Det britiske klassesamfund


Broken Britain?


Af Nikoline Brænhøj Grindsted, Niek Elkjær og Sofia Louise Dall Mandix

 

‘’People like us’’ er den oprindelige overklasse i England. For at være en del af dem, er det ikke kun den økonomiske kapitel der betyder noget, men også den kulturelle kapital. Det er ikke nok at være velhavende, men man også skal kende til den britiske etikette. I takt med finanskrisens indtog i Storbritannien, er der sket en udvikling i form af ultra-rige tilflyttere, der på sin vis har væltet klasse samfundet. Overklassen er dermed ikke længere bare de gamle aristokratiske familier.

 

Teorier bag et klassesamfund

I Storbritannien er der tale om et klassesamfund inddelt i sociale stratifikationer. Ved en latinsk oversættelse af ordet stratifikation, betyder ordet lag-deling, og forstås som en ulighed i samfundet. Denne ulighed bunder i en social forskel i fx etnisk baggrund, køn, kundskabsniveau og generelt den sociale opvækst. De sociale stratifikationer bygger på at de sociale forskelle udspringer fra økonomiske relationer. Stratifikation er et udspring fra den funktionalistiske sociologi, og teorien bag den er, at der i et samfund altid vil være sociale inddelinger.

Der er tre forudsætninger for, at en gruppe kan betegnes som en social stratifikation:

 

  1. Opdelingen er sket ved enten demografiske eller socioøkonomiske faktorer (erhverv, religion etc. Altså, karakteristika som adskiller gruppen fra andre.

 

  1. Gruppens individer skal kende gruppens karakteristika, og være villige til at handle efter, hvad der er bedst for gruppens sociale identitet.

 

  1. Der skal være institutioner til at støtte de interesser der er i grupperingen. Dette kan være politiske partier, religiøse institutioner, fagforeninger etc.

 

nikoline 1

 

Et klassesamfund bygger udelukkende på økonomiske inddelinger. Der er flere forskellige teorier blandt klassesamfundets oprindelse. Den marxistiske udlægning er at der kun er to klasser i det industrielle samfund: kapitalen og proletariatet. Det vil sige dem der ejer kapitalen, og dem der arbejder for ejerne. I det nyere samfund er det dog en forældet teori. Teorien om social kapital udarbejdet af Pierre Bourdieu: “Social kapital er summen af eksisterende eller potentielle ressourcer, den enkelte eller gruppe har rådighed over i kraft af et netværk af stabile relationer og mere eller mindre officielt anerkendte “forbindelser”, hvilket vil sige summen af den kapital og magt, der kan mobiliseres i kraft af et sådant netværk” (Bourdieu & Wacquant 1996, 105).”

Også den kulturelle kapital er afgørende i forhold til at forstå klassesamfundet.

Bourdieu ser kulturel kapital som et individs viden om kultur, litteratur, kunst osv. Derudover følger det en bestemt uddannelse. Men det er ikke kun det, at have kendskabet til kulturen, individet skal kunne forstå den, og afkode mønstret. Dette vil for et samfund skabe en fælles referenceramme. Det er denne fælles referenceramme, det gør et samfund i stand til at forstå hinanden og samfundet. Når der er mangel på fælles referenceramme, skaber det dog også stor ulighed. Det er også derfor at forskellige uddannelsesniveauer skaber ulighed. I Storbritannien, hvor uddannelses institutionernes niveau afhænger af pris, er der derfor stor ulighed.

 

Ulighed/lighed

Er uligheden i Storbritannien stor? Økonomisk set har OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling), påvist denne ulighed ved brug af gini-koefficienten. Den udtrykker afstanden mellem indkomsterne i et samfund. Her ligger Storbritannien på 33%, hvilket er højere end gennemsnittet som er på 31%. På denne liste ligger USA på 34%, USA er et land Storbritannien gerne vil sammenligne sig med, da de begge har den residuale velfærdsmodel og deres historik.

nikoline 2

Med en score på 33% ligger Storbritannien betydeligt højere end andre EU, som f.eks. Danmark der har en score på 23%. Denne økonomiske ulighed bliver tit forbundet med den konservative styremåde af samfundet. Den startede i 1979, da Margaret Thatcher kommer til magten, og hendes tanker, kaldt Thatcherisme, fører til markant stigning af ulighed gennem 1980’erne og 1990’erne. Da Labour kommer til magten, så man en smule reparation af uligheden, men efter 2010 er uligheden igen blevet stigende.

 

Social mobilitet

Social mobilitet, er også en faktor der har indflydelse på den sociale ulighed i et samfund. Igen ser vi OECD med en rapport omkring denne sociale mobilitet. Storbritannien fik en score på 0.5, igen sammenligner vi med USA som har en score på 0.47. Jo højere en score, jo lavere en social mobilitet. Her ligger Danmark på 0.15.

 

En af de omdiskuterede årsager til denne lave mobilitet føres tit hen til en “dobbelt-kontrakt” som samfundet har med staten. Dette er dels en kollektiv “aftale” om, at man regner med at hver generation klarer sig bedre end den foregående, og dels en individuel “aftale” om at man bliver belønnet med velstand og en højere social status ved hårdt arbejde. Denne aftale er i den seneste tid ikke blevet overholdt, og for et endnu stigende antal borgere i landet, der går udviklingen den klart forkerte vej. Ikke mange mennesker giver den ekstra indsats for at forbedre sin situation, da de ikke ser gode muligheder for at kunne få højere social status og mere velstand, som er en stor faktor i det engelske samfund.

 

Downton Abbey

Downton Abbey er en af de serier der har opnået massiv succes på at skildre klassesystemet i England. Serien foregår i begyndelsen af 1900-tallet, og på den tid havde alle over- og middelklasse-familier i Storbritannien tjenestefolk. Serien skildrer livet hos en aristokratisk familie og deres tjenestefolk efter den Edwardianske periode, som kendetegnede begyndende sociale og politiske forandringer. Englænderne er besatte af klasse, men vil helst ikke tale om det. Det er en dramatik, der er nem at få øje på i avisreportager, teaterstykker og tv-serier og det er netop fordi briterne er betaget af overklassens sjovere vildere og mere dekadente og excentriske liv. De onde overklasseskurke, de stakkels renhjertede tjenestefolk og den snobbede middelklasse er et typisk scenarie. Alle samfund og lande har klasseforskelle, men i Storbritannien klinger fortællingen rent. Måske er det derfor, at omverdenen har taget briternes klassedrama så godt til sig som med Downton Abbey.

nikoline 3

 

Briternes mening om de sociale forskelle

Ifølge Fox er det hele 65 procent, som angiver klassesystemet som det vigtigste karakteristikum ved Storbritannien. Klasse er meget vigtigt for briterne, fordi det omfavner identiteten og selvforståelsen. Ingen vil forsvare klassesystemet, de fleste er enige om, at det er skadeligt, og selv de mest privilegerede ville sige, at de hellere ville være det foruden, men under overfladen er briterne meget glade for det.

Den øverste del af den øvre middelklasse tilhører det, vi normalt i Danmark ville kalde overklassen, men i Storbritannien er det kun de adelige fra de ældste familier, der er ægte overklasse. Ifølge Young bliver den britiske kongefamilie ofte beskrevet som middelklasse af medlemmer af den virkelige overklasse. Ikke blot er de kongelige af tysk og dermed udenlandsk oprindelse, men deres titler er også ‘kun’ et par hundrede år gamle og dermed forholdsvis nye titler. Det er også helt forkert at beskrive landets ledende politikere som overklasse. Hverken George Osborne (finansminister) eller David Cameron ville beskrive sig selv som overklasse. De er begge fra velstående familier. Osborne er søn af en baron, men titlen er for ny til at kunne kvalificeres som overklassen. En baron er ikke en stor titel sammenlignet med fx en hertug (duke). Grunden til at briterne hænger fast i forestillingerne om klasse er, at de inderst inde holder af det.

nikoline 4

One Hyde Park, Knightsbridge, London

 

De ultra-rige englændere

Mayfair, Kensington, Knightsbridge og Chelsea er nogle af de dyreste kvarterer på Londons boligmarked. I Mayfair kan en trist treværelses hurtigt komme til at koste 25 mio. danske kroner, og et helt byhus i 5 etager kan man få for 400 mio. kr. Det store problem ligger i, at mange af disse liebhaverhuse står tomme. Imens at 800.000 mennesker i London venter på en almennyttig bolig, så står 700 boliger, hver med en værdi på over 50 mio. kr., tomme og forladte, for de, der har råd til at bo i disse huse, har også råd til bare at have boligerne stående til rådighed, så de kan bruge dem, når de lyster. Mange af liebhaver ejendommene bliver købt som en slags trofæejendomme, da boliger i London, for det første, er en sikker investering. Mange indere vil gerne låne deres luksusboliger ud til venner og forretningsforbindelse, og på den måde vise deres succes og status. For det andet, så er folk i London generelt forholdsvis tolerante overfor fremmende og udlændinge. 90% af de nybyggede luksuslejligheder i London køber af ultra rige udlændinge fra bl.a. Rusland, Østeuropa, Mellemøsten, Nordafrika samt Kina.

nikoline 5

2.h ved lejlighedskomplekset One Hyde Park i Knightsbridge.

 

Skattely

Boligerne bruges ofte også til hvidvaskning af penge. Hver tiende bolig i de dyre områder i London er faktisk ejet af et selskab i skattely. Et eksempel er ejendommen One Hyde Park, som blev opført i 2009. Her er 80% af lejlighederne solgt til firmaer i skattely dvs. de står tomme. Det få ejere, som man har kunne identificere kommer fra henholdsvis Kasakhstan, Rusland, Kina, Ukranie og Nigeria. Den store konsekvens af disse forladte boliger er, at det går stærkt udover lokalmiljøet. Butikker lukker i lokalområder, da ingen bor i husene. Børnene går heller ikke i skole der, og støtter på den måde heller ikke op om lokalmiljøet. Det eneste der er kommet mere af er ejendomsmæglere. Der er intet som en krise, som for pengene til at flyde i London.

 

Beskatning som løsning

For at komme problemet til livs har briterne valgt at skatte skat på ved ikke-bosiddende salg af ejendomme. Der er nu en skat på 28% ved salg, og der er også kommet en skat på boliger købt af firmaer i skattely. Skatten er på 35.000 kr. for en 5 mio. kr. bolig, mens den er på 1,4 mio. kr. for en 200 mio. kr. dyr bolig. Der er set en effekt på de ”billige” boliger til 10-15 mio. kr., da de er begyndt at leje ud, men de dyre boliger til f.eks. 400 mio. kr. har råd til bare at lade den stå, da en beskatning på et par millioner ikke gør en forskel i det store billede. For staten har det været en god beslutning at beskatte, da de har fået syv gange så meget ind, end de havde håbet på. Der er penge i at beskatte hemmelighedskræmmeri. Ganske enkelt ligger problemet i, at men, at London vokser med 100.000 mennesker, så bliver der bygget 20.000 nye boliger, som så sælges til folk fra Fjernøsten, der så bare forlader dem. Det skal dog siges at de konservative er særdeles glade for de ultra-rige i Storbritannien, da de mener, at det er godt, når de ultra-rige kommer og spenderer en masse penge. Det skaber vækst. Det er jo de ultra-rige som firmaerne til at køre godt rundt som f.eks. Harrods, hvor de rige udlændinge investerer mange penge. Grunden til at de vælger at beskatte dem er, at de ønsker at få penge ud af hemmelighedskræmmeriet, men de ønsker dog ikke at skræmme dem væk. Hvis det stod til Labour, så ville de beskatte dem yderligere, da de ikke kan se det gode i det. De ville dermed være ret så enige med vinklen på artiklen ’Londons tomme gader’ i Weekendavisen april 2015.

Litteratur: