Fascismen lever i Italien


Reportage fra Rom


Af Marcus Astrup og Malte Kiellberg

Skyerne har trukket sig sammen på himlen over os i det, at vi nærmer os Roms Olympiske Stadion i byens nordvestlige udkant. Det føles som om at himlen til enhver tid kan åbne sig over os og oversvømme Tiberen, som løber på den anden side af gaden fra stadion. Den fascistiske arkitektur på det olympiske anlæg, som Mussolini fik bygget til det aflyste OL i 1940, er slående. Svømmearenaen, det lille Stadio dei Marmi og det der i dag er udenrigsministeriet, er alt sammen bygget i tydelig fascistisk stil. Det olympiske anlæg hed oprindeligt Foro Mussolini, men er senere hen blevet omdøbt til Foro Italico. Dog er sporene efter den fascistiske diktator stadig tydelige. Det første der møder én, når man står af bussen foran Foro Italico, er en 17 meter høj obelisk med Mussolinis navn, og den latinske betegnelse for leder, DUX, indgraveret. På alléen op imod stadionet mærkes historien vingesus igen tydeligt. Alléen som er lagt med mosaikker, afbilleder heilende soldater, aquilaørnen og Mussolinis kaldenavn Il Duce. Dette Foro Italico står som et af Italiens tydeligste eksempler på det opgør, som man aldrig har haft med fascismen.

102

Obelisk placeret foran det Olympiske Stadion med indskriften, “Mussolini DUX.” DUX er i en latinsk oversættelse svarende til leder eller kejser og på italiensk skrives det DUCE -lederen Mussolini.

 

Fascismen har siden Benito Mossulinis hersken i Italien mistet terræn. Dermed ikke sagt, at ideologien er død og ikke-eksisterende i dag. Den lever i dag i bedste velgående. Fascisterne tillægger sig den ideologiske overbevisning, at individets og klassernes interesser bør være underordnet staten, som udtryk for nationen. Idealstaten i fascismen er autoritær[1] og totalitær, med en stærk hierarkisk samfundsopbygning, der kommer til udtryk ved [2]førerprincippet”, hvor en stærk leder har ubegrænset autoritet. Nøgleordene i den fascistiske ideologi er antidemokrati, antikapitalistisme, højreekstremisme og militaristisme.

Fascismens grundlægger [3]Benito Mussolini indtog i oktober 1922 Rom og regeringsmagten. I 1925 monopoliserede de magten og opbyggede gradvist et regime, der netop kunne karakteriseres som et autoritært system, hvor fascisterne ledet af Mussolini, besad uindskrænket magten. Centralt for Mussolini var det, at han søgte sin inspiration i det tidligere herskende Romerrige, og foretog dermed en parallesering mellem fascismen og kejserdømmet i rommeriget – altså Mussolini og Augustus.

Fascismen møder én overalt i Roms gader, hvis man kigger efter. Går man sig en tur i EUR bydelen, som Mussolini byggede, springer den fascistiske arkitektur i øjnene. Alene det faktum, at vi som turister kan opleve et fritliggende Colosseum, kan også tilskrives Mussolini. Colosseum var i mange år omgivet af tæt boligbebyggelse, hvilken fascisterne rev ned. Hele kvarteret omkring Colosseum blev jævnet med jorden, og boulevarden Via del Impero blev anlagt fra Roms rådhus til Colosseum. Alt dette for, at Mussolini kunne skimte Colosseum i det fjerne, når han talte til sit folk fra rådhusets balkon. [4]Denne bombastiske boulevard ligger der stadig den dag i dag, dog er den siden blevet omdøbt. Navnet på denne boulevard har været kampplads for udlægningen af historien siden fascismens fald. Boulevarden hedder i dag Via dei Fori Imperiali, Kejserfora-gaden. Ligeledes hang oprindeligt 5 mindetavler med motiver fra kejsertidens Italien. Den femte af disse mindetavlerne er siden blevet fjernet, da dennes motiv var fascismen og Italiens koloniale udbredelse i verden.

Mussolinis meget karismatiske tale ved rådhuset. Mærkværdigt er Mussolinis fægten med hænderne samt det faktum, at Colosseum selvfølgelig kan skimtes i baggrunden.

At fascismen og de to årtier med Mussolini ved magten stadig kan fornemmes i hovedstadens gader, skyldes at Italien aldrig har haft et opgør med fascismen og Mussolinis Italien. Eksempelvis underviste man i gymnasierne og skolerne indtil starten af 1990’erne ikke i historien efter 1900. Dette for at undgå berøring med Mussolini-tiden. Denne berøringsangst med historien, har ført til mange myter og ordsprog, som i daglig tale har forsvaret fascismen og Mussolinis Italien. ‘’Togene kørte til tiden under Mussolini’’, samt at ‘’Mussolini havde ikke noget i lommerne da han blev hængt op med hovedet nedad i Milano’’, er eksempler på et lille dagligdagsforsvar af fascismen. Til forsvaret mod jødeforfølgelserne svarer sympatisørerer ofte at ‘’Hitler tvang ham’’. Disse fraser udstråler helt tydelig en manglende historisk viden. Eftersom de sidste 2 generationer efter Mussolini-tiden ikke er blevet undervist i hvad der virkeligt er foregået i perioden, er opstået mange usande myter. Tilbage har kun været få overleveringer fra bedsteforældre, som levede på den tid. Mange af disse har selv ‘’haft noget i klemme med fascismen’’, det har næsten alle italienske familiehistorier, og har derfor set sig nødsaget til at forsvare den i nogen grad.

Udover at fascismen lever i det skjulte og i den italienske bevidsthed og folkesjæl, findes den også på parlamentarisk niveau. [5]Movimento Sociale Italiano er en post-fascistisk bevægelse dannet i 1946, af fascistiske generaler fra Mussolinis styre.[6] Denne bevægelse som officielt blev opløst i 1995, lever stadig i nutidens Italien. Vi har ikke opholdt os i den italienske hovedstad i mange timer, før vi støder på den første MSI-plakat. Disse plakater proklamerer Roms genopstandelse ved, at køre Alfredo Iorio i stilling som byens kommende borgmester. Valgplakaten trækker tråde tilbage til Mussolinis Sortskjortebevægelse, i det plakaten er sort, og logoet er i de italienske farver. Desuden omtales Alfredo Iorio kun ved sit efternavn, nøjagtig som man så det med Benito Mussolini.

hej

Her ses den omtalte MSI-plakat. Billede er taget ved den fascistisk bydel, EUR, hvilket ikke er en tilfældighed.

Det kan for os nordeuropæiske turister på besøg i Rom undre, hvordan den fascistiske bevægelse stadig kan have et eksistensgrundlag. Ligesom det kan undre, hvordan det italienske kommunistparti i deres stormagtsdage havde op mod 30% af stemmerne. Svaret finder man dybt i den italienske folkesjæl, hvis man spørger den danske journalist og Italienkender [7]Jesper Jensen.

“Italien har altid været delt af poler, historisk set har man haft kommunister mod fascister,  i dag er man enten med AS Roma eller med SS Lazio osv. Italienerne elsker modsætningerne og diskuterer dem gerne, det er gennemgående for den italienske kultur.”

På trods af det fascistiske regimes grusomheder, står Mussolinis fløj tilbage med om ikke et godt eftermæle, så ihvertfald et eftermæle. Et sådant er ikke kommunisterne og deres voldelige fløj, De røde brigader, forundt. Jesper Jensen påpeger at obelisken foran det Olympiske Stadioner et levende et bevis på, at Italien ikke har gjort op med sin fortid. Kommunistpartiet gik i opløsning i 1991, mens den fascistiske MSI-bevægelse og den fascistiske arkitektur, stadig møder én i Roms gader.

hej 2

På den centrale plads førende op til det Olympiske Stadion finder man bl.a. den aquilaørnen og mænd der laver den fascistiske hilsen. Dette er ikke overraskende omkredset af teksten, “DUCE.” Anlægget er udsmykket i den antikke udtryksform med sort-hvid mosaikker.

Udover de fysiske arkitektoniske levn fra Mussolinis Italien, er italienernes fascination af en stærk og karismatisk frontfigur, også bibeholdt. Denne forkærlighed kan siges at komme til udtryk i italienernes gentagende valg af Berlusconi som regeringschef. At Berlusconis karismatiske og til tider bizarre lederskab kunne have nogen som helst gang på jorden i Italien, er et levn fra fascismen og italienernes fascination af den stærke og karismatiske frontfigur

Gennemgående for fascismens historie i Italien frem til i dag, er at man aldrig har haft et opgør med fascismen, som man har haft det med nazismen i Tyskland. Man har ikke set et retsopgør ala Nürnbergprocessen, hvor højtstående fascister og Mussolini-støtter, er blevet stillet til ansvar for deres handlinger. Italienerne er aldrig blevet enige med sig selv om at fascismen var en dårligdom. Men hvorfor har man ikke haft det, spørger vi Jesper Jensen.

‘’Det er svært at svare på’,’ siger Italien-kenderen med et smil på læben.

Her finder du hele interviewet med journalist og Italien-kenderen Jesper Jensen.

Litteraturliste:

Bøger:

Steen Bo Frandsen: Det tredje Rom, 1 udgave, 2 oplag, Tidskriftet SFINX, 1991.

Flemming Larsen: Fascismen i Italien, 1. udgave, Frydenlund, 2010

Internetkilder:

http://www.destranazionale.it

http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Den_korporative_stat_og_totalitært_styre/fascisme

Interview:

Jesper Jensen, Freelance Journalist, Det Internationale Pressecenter.