Italien: Med eller uden vinger?


Reportage fra Rom


Af Signe Sletskov, Laura Rokkjær og Emilie Trebbien

’’Italien kan sammenlignes med en humlebi. Dens krop er så stor og tung, og dens vinger er så små. Alligevel formår den at bære sig selv og flyve højt’’– Citat af Jesper Jensen, freelance journalist.  

Skærmbillede 2016-04-21 10.39.29

2h på besøg ved den danske ambassade i Rom.

En italieners liv
Ovenstående citat af Jesper Jensen, der arbejder som freelance journalist i Rom, gav et passende billede af det Italien, som vi mødte og oplevede. Et historisk ustabilt, men ufatteligt stærkt styre, der på mystisk vis formår at bestå årtier efter årtier trods den dominerende korruption samt den store mistillid mellem borger og regering. På mange måder opleves Italien som et parallelsamfund, hvor staten har makro magten, og familien samt det primære civilsamfund styrer det interne, mikro liv. Livet foregår i flere dimensioner, som sætter afgørende præg på den italienske dagligdag. Både besøget på det internationale pressecenter samt den danske ambassade lærte os og gav et billede af, hvordan det normale liv for en italiener forløber, og hvilke konsekvenser netop dette livsforløb har for Italien på længere sigt. Det første og største problem for den italienske dagligdag bygger på den store mistillid mellem de offentlige myndigheder og borgerne. Det sikkerhedsnet, som vi kender herhjemme fra, er på ingen måde eksisterende i Italien, hvilket sætter italieneres liv på et længerevarende standby. En undersøgelse fra Eurostat viser, at gennemsnitsalderen for, hvornår man flytter hjemmefra, er 29,7 år i Italien, hvor den i Danmark er 21,1 år. ”Italien er ikke et land for unge” (citat af Jesper Jensen). I Italien er det økonomisk umuligt for unge mennesker at flytte hjemmefra, da landet er præget af høj arbejdsløshed blandt de unge. Årsrapporten fra 2013 viser, at hele 40% af Italiens unge er arbejdsløse og modtager samtidig ingen økonomisk støtte under uddannelse. Dette sætter ikke bare de unge italieneres liv på standby, men også befolkningsudviklingen. En undersøgelse fra CIA World Factbook 2014 viser, at kvinder gennemsnitlig har 1,42 børn med en gennemsnitsalder på 30,3 år i 2011 (Fødselsrate, CIA https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/fields/2256.html). Denne udvikling gør, at den ældre befolkningsgruppe vokser, hvorimod den unge falder. Den nuværende aldersinddeling i Italien ses på nedenstående billede.

Skærmbillede 2016-04-21 10.41.49

Oversigt over den italienske befolkning inddelt i aldersgrupper i 2016. Globalis.dk, Italien

Hvis udviklingen fortsætter, og antallet af ældre i samfundet fortsat vil stige, kan det skabe store problemer for befolkningen, idet der ikke eksisterer et optimalt sikkerhedsnet, der kan tage hånd om det stigende antal ældre. Modsat Danmark, som har den universelle velfærdsmodel, har Italien den selektive velfærdsmodel, som lægger vægt på, at individets primære fællesskab er familien samt civilsamfundet. Familien tager sig af sine ældre, hvilket vil blive problematisk med den store arbejdsløshed blandt unge, der skal bære vægten på sine skuldre. Det kan hermed være et stort problem at opnå en personlig selvstændighed, når sikkerheden bygger på familiemedlemmer og ikke et socialt, offentligt net. Den fremtidige grundlæggende forsørgelse samt frigørelse ser dermed ikke lovende ud for Italien.

Den politiske struktur i Italien
Siden 2. Verdenskrig har Italien haft hele 61 regeringer, hvilket på mange områder understreger den politiske ustabilitet i landet. Efter at have besøgt den danske ambassade og at have fået en uddybende viden om det politiske styre i Italien fik vi et klart indtryk af det uoverskuelige og langsomme system. Et spændende system, men som samtidig kræver tålmodighed at finde rundt i, da magtbeføjelserne er delt i to. Dette giver vanskeligheder i form af at få gennemført lovforslag, da beslutningsprocessen skal berettiges i begge kamre, hvilket gør processen meget langsom.

Silvio Berlusconi, som har haft magten i Italien gennem flere perioder, har efterladt Italien i en vanskelig situation ift. landets økonomi. I den nuværende økonomiske situation har landet en samlet statsgæld på 132,8% (Statsgæld, Udenrigsministeriet. http://italien.um.dk/da/om-italien/landefakta/ ). Italien er samtidig det eneste OECD-land, der i perioden 2000-2014, har oplevet en samlet negativ vækst. Landets økonomi gik for alvor i kaos, da krisen brød ud i 2008, den periode, hvor Berlusconi havde magten, hvilket også medførte den store arbejdsløshed på arbejdsmarkedet (Ibid).

Matteo Renzi er nu Italiens premierminister og har været det siden februar 2014. Han er leder af partiet Partito Democratico, hvilket er placeret på venstrefløjen. Efter en lang politisk periode med et tokammersystem, er det nu lykkedes Renzi at reducere senatets magtbeføjelse. Det kammer, som erstatter det etablerede senat, vil få betydeligt færre beføjelser, end det nuværende senat gør. Dette vil give deputeretkammeret den sidste og afgørende stemme. Reduceringen af det nuværende senat vil betyde, at antallet af medlemmer mindskes fra 315 til 100, hvoraf 74 medlemmer er regionale byrådsmedlemmer. Det resultat, som Matteo Renzi forventer, er et langt hurtigere og mere effektivt system (Matteo Renzis reform, https://constitution-unit.com/2015/11/17/reforming-the-italian-senate/ ).   

Videoen nedenfor uddyber den politiske sammensætning samt Matteo Renzis nye reform i Italien.

Men hvorfor har den italienske befolkning og det politiske styre valgt at bevare dette langsomme system i så mange år? Netop dette spørgsmål fik vi nogle bud på, da vi besøgte den danske ambassade i Rom. Idet Italien har været præget af stærkt diktatur gennem cirka 20 år med Mussolini som fascistisk leder, har befolkningen ønsket at få etableret en styreform, der ikke mindede om et enemandsstyre. I 1947 blev tokammersystemet dermed indført relativt hurtigt efter Mussolinis fratræden, hvilket også medførte et ikke så gennemtænkt og dermed meget kompliceret system.

Italien udefra
Italien har været med til at stifte EU i 1951 og har siden da været et medlem, som er stærk tilhænger af det europæiske samarbejde. Italien har 73 medlemmer siddende i Europaparlamentet, som er med til at sikre et effektivt EU.

Modsat Italiens ellers rosende ord om EU, så har flygtningekrisen givet italienerne et andet syn på samarbejdet. Nuværende premierminister, Matteo Renzi, var i efteråret 2015 meget optimistisk og udtalte, at EU nu endelig havde indset og kommet til enighed om, at flygtningekrisen skulle håndteres i fællesskab og med fælles ansvar. Dog har Renzi og Italiens flygtningekommissær d. 9. oktober 2015 sendt flygtninge afsted i et fly fra Eritrea mod Nordsverige og været skeptiske over for tanken om at skulle lade grænsekontrollen komme til deres land for at assistere (Mads Frese, Information https://www.information.dk/udland/2016/01/italien-yder-eu).

Det italienske problem er større i den forstand, at vi ikke kan redde Italien, ligesom vi har reddet Grækenland”, udtaler professor Peter Nedergaard i en artikel fra Politiken (Peter Nedergaards udtalelse, Politiken http://politiken.dk/udland/ECE1444523/eksperter-italien-er-eus-stoerste-problem/).

Italien er nu derfor et af EU’s største problemer, og dette presser sig på i de øvrige EU-lande. Landets statsgæld er større end Grækenlands, og derved skabes der uro og mistillid i de andre medlemslande. Håbet fra EU’s side af bygger på, at Italien trods alt har et bedre erhvervsliv end Grækenland, hvis økonomi primært er baseret på turisme. 

Hvad er Italiens fremtid?

‘’Italien har ikke nogen lys fremtid’’ (Citat af Jesper Jensen).

Når man ser på, hvor mange forskellige trusler, der er for Italiens fremtid i form af arbejdsløshed, flygtningekrise og fald i fødselsraten, ser fremtiden dyster ud. Der er ikke noget, der tyder på, at Italien er på vej ud af deres økonomiske krise, da landets vækstrate har været konstant faldende siden 1991 (Faldende vækstrate, Information  https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2010/08/italien-nogen-fremtid). Med manglende økonomisk udvikling som følge af korruption og organiseret kriminalitet kan det tyde på, at nutidens Italien er et land uden håb. Som tidligere nævnt, kan Italien sammenlignes med en humlebi. Det er et mirakel, at vingerne kan holde en så tung krop flyvende. Måske er det udelukkende et spørgsmålet om, hvor længe?