En uddannelseskultur i ubalance

Af Maja Grønholdt Hansen 2.h

Unge der bryder den sociale arv i forhold til valg af uddannelse, og dermed vælger en højerestående universitetsuddannelse, har altid været noget, der har kunne få os i det senmoderne samfund til at klappe i hænderne. Det samme gælder for unge, med højtuddannede forældre, der vælger at bruge deres karakterer til lignende uddannelser. Men så er der dem, der vælger at gøre det på en anden måde. Dem der vælger en helt anden vej end de højuddannede forældres, eller dem der vælger at følge i forældrenes fodspor, og vælge det man kan fristes til at kalde en mindre acceptabel uddannelse som f.eks. en erhvervsuddannelse. Og hvad siger vi så til det? Én ting er sikker. Vi klapper i hvert fald ikke lige så højt og denne form for uddannelsessnobberi skal og må stoppes nu!

For hvorfor er det lige, at vi ikke gør det? I sensommeren 2014 blev emnet, på en rigtig god måde, bragt op til debat, da den unge Michael Bjerring skrev debatindlægget til Politiken ”Mor, er det okay, at jeg dropper universitet?”. Her fortæller han om, hvor meget samfundet ser ned på én som ham, der vælger at bruge sit karaktergennemsnit fra gymnasiet, på 11,8, til ”bare” at læse en mellemlang uddannelse som folkeskolelærer.
Og det at tage en professionshøjskoleuddannelse er ikke engang det, der bliver set mest ned på. De faglærte uddannelser står ikke øverst på listen over de mest hæderkronede uddannelser. Paradoksalt nok opfordrer politikerne nu, i stigende grad, de unge til at søge ind på erhvervsuddannelser. En undersøgelse fra Dansk Metal viser også, at det er lige præcis de faglærte, der vil være mangel på.[1]

Politikerne har gennem de sidste 10-20 år pacet alle unge til at tage en høj uddannelse. Og alle omkring folkeskoleeleverne er blevet opfordret til at forberede dem på gymnasiet og herefter universitetet. Alle skulle den vej og gerne hurtigt. Det virker som om, at man har haft lidt travlt med at gøre Danmark til et såkaldt videnssamfund. Ambitiøse mål om at 25% af alle unge skal uddannes som akademikere, blev søsat.

Hvis man inddrager Gallup kompasset, en dansk udgave af Pierre Bourdieus Minervamodel, inddeler den befolkningen i 9 grupper efter nogle forskellige parametre.[2] Ud fra denne model kan man også se problemet. Det er de blå og grønne gruppers værdier, normer og uddannelsessyn, der gennem de seneste 10-20 år er blevet presset ned over hele befolkningen. Både det blå og grønne segment er moderne-orienterede. Det er vellønnede og veluddannede segmenter med intellektuelle mennesker. Forskellen på de to grupper er, at det blå segment er mere individ- erhvervs- og privatøkonomisk orienteret, hvor det grønne segment er mere fællesskabs- og miljøorienteret. Ved at trække disse segmenters uddannelsessyn ned over hele samfundet har man gjort den høje uddannelse, til det Bourdieu vil kalde et doxa – altså det alment anerkendte af, hvad der er det rigtige.

Resultatet heraf er, at man nu har set sig nødsaget til at ændre indstillingen og målet. Man har fortrudt og vil nu gerne have flere ind på erhvervs- og professionshøjskoleuddannelserne. Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen taler nu ligefrem om, at skrotte det på papiret, ”fine” mål om flere akademikere. Men danskerne er helt sikkert blevet påvirket af det sidste årtis pacen. Og det bliver svært at ændre holdningen, som man har presset ned over befolkningen. Man ligger som man har redt og står nu over for en større opgave med, at få flere ind på erhvervsuddannelser. Og hvordan griber man lige det an?

Regeringen indførte i august nye karakterkrav på erhvervsuddannelserne, for at gøre dem mere attraktive, og gøre eleverne mere motiverede.[3] Det lyder, i mine ører, helt forkert, at man på den måde opsætter en begrænsning og udelukker nogle fra erhvervsuddannelserne. Regeringen ønsker jo, at flere skal ind på lige netop disse uddannelser. Samtidig har Venstre også ytret ønske om at indfører karakterkrav på gymnasiet, for at få flere til at gå en anden vej. Men det er jo langt fra dér problemet ligger. Det hele skal ikke gå op i karakterkrav. Problemet ligger, i den måde vi taler og tænker om erhvervsuddannelserne og for den sags skyld også professionshøjskoleuddannelserne.  Det er det, der gør dem uattraktive. Det er nemt at indføre karakterkrav, men det vil ikke løse problemet. Man skal måske i stedet kigge til uddannelsesparathedsvurderingerne, som foregår i de sidste år af grundskolen. Parathedsvurderingerne har formatet til at være en succesfuld måde, at gøre det på. Men i dag er der slet ikke ressourcer nok til, at bruge dem på den rigtige måde. Studievejlederne på landets folkeskoler har ikke kompetencerne til at gennemføre vurderingerne på en sådan måde, at de er afgørende for elevernes videre vej i uddannelsessystemet. Det er her politikerne burde sætte ind. Der skal og må sættes flere ressourcer af til dette område. Det virker som om, at det i dag, er alt for nemt at blive erklæret uddannelsesparat. Da jeg i 2013 afsluttede folkeskolen, var der ikke en eneste fra min klasse, der ikke blev erklæret parat. Og når man først er erklæret parat, kan man jo gøre, som man vil. Så har vejlederen gjort sit arbejde. Et fremtidigt mål må være, at studievejlederne bliver endnu bedre til at vejlede de unge i folkeskolen til at tage andre ungdomsuddannelser end de gymnasiale, og til at vejlede de unge på de gymnasiale uddannelser til, ikke nødvendigvis, at tage en universitetsuddannelse efterfølgende. Det er her vi har brug for at sætte ind og gøre noget.

Og lad os så, for guds skyld, også ændre den måde vi taler om erhvervs- og professionshøjskoleuddannelserne på. Mange forældre er med på, at vi har et problem og at vi mangler faglærte i fremtiden, men det er som om, at det er bedre hvis ”naboens børn” tager de lavere uddannelser. Og den indstilling kommer vi ikke langt med. Det kan godt være, at det ikke er lige så fint at læse på læreseminaret, som det er at læse på Copenhagen Business School, men man kan ikke fornægte, at vi for eksempel, har brug for nogle der studerer til folkeskolelærere. Det er trods alt dem, der starter uddannelsessystemet for alle, og det er her elevens holdning og engagement for skolen udvikles. Det er bestemt vigtigt for vores samfund, at vi får en masse højtuddannede akademikere, men det er ikke udelukkende det, der kendetegner et velfungerende og godt samfund. Vi skal bruge faglærte for at kunne konkurrere globalt. Vi skal bruge folk til at bygge huse, til at reparere vores biler og folk til at lave vores tænder. Vi skal bruge det hele.

Jeg har selv en idé om, at jeg vil på universitetet efter jeg har færdiggjort min gymnasiale uddannelse, men hvis jeg til den tid har ændret mening og vil noget andet, er der ikke nogen der skal komme og sige til mig, at det er forkert. Det er mit valg.
At universitetet føles som det eneste rigtige, og det mest hæderkronede, presser på allerede fra gymnasiet af. Det kan man tydeligt mærke. For man skal jo sikre sig adgang til alle uddannelser, også dem med adgangskrav der lyder på et snit over 12. Så er det da klart, at vi hører mere og mere om de såkaldte 12-tals piger, der presser sig selv så hårdt, at de går psykisk ned.

Den tidligere nævnte undersøgelse fra Dansk Metal viser, at der vil være en mangel på 90.000 erhvervsfagligt uddannede i 2030. Samtidig vil der være et overskud på 55.000 af akademisk arbejdskraft i samme år.[4] Derfor har det ikke nogen sammenhæng, at vi i vores samfund demotiverer de unge til at vælge præcis de uddannelser som vi har så meget brug for. Det er kritisk, at vi vil mangle så højt et antal af faglærte, og der vil komme massiv arbejdsløshed for akademikerne. Derfor er det vigtigt, at vi får vendt skuden og lagt uddannelsessnobberiet fra os, inden ubalancen bliver for stor.
Det er klart, at de unge ikke vil vælge uddannelser, der anses som værende ”mindre værd”, og derfor har vi et problem. Det er godt, at der stadig er nogle som f.eks. Michael, der kan se bort fra den uddannelseskultur vi har i dag. Selvom et samfund ikke udelukkende bør struktureres ud fra tal, statistikker og mål, er det vigtigt vi kigger fremad. Vi må tage højde for, hvad vi har brug for og ikke, hvad der ser bedst ud på papiret.
Det er klart at det udadtil ville se godt ud, hvis Danmark kunne prale af at størstedelen af de unge gennemfører høje uddannelser, men det er ikke billedet udadtil der betyder mest. Så lad os i stedet tænke på, hvad det er vi egentlig har brug for.

 

[1] Påskesen, Per: ”2030: Mangel på faglærte, men for mange med lange uddannelser”. Dansk Metal –  https://www.lo.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2015/01/~/media/LO/Aktuelt/Nyheder_2015/MangelPaaFaglaerte_2015.ashx

[2] Sloth, Michelle: ”Gallup Kompas”. Multimediedesign Læringsportfolio – http://mich352n.multimediedesignerskive.dk/Gallupkompas.html

[3] Mønsted, Anders Østerby: ”Færre unge er begyndt på erhvervsuddannelse”. Berlingske, 5. September 2015 – http://www.b.dk/nationalt/faerre-unge-er-begyndt-paa-erhvervsuddannelse

[4] Påskesen, Per: ”2030: Mangel på faglærte, men for mange med lange uddannelser”. Dansk Metal –  https://www.lo.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2015/01/~/media/LO/Aktuelt/Nyheder_2015/MangelPaaFaglaerte_2015.ashx