Vel findes der fattige

Af Malte Kiellberg Jørgensen, 18 år, elev på Sct. Knuds Gymnasium


Sct. Knuds Debat


I udgaven af Fyens Stiftstidende tirsdag d. 15. december 2015, har jeg en kronik i avisen.

 

”Der findes ingen fattige i Danmark”. Joachim B. Olsens efterhånden så berømte floskel har regeringen netop anerkendt. Venstre-regeringen med socialminister Karen Ellemann i spidsen har skrottet fattigdomsgrænsen, så der nu officielt ikke længere findes nogen fattige i Danmark. Det er dog at pynte på sandheden i en sådan grad, at Linse Kesslers bryster er tættere på ægte, end Joachim B. Olsens påstand er det. Den hidtil gældende fattigdomsgrænse har lydt, at hvis man var enlig og i tre år havde haft en årlig disponibel indkomst på under 103.200 kroner, var man at betragte som økonomisk fattig. Hvis man levede som par, skulle man ligeledes gennem tre år have haft en årlig indkomst på under 156.400 kroner samtidig med, at man ikke måtte have en formue på mere end 100.000 kroner. Det betød, at der i Danmark i 2014 var over 42.000 danskere, heraf 8000 børn, som var at betegne som fattige. Et tal, som kun er steget de sidste 10 år. Antallet af fattige i Danmark svarer altså næsten til indbyggertallet i Helsingør, landets 13. største by.

Skrotningen af fattigdomsgrænsen tjener kun ét eneste formål, og det er at skjule konsekvenserne af regeringens asociale politik.

Fattigdomsgrænsen er blevet brugt af specielt Socialrådgiverforeningen, Rådet For Socialt Udsatte og såmænd Socialministeriet selv til at måle udviklingen for de dårligst stillede i landet. Både Socialrådgiverforeningen og Rådet For Socialt Udsatte har på det kraftigste frarådet socialministeren at skrotte fattigdomsgrænsen. Afskaffelsen er ikke alene amoralsk, den er også hamrende uklog. Man fjerner muligheden for at måle, om antallet af fattige i Danmark stiger. Kunne det hænge sammen med, at regeringen har tænkt sig at skære i sociale ydelser til de mest udsatte grupper? Mon ikke. Hvert år skal socialministeren fremlægge en rapport om den sociale tilstand i Danmark for Folketinget, og her ville det ikke være så let at stå og forsvare sig imod, at man er med til at øge antallet af fattige. Så er det langt nemmere, hvis man nu bare leger, at der slet ikke er noget, der hedder at være fattig. Skrotningen af fattigdomsgrænsen tjener kun ét eneste formål, og det er at skjule konsekvenserne af regeringens hamrende asociale politik.

At skrotte fattigdomsgrænsen bliver fra regeringens side legitimeret med, at vi ikke skal spilde ressourcer på at inddele folk i fattige og ikke-fattige. Bl.a. udtaler Karen Ellemann: ’’Vi kan ikke bruge en fattigdomsgrænse til noget som helst, så derfor vil jeg heller ikke bruge flere ressourcer på den’’. Men hvis der er ressourcer i statskassen til at give Carl Holst et eftervederlag på 1,7 millioner for at være forsvarsminister i 93 dage, så er der også ressourcer til at have en fastsat fattigdomsgrænse. Og Karen Ellemann kan bare foretage et enkelt besøg hos Socialrådgiverforeningen for at finde ud, af at hun faktisk sagtens kunne bruge fattigdomsgrænsen til ’’noget som helst’’. Men et krydstjek med virkeligheden har aldrig været liberalisternes kop te.

[ Hvis der er ressourcer i statskassen til at give Carl Holst et eftervederlag for at være forsvarsminister i 93 dage, så er der også ressourcer til at have en fastsat fattigdomsgrænse.

Regeringen har tidligere luftet tanken om at skære helt op til 4000 kroner på en førtidspensionists månedlige ydelse. Et tiltag, som, hvis det bliver til virkelighed, kan gøre handicappede, udviklingshæmmede, psykisk syge og andre af samfundets i forvejen svageste grupper fattige. Også en genindførelse af kontanthjælpsloftet, flygtningeydelser på SU-niveau og genindførelse af de såkaldte fattigdomsydelser er politik i Venstre-land. Alt sammen indføres i den tro, at mennesker med lammelser rejser sig fra kørestolen og finder et arbejde, og at traumatiserede krigsflygtninge med et trylleslag bliver i stand til at varetage et 8 til 16-job.

Kronik

Malte Kiellberg, 2.h.

Venstre brugte i valgkampen mange kræfter på flygtningepolitikken. Ud over en tilnærmelse til Dansk Folkepartis værdier om jo færre, jo bedre blev der fra Venstres side også spillet stort på, at de, som kom her, skulle have det dårligere og økonomisk vanskeligere. Et af de argumenter, man hørte oftest, var: ’’Hvis vi kan byde vores studerende en ydelse på et niveau som SU’en, kan vi også byde det til vores flygtninge’’. Intet kunne være mere forkert. Når en flygtning kommer til Danmark, starter vedkommende fra scratch. Intet socialt netværk, uden kendskab til sproget, uden erfaring på det danske arbejdsmarked og måske endda med krigstraumer. Det sender mange flygtninge bagest i jobkøen, hvilket ikke er et optimalt sted at starte, hvis integrationen skal lykkes, og vedkommende skal forsørge sig selv og sin familie.

Skrotningen af fattigdomsgrænsen hænger kort fortalt sammen med, at regeringen skærer i ydelserne til de socialt udsatte, og det skal helst ikke kunne ses i statistikerne, at folk er blevet fattigere. Der er fattige i Danmark, og det vil der blive ved med at være, fattigdomsgrænse eller ej. For at citere Nelson Mandela, så er fattigdom menneskeskabt og kan afskaffes af mennesker. Fattigdom er ingen ubrydelig naturlov.