Sociale forhold i Italien


Reportage fra Rom 


Af William Lindgreen og Jeppe Kruse.

Italiens sociale og økonomiske uligheder.

Den italienske varme ramte de odenseanske gymnasieelever, som ankom til Rom en sen søndag aften. Det fantastiske Rom viste sine arkitektoniske særpræg i alle byens hjørner, og nu var studieturen officielt sat i gang. Forundringen over byens skønhed, blev kun større af dagslysets ankomst dagen efter. Hele byen indikerer historie, og der er et nyt historisk levn på hvert et gadehjørne i den over 2500 år gamle storby. På trods af Roms store kulturarv har byen dog også en bagside, nemlig skellene mellem rig og fattig, samt forskel på de sociale forhold i Italien.

 

Rom er placeret som smørklatten i Italien, og dermed deler nord og syditalien fra hinanden. De økonomiske/sociale uligheder skulle fremlægges for de unge elever den 6. april, hvor de ankom til den danske ambassade i Roms rige kvarter: Villa Borghese. Villa Borghese, som bliver kaldt ambassadekvarteret, svarer til Københavns Hellerup. Det italienske område skiller sig ud fra den normale bymidte, hvor man ofte møder hjemløse, regulære boligbyggerier og et halv beskidt nedslidt miljø. I hovedstadens smukkeste kvarter: Villa Borghese møder man store, flotte, nyrenoverede bygninger, velplejede forhaver, tjenestefolk og store dyre biler. Det giver et indblik i den kæmpe forskel, der ligger i den italienske økonomi, og hvordan de sociale forhold afspejler sig i byen.  

 

13023508_10206407155200259_359452729_n

Villa Borghese parken

13020364_10206407157200309_1178059110_n

Moderne Museum i Villa Borghese

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De sociale og økonomiske uligheder i Italien blev understreget da 2.h besøgte den danske ambassade i det flotte ambassadekvarter. Klassen blev introduceret for, hvordan en ambassade fungerer, og hvilke funktioner den har imellem fx Italien og Danmark. Vi fik et oplæg, som handlede om tidligere italiensk politik, om Berlusconi og hvordan Italiens borgere har mistet tilliden til deres retssystem. Derudover fik de også et indblik i flere Italienske partier og Italiens premierminister: Matteo Renzi.

 

Nogle af pointerne som vi fik med var bl.a., hvordan de sociale og økonomiske forskelle i Italien og ikke mindst i Rom afspejler sig i byen og landet. F. eks. har den gennemsnitlige italiener en “vanskeligere” hverdag end fx den gennemsnitlige dansker pga vores sikkerhedsnet eller de store forskelle på syd og norditalien, som der historisk set altid har været.

Historisk set er Italien et økonomisk interessant land. Italien blev først i 1861-1870 officielt samlet som en stat. Før 1861 var Italien sammensat af flere forskellige små stater, som naturligvis havde meget forskellige økonomiske forudsætninger. Det har gjort, at det Italien som vi kender i dag, har haft svært ved at fordele økonomien lige fra start. I 1865 var over 87% af industrikapitalen koncentreret i Nord- Italien, mens kun 6,5% var i Mellem-Italien og 4,2% i Syd-Italien. Det er altså kun 4 år efter Italiens første offcielle samlingstanke. De forskellige forudsætninger fra staternes tid har hængt fast, og der er stadig i dag et kæmpe skel mellem nord og syditalien.

13045605_10206407169320612_1320050570_n13059385_10206407166920552_592700716_n

Statistikkerne er som vist fra hhv. 2001 og 2002, de viser tydeligt at de økonomiske skel stadig har en kæmpe indflydelse på hele den italienske økonomi. Selvom Italien har en samlet BNP, der lige nu ligger nr 6 af de rigeste industrialiserede lande i verdenen, efter USA, Japan, Tyskland, Frankrig og England, viser det ikke den interne ulighed og de økonomiske gråzoner.

Som vist på grafen nedenfor er arbejdsløsheden i hele Italien forholdsvis høj, og landet ser ikke en ende på deres midlertidige status lige nu. I forhold til Spanien, hvor man tydeligt kan se, at kurven er på vej ned, og de arbejder for at stabilisere arbejdsløsheden både politisk og samfundsmæssigt.

13023526_10206407171280661_141600424_n

Hvis man ser på, hvilken velfærdsmodel Italien har, spiller det en stor rolle i forhold til deres uligheder og deres økonomiske krise.

Den selektive velfærdsmodel har civilsamfundet som grundsten med fokus på deres økonomi. Dem, som har fast arbejde, og i forvejen har en sikker økonomi, besidder en stor fordel og kan derfor blive ved med være i en tryg status. Dem, som på den anden side ikke har et fast arbejde, har ikke en forsikring, da man betaler sin forsikring gennem arbejdet, de har ikke en særlig høj pension eller nogle rigtige offentlige ydelser at sætte deres lid til, det er derfor meget svært at bryde den sociale arv, få et arbejde og sætte sig selv i en bedre position. Det har gjort at mange unge italienere, der gennem økonomiske bidrag fra familien har fået sig en uddannelse, enten flyttet helt ud af landet eller mod nord-italien, for at finde sig et godt betalt job. At miste den veluddannede unge arbejdskraft sætter selvfølgelig Italien som en nation i en samfundsmæssig krise. Samfundet efterlader økonomien i dens nuværende tilstand, og når politikerne ikke laver de nødvendige indgreb for at få økonomien op at køre igen, ser Italiens fremtid sort ud.

For at dække sine udgifter og deres nuværende gæld, har Italien udstedt statsobligationer. De er blevet en central del af den økonomiske krise i Italien, som rækker ud over landets egne grænser, det er endnu en af grundene til folkevandringen, dels ud af landet og dels mod de nordlige regioner, for hvem bliver stående på en synkende skude?
Det er helt sikkert, at Italien har en masse problemer med både ulighed, økonomi og generelt deres infrastruktur. Nogle mener, at den italienske attitude generelt skal ændres, og at de skal tage deres problemer mere seriøst. Hvad der præcist skal til for, at få landet på rette kurs igen, få betalt den store statslige gæld, få fikset arbejdsløsheden og få gjort noget ved den store ulighed i landet, er ikke til at vide. Alligevel er det trods alt en start for Italien, at bringe nogle friske øjne ind på den politiske scene. men om det er nok, er der ingen der ved.