SamfundsCup spreder spænding på Sct. Knuds Gymnasium


Reportage fra Samfundscup skolefinale d. 15/3 på Sct. Knuds Gymnasium


 

Af Amanda, Simon, Jeppe, Marcus og Johanne 2.h

Samfundscup spreder spænding på Sct. Knuds Gymnasium. Kantinen er fyldt op, og folk er spændte. Den årlige tradition – Samfundscup – bliver afholdt på Sct. Knuds Gymnasium, og deltagerne er klar til at præstere deres bedste. Den anspændte stemning blandt de 12 grupper kan fornemmes, da alle kæmper hårdt om den højtønskede plads i regionsfinalen. Dommerpanelet består af 2 lærere samt Sct. Knuds Gymnasiums rektor Susan Mose. Dommerpanelet går fra den ene ende af kantinen til den anden – fra den ene ide til den anden. De nedskriver på papir med blyant, elevernes præstationer. Eleverne kigger nysgerrigt på papiret og håber samtidig ikke, at dommerpanelets spørgsmål får dem på glatis. De er spændte, og det kan ses på deres pillen ved fingre og vrøvlende ord.

12903542_10206272268468175_96917075_o

Fremlæggelserne er igang

Tilskuerne, os, observerede gruppernes kunnen ud fra diverse opsætninger med skilte, bannere og modeller. Herefter stemte vi på netop vores favorit – dem som vi ønskede videre i Samfundscup konkurrencen. Gruppernes idéer er vidt forskellige. Disse varierer mellem løsningen på madspild og en ny og bedre økonomisk platform. Efter en nervepirrende afstemning blandt eleverne, fandt dommerne frem til elevfavoritten.

Grupperne var spændte, og ønskede alle at høre deres navn blive udråbt. Der spredte sig en stilhed i kantinen, og spændingen steg. ”Masari” bliver der råbt, og gruppen er glade og stolte af titlen som elevfavorit. Masari er et moderne svar på en ny økonomisk platform, som har til formål, at kunne låne penge på kryds og tværs i grupper uden renter. Da elevfavoritten er kåret, er kantinen på Sct. Knuds Gymnasium euforisk, og folk venter i spænding på den rigtige vinder. Dommerpanelet er i fuld gang med at votere imens at spændingen vokser og vokser i kantinen. Alle er spændte på at se, hvilken gruppe som skal viderebringe deres innovative ide til regionsfinalen. Endelig er dommerne enige, og ”Klimaret” bliver udråbt som Sct. Knuds Gymnasiums mester i dette års Samfundscup. Klapsalver spredes i hele kantinen, og stemningen er fantastisk.