun opnås, hvis “låneren” har gode muligheder for at imødekomme en tilbagebetaling. Om “The Comprehensive Spending Review” har opnået sit mål eller blot har været et håbløst forsøg på at løse Storbritanniens håbløse økonomi. I sidste ende er det en politisk vurdering, hvis man går til de konservative og spørger Cameron, vil han mene, at de har fået stabiliseret økonomien og den har opnået sit mål og man fortsætte ud af en lignende tangent og ikke gå over til Labour og ty de såkaldte eksperimenter, som han ville kalde dem. Dog vil Ed Miliband være af en overbevisning og mene, at det har været et fejlslagent forsøg med store konsekvenser som følge.

Det vil betyde, at det bliver meget dyrer og sværer for UK at låne penge af kreditvurderingsbureauer, da det vil blive dyrer for dem, at sælge statsobligationer til kreditorerne. Der kommer mange forlydender fra diverse parter i UK om at statens sparrings metode er for ensidig men også i sidste ende kan spænde ben for målet selv – nemlige at afvikle gælden. På nuværende tidspunkt frygter man nemlig, at besparelserne ikke skaber en sund økonomi, der i sidste ende vil have et overskud, men blot forværre situationen.

Økonomiske kriser har altid indflydelse på politik. De er med til at (om)formulere antagelser om, hvad der er politisk muligt at gennemføre. Efter valget i 2010 så det ud til, at to tidligere politiske rivaler havde taget ansvar, og i fællesskab ville løse den katastrofale økonomiske situation. Det fungerede i starten, men situationen blev ikke håndteret tilfredsstillende. Mange mennesker og grupper mærkede den hårde økonomiske politik. Så problemet, som regeringen definerede som det centrale, ser ikke ud til at blive løst.

Da koalitionsregeringen blev dannet, gjorde den det til sit mål at redde Storbritannien fra den økonomiske afgrund. Der blev valgt en strategi med meget stærk fokus på underskuds- og gældsreduktion. I 2015 vil problemerne ikke være løst, heller ikke selvom økonomien igen inden det tidspunkt begynder at vise tegn på vækst. Det parti, der er bedst til at overbevise befolkningen om, at det har en strategi for at bringe landet ud af krisen, og dermed lette det økonomiske tryk på den brede befolkning, vinder det valg.

 

Er briterne rige?

Om briterne  er rige eller ej, er et spørgsmål som aldrig kan besvares. Definitionen “rig” betyder i Danmark, at man tjener over 1 million hvert år, efter skat.(kortlink.dk/gmf7) De næstrigeste tjener 404.000 efter skat, hvilket svarer til at man har godt og vel 34.000 til rådighed hver måned. Så, hvor mange af englænderne har dette? Uden at undersøge deres indkomster kan vi se på arbejdsløsheden derovre nu. Den er faldet til 5.5% nu her (dec.2014), så flere er kommet i arbejde. Briterne har en anden livsindstilling end danskere. De har et større behov for at vise sig frem overfor andre, og derfor kører der mange flere luksuriøse biler, end der gør i Danmark. Det skyldes naturligvis også, at de ikke har denne høje registreringsafgift på biler, som vi har i Danmark. Men eftersom de har råd til at have dyrere biler, end normaliteten, må vi antage, at flere er rykket op i kategorien “rige” end efter finanskrisen. I forhold til briternes BNP har hver indbygger langt færre penge end danskerne, hele 30% mindre. Men hvis vi ser Storbritanniens bruttonationalprodukt er den stigende, og deres økonomi er altså voksende igen. Danmarks BNP udvikling er mere neutral ifølge disse grafer.

 

Hvilken rolle har ’The City’?

IMG_3510The City var oprindeligt begrænset af en forsvarsmur, også kendt som London Wall, der blev bygget af romerne for at beskytte deres strategisk beliggende havneby. Bygrænsen ligger ikke længere inden for den gamle bymur, da byens område udvidedes til at omfatte de såkaldte “City Bars”. Bymurene er for længst forsvundet, selv om flere dele af dem stadig kan ses i byen. En del af den gamle bymur tæt ved Museum of London blev blotlagt under anden verdenskrig som følge af ødelæggelserne efter et luftangreb den 29. december 1940. Andre synlige dele af bymuren befinder sig tæt ved Tower of London.

“The city” udgør et areal på 2.6 kvadratkilometer. Det er sammen med New York City hele verdens finansielle hovedstad. Om dagen bliver der handlet globalt for 4 trillioner dollars, og 46,7% af disse bliver handlet i “The City”. London er også kendt for at huse 500 forskellige banker og er hjem for store forretningers hovedkvartere. Ud over det er det sammen med New York City den by, der har flest og de mest magtfulde advokatfirmaer. The City har en stor indflydelse på verdensøkonomien, og deres aktiemarked kaldet “FTSE” har hovedsædet i denne del af London. FTSE er opdelt i både “All Share”, “100” og “250”, ligesom den danske børs “Cap 20” er opdelt i “Small Cap”, “Mid Cap” og “Large Cap”.

 

Hvordan er udviklingen i BNP,  inflation og arbejdsløshed?

Arbejdsløshedsniveauet er i den grad faldende, som det ses på nedenstående graf. Her ser vi tydeligt hvordan krisen i 2008 havde en effekt på arbejdsløsheden. Mange forretninger lukkede, og arbejdsløsheden steg fra ca 6% til 8%, men efter nogle år hvor de har prøvet at få styr på deres økonomi, er det Storbritanniske arbejdsløshedsniveau kommet ned på et niveau som er tilsvarende niveauet før finanskrisen.

skaermbillede-2016-12-02-kl-11-14-44

http://ieconomics.com

 

 

 

 

 

 

Samtidig med at Storbritannien er i gang med at få styr på deres økonomi efter finanskrisen, er deres BNP voksende igen, som det ses på grafen nedenfor. Fra 1992/1993 og til 2008 var Storbritanniens BNP udelukkende voksende som tidligere nævnt. Dette stoppede i 2008, og der kom en stor korrektion. Denne korrektion er slut, og deres BNP er igen voksende. Nu er det spændende at se, om det fortsætter 16 år igen.

Skærmbillede 2015-04-29 kl. 20.40.50

 

I Storbritannien ligger inflationen omkring de 0% i øjeblikket. Dette skyldes, sjovt nok, også den økonomiske krise i UK. Bank of England ønsker en inflation på 2%, hvilket er et realistisk mål i sig selv. Det har dog vist sig at være mere udfordrende end ventet. I krisetiden holder borgerne, forbrugerne, på deres penge og der bliver derfor ikke solgt særlig mange forbrugsvare, hvilket gør det meget svært for inflationen at stige. Dog skal man stadig huske på, at det er en forholdsvis ny inflationspolitik man har lagt og den slags ting tager tid. I Danmark har man på lignende måde gjort noget for forbruget skal komme i gang samt inflationen ved en nedsættelse af renten. Man kan alligevel ikke forvente en momentan effekt inden for forbruget – det tager som sagt tid, altså 2-4 år før man virkelig kan se den slags økonomisk politik i reel aktion.

 

Hvilken betydning har Bank of England i Storbritannien?

Det primære mål for banken er at holde valutaen og økonomien stabil gennem styring af inflationen og lån til diverse banker samt staten. Selvom Bank of England har været en del af landet siden 1694 så er den først blev gjort til landets officielle centralbank i 1946. Det er også bankens opgave at sætte den grundlæggende renten i landet. Bank of England har også ligesom så mange andre centralbanker hovedansvaret for udstedelsen af den konkrete valuta, Pund Sterling, samt pengepolitikken i landet.

Bank of England har pr. juni 2013, 4180 milliarder kr gemt i guldbarrer og kontanter, og de har sat et mål om, at inflationen holdes på 2%, samt til opgave at holde alle de små banker i live, hvis de en dag mangler penge. For som vi så i 2008, har Storbritannien ikke råd til, at en bank går konkurs igen. Der kommer stor panik blandt befolkningen, og det sætter gang i en større panik blandt folket, de begynder at hæve deres penge fra bankerne, også er der ramaskrig i hele verdens finansielle verden igen.


Konklusion/Afrunding

Til allersidst vil der blive draget en konklusion af ovenstående. Ifølge flere eksperter sidder Storbritannien ikke særlig godt i det rent økonomisk, deres BNP er godt nok stadigvæk af en vis kaliber, men det er de senere år gået ned af i takt med at uligheden, økonomisk, er gået opad. Flere eksperter peger på den nuværende økonomiske vækstmodel som værende klodsen om benet samt den Thatcher-økonomiske strategi, hvor sætter stor tillid til det private.. Denne model har de som sagt brugt i årtier – lige siden Thatchers tilgang til premierministerposten tilbage i 1979, dog tyder det på, at det snart er tid til en omstrukturering inden for den britiske finanspolitik, hvilket i den længere bane måske vil skabe en mere stabil økonomi end den nuværende. I en evt. ny økonomisk politik kunne man sætte et større fokus på ‘The City’, hvor man udnytter pengestrømmen mere rentabelt, sådan man rent nationalt politisk kunne få noget ud af de enorme mængder penge der flyder igennem de få kvadratmeter hver dag. I sammenspil med det vil det måske i højere grad være realiserbart for Bank of England, som Storbritanniens centralbank, at opnå deres mål med en 2% inflation. Godt nok tager en den strategi banken har sat i gang tid, men det vil hjælpe på det med en stabil og ikke nedadgående økonomi.

Man kunne håbe som brite, at man kunne vende tilbage til det gamle motto – “The sun never sets on the British Empire” – rent økonomisk selvfølgelig. Om det skal gennemføres via yderligere besparelser, via de konservatives måde, eller om det skal være gennem en mere socialistisk vej med Labour i spidsen. Det kan tiden kun vise.