Storbritannien og det mulitkulturelle samfund


Broken Britian?


 

Af Benjamin Rosborg, Valeria Sakac, Joachim Thomsen og Anna Sofie Larsen

Det multietniske Storbritannien
Tilbage i 1940’erne bestod Storbritanniens befolkning primært af etnisk hvide briter, derudover var den eneste gruppe indvandrere irere. I 1940’erne begyndte der dog at ske ændringer på denne front. I takt med afviklingen af Det Britiske Imperium blev der skabt et immigrationspres, der medførte at den etniske og demografiske sammensætning langsomt begyndte at ændre sig. I begyndelsen var det hovedsageligt etnisk hvide, fra lande som Australien og Canada, der immigrerede. Mængderne af indvandrere var små og Storbritannien blev i forvejen udgjort af fire sammensatte nationer. Derudover var de britisk indfødte et resultat af en blanding af mennesker fra hele Europa. Alt dette gjorde at der var en positiv diskurs omkring indvandring.

Efterspørgslen efter arbejdskraft voksede dog hurtigt hvilket førte til at det britiske parlament vedtog British Nationality Act i 1948. Dette betød at indbyggerne i de tidligere kolonier fik britisk statsborgerskab. Dette førte til en stor stigning af indvandrere fra især Indien og Pakistan. 1960’erne begyndte befolkningen for alvor at ændre sig, og det multikulturelle og multietniske samfund opstod. I takt med at antallet af indvandrere steg blev de også synligere i samfundet, der begyndte derfor at opstå gnidninger. Problemet blev forstærket af at de søgte til bestemte byer og boligkvarterer. I takt med at lande som Kenya og Uganda blev selvstændige i 60’erne kom der igen store bølger af indvandrere. Grundet dette begyndte man også at lave stramninger af indvandrerpolitikken, og helt frem til i dag køres der en mere restriktiv politik på det område. I 1971 begyndte man at skelne mellem indvandrere fra the Old Commonwealth og the New Commonwealth, og dette gjorde man indtil for ikke særlig længe siden. The New Commonwealth betegnede de lande der for nylig var blevet selvstændige, groft sagt de lande hvor folk befolkningen ikke var etnisk hvide. Storbritanniens økonomiske fremgang har dog medført en stor efterspørgsel på arbejdskraft, som så har ledet til at indvandringspolitikken er blevet slækket på visse områder i det seneste årti. Dette har bla. ført til en stor stigning af indvandrere fra nye østeuropæiske lande, da den daværende Labour regering tilbage i 2004 gjorde det muligt for de nye EU lande at få fri adgang til Storbritannien i forbindelse med arbejde. I 2008 blev det dog konkluderet i en rapport, der er lavet af et udvalg i parlamentets overhus, at det tårnhøje antal indvandrere ikke har haft den ønskede positive effekt på økonomien. Det har derimod haft en meget lille effekt til ingen effekt og er derudover også en stor byrde for de offentlige tjenesteydelser. Rapporten afviser regeringens påstand om at indvandring er nødvendig for at hindre mangel på arbejdskraft.

 

Den berygtede demografiske udvikling

Hvert tiende år bliver der afholdt omfattende folketællinger i Storbritannien af institutionen Office for National Statistics (ONS). Ud af den store mængde data, som bliver opsamlet – herunder boligforhold, beskæftigelsesforhold, husstandes størrelse, ægteskabelig status, etc. – er det særligt befolkningens etniske sammensætning, som i de senere år har tiltrukket mest opmærksomhed. Det skyldes de seneste års udvikling, der er stærkt præget af den massive indvandring til de store byer. Storbritannien er en af de nationer i Europa, der huserer flest indvandrere. Senest har EU udvidelserne i perioden 2004-2007, hvor mange østeuropæiske lande blev optaget i unionen, betydet, at en menneskestrøm af østeuropæere er flyttet til de store britiske byer. Dette afspejles også i ONS’ statistikker. Bemærkelsesværdigt er det, at fra 2001 til 2011 er procentdelen af asiatiske og asiatisk britiske gået fra 5% til 8%, sorte og sorte britiske er gået fra 2% til 4%. Dette ser måske ikke yderligere alarmerende ud, men ser man på, hvor mange færre hvide briter, der lever i landet, er der grund til bekymring. I 2001 var 87% af befolkningen hvide briter. I 2011 var det ca. 79%. Dvs. udviklingen i den etniske sammensætning i Storbritannien bevæger sig mod en større etnisk diversitet. Dette i sig selv er måske ikke så problematisk, men i Storbritannien har det medført en række sociale problemer. Bl.a. er der af det engelske samt waliske politi blevet registreret 1476 flere hate crimes fra 11/12 til 13/14, hvor motivet til forbrydelsen er racerelateret. Derudover mener flere eksperter, at de slemme optøjer i England i 2011 bl.a. er forbundet med den etniske sammensætning i landet. Så indvandringen og de integrationsproblemer den har medført har altså fået mærkbare sociale konsekvenser.

Særligt i London er den etniske diversitet høj. Her kommer det multikulturelle England virkelig til udtryk både på godt og ondt. Ifølge artiklen ”London’s Comings and Goings”[1] medfører den massive indvandring et yderligere pres på den offentlige transport, uddannelsessystemet, kriminalitetsniveauet, osv. På den anden side har den massive indvandring medført et boost til økonomien, som ifølge ”London’s Comings and Goings” bliver holdt sammen af det dynamiske London med den høje produktivitet. Så der er både fordele og ulemper ved tilstrømningen af udlændinge til Storbritannien.

 

Den britiske identitet

Den britiske nation bærer på en stolt national identitet, som spiller en stor rolle i det britiske samfund, og er ofte en væsentlig faktor i politiske debatter i Storbritannien. Den moderne debat om identitet er ofte præget af en tendens til en defensiv tilgang på den måde at den nationale identitet skal forsvares mod faktorer som globalisering og indvandring, da disse er en trussel mod den nationale identitet. En undersøgelse fra 2005 udført af Commission for Racial Equality” blev briter henholdsvis med og uden minoritetsbaggrund spurgt om hvad de forbandt med begrebet ”Britishness”. Respondenterne uden minoritetsbaggrund forbandt begrebet med det at have et britisk pas, De Britiske Øers geografi, sproget, nationale symboler og også de mere stereotype kendetegn som f.eks. fish and chips. Respondenterne med minoritetsbaggrund svarede at de forbandt begrebet med religion, deres etnicitet, race og farve og generelt at de oplevede disse faktorer som forenelige med deres opfattelse af britiskhed. Denne undersøgelse vidner om, at der fra indvandrernes side hersker en opfattelse af en velfungerende integrationsproces mens briter uden minoritetsbaggrund ikke nævner integration eller indvandring som noget de forbinder med den britiske nationale identitet. I en anden undersøgelse hvor briterne bliver bedt om at nævne gode og dårligt ting ved Storbritannien, mener 53 % at antallet af immigranter er en af de dårlige ting ved Storbritannien, mens 51 % svarer at historien og den nationale stolthed er en af de gode ting. 30 % mener at det er en dårlig ting at Storbritannien er en del af EU, mens kun 6 % mener at det er godt.

 

benjamin 2

Ole Helmersen: Broken Britain. Forlaget Columbus

 

Men hvordan modtager briterne så alle disse immigranter? Storbritannien bliver ofte fremhævet som et af de mest tolerante og fremsynede folkefærd når det kommer til lovgivning mht. racemæssig ligestilling og antidiskriminationslovgivning. Dog har man set eksempler på optøjer med racemæssige årsager gennem tiden, eksempelvis urolighederne i Brixton i 1981, hvis årsagsforklaring bundede i at en gruppe etniske unge følte sig diskrimineret af politiet. Disse uroligheder har blandt andet ført til en revurdering af det britiske politis måde at håndtere forholdet mellem politi og borgere i udsatte områder.

Labours Gordon Brown gjorde sig i 2004 til talsmand for den holdning at alle spørgsmål der kunne relateres til landets fremtid afhang af at man havde en klar opfattelse af begrebet britiskhed. Han definerede begrebet britiskhed således: ”a passion for liberty anchored in a sense of duty and an intrinsic commitment to tolerance and fair play”. Han kom op med mange forslag der tjente i den britiske identitets interesse, blandt andet et forslag og en speciel Britishness Day” og endelig et forslag om at britiske skolebørn skulle sværge troskab mod dronningen. Forslagene viste sig at være en smule overdrevne, og endte ikke med at få høj prioritering i hans regering.

Det store socioøkonomiske skel mellem befolkningsgrupper i Storbritannien spiller en rolle i forhold til opfattelsen af hvor velfungerende integrationen i Storbritannien er. En af de store årsager til denne debat er det muslimske mindretal i det britiske samfund, hvilket har fået en ny og betydningsfuld aktualitet efter bombeattentaterne i London i juli 2005. Det blev begået af en gruppe mænd, som var født og opvokset i Storbritannien, hvilket kom som et chok for mange, og var med til at sætte spørgsmålstegn ved hvorvidt samfundets har fuldført sin integrationsopgave at det muslimske mindretal tilfredsstillende. Indvandringen er altså ligesom i mange andre lande højt på listen over politiske emner der interesserer briterne.

 

Det politiske landskab i Storbritannien

benjamin 1

 

Figur 1: Det politiske landskab i Storbritannien op til valget d. 7. maj. De 5 største partier ifølge meningsmålingerne. 

UKIP (UK Independence Party) er et britisk nationalkonservativt samt EU skeptisk parti. Deres primære mærkesag er at sikre Storbritanniens udmelding af EU, og dermed en større regulering af indvandringen fra de østeuropæiske lande. UKIPs primære holdning til indvandring er, at den skal sænkes. Dette har de forskellige forslag til, hvordan det kan gøres. F.eks. vil de indføre kontrolleret immigration, hvor arbejdstilladelser vil blive givet for at udfylde huller på jobmarkedet, og EU arbejdere, der har ret til at leve og arbejde i UK, skal igennem samme system som ikke-EU migranter. Immigranter skal kunne snakke engelsk svarende til professionen, og de skal have et job for at kunne komme ind i UK, mener UKIP. Ydermere vil de skære ned i de ydelser, som der står til rådighed for immigranter, sådan at en immigrant skal have betalt skat og forsikring i fem år for at få ydelserne fra staten.

The Conservative Party er et centralt højrefløjs parti. Partiet vil slå ned på misbruget af de nuværende immigration system ved at lukke falske gymnasier, samt gøre det sværere for illegale indvandrere at opholde sig i Storbritannien. Dette gøres ved at begrænse adgangen til arbejde, bolig, offentlige ydelser, sundhedspleje, bankkonti og kørekort. Derudover vil de konservative sætte en stopper for offentlig –og helbreds turisme – så det kun er dem der arbejder hårdt og kontribuere til samfundet, der er velkommen. Til sidst vil de opdatere den nuværende statsborgertest, så den har sit hovedfokus på de britiske værdier.

Labour Party (LP) mener, at immigration er vigtig for UKs fremtid, og bruger det som grunden til, at det skal være kontrolleret ordentligt. Ydermere mener LP at den illegale indvandring er et voksende problem, da færre bliver stoppet ved grænsen, og færre kriminelle bliver deporteret ud af landet. For at løse disse problemer vil LP indføre en række initiativer, hvis de bliver valgt. De ønsker strengere grænsekontrol, så det vil blive lettere at deportere udenlandske kriminelle og gøre mere for at stoppe illegal indvandring. Endvidere vil de have et bedre kontrolsystem, så man får de højtuddannede ind i landet, imens man holder de lavtuddannede under kontrol, derudover vil de have en lov, der modvirker arbejdsgivere i at underbyde lønnen ved at udnytte immigration.

Liberal Democrats (LD), der er et socialt liberalistisk parti, mener, at UK skal være åben for immigration, når det gælder handel og udvikling, men ikke når det gælder tyve og svindlere. LD vil have flere studenter fra udlandet til England for at hjælpe deres økonomi med at gro. Det vil de gøre med en opstramning af grænsekontrollen så man ved, hvem der kommer ind og ud af England, og dermed kan deportere individer med udløbet visa. Derudover vil LD have, at folk skal kunne snakke engelsk og være motiverede for at arbejde. Derudover vil de sørge for, at immigranter kommer for at studere eller arbejde og ikke bare modtage offentlige ydelser.

Som en lille afrunding kan det konkluderes, at de fire største partiers holdninger til immigration ligner tilnærmelsesvis hinanden. Dette kan forklares ud fra medianvælgerteorien, der omhandler, at politiske partier bevæger sig mod midten for at tilknytte medianvælgere, da partierne prøver at fange marginalvælgernes stemme. Dette kan også forklare hvorfor et parti som Labour party, der er socialdemokratisk, vælger at have en forholdsvis højreorienteret holdning i forhold til immigration. (jf. figur 1). Endvidere er den stramme indvandrepolitik et godt eksempel på de nuværende politiske tendenser i Europa, da flere og flere partier med autoritære værdier vinder frem i meningsmålinger. Dette har i øjeblikket stor betydning for indvandrerpolitikken i hele Europa og ikke mindst Storbritannien, imens antallet af flygtninge, som forsøger at komme til Europa pga. de Nordafrikanske konflikter, ligeledes stiger. Det bliver spændende at se, hvilken betydning det får for lande med multikulturelle verdensbyer såsom Storbritannien.

[1] http://www.economist.com/node/1974544