Giv nu dødsstødet til den lidende velfærdsstat!


Sct. Knuds debat


Af Mads Borum, 3h Sct. Knuds GymnasiumSkærmbillede 2016-05-19 kl. 18.51.15

Ja, I læste skam rigtigt. Al modstand mod den socialdemokratiske velfærdsstat har længe været ekstremt tabuiseret i den politiske debat. Sandheden er dog den, at velfærdsstaten, som vi kender den, er et politisk fortidslevn. Den er blevet forældet i ordets bredeste forstand. Nu er det på tide at udøve den nødvendige politiske dødshjælp, for hvis vi fortsætter den nuværende kurs, så er realiteterne klare: Vi vil blive taberne i et benhårdt globaliseringsræs, der allerede har kostet tusindvis af arbejdspladser. Vi vil blive ude af stand til at forsørge det voksende antal borgere, der har brug for hjælp. Vi vil blive økonomisk pressede af en alt for omfattende offentlig sektor, som fører til store sociale udgifter og lægger pres på de offentlige finanser. Helt basalt, vil vi miste evnen til at betale for velfærden. Derfor er det tid til at tage det endelig opgør med velfærdsstaten og samtidig indvarsle overgangen til et velfærdssamfund, der bygger på private løsninger og frivillige fællesskaber frem for statsligt formynderi.

Borgerne skal tildeles friheden til selv at producere velfærden.

Rammende er det, at Socialdemokratiet selv ikke engang tror på den universelle velfærdsmodels fremtid. Dette fremgår tydeligt af deres politiske kovending i forbindelse med regeringens forslag om afkortning af behandlingsgarantien på offentlige sygehuse til 30 dage samt en udvidelse af udredningsgarantien, så den også omfatter privathospitaler. Partiets egen sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, begrunder sågar støtten med, at det gælder om at sikre ”…mest mulig sundhed for pengene.[1]. En særdeles overraskende, men også forfriskende udmelding fra den front. For historisk set har den universelle velfærdsmodel været helliggjort i politisk regi og et trumfkort af rang for rød blok. Dette blev eksemplificeret ved Fogh-regeringens skiftende retorik i 00’erne, da den måtte sande, at den neoliberalistiske ambition om en minimalstat var intet mindre end et politisk selvmord af dimensioner. Til trods for dette formåede den daværende blå regering tilnærmelsesvist at igangsætte, hvad man bedst kan betegne som velfærdsstatens afvikling. Flere og flere af de universelle ydelser er blevet gjort behovsorienterede. Som oplagte eksempler kan SU’en for hjemmeboende og børnebidraget nævnes. Retten til folkepension og lige adgang til sundheds- og uddannelsessystemet er rigtigt nok fortsat baseret på et universelt princip, men også disse ydelser kan i dagens Danmark suppleres af private pensionsordninger, sundhedsforsikringer, skoler mm. De seneste årtier har vi bevæget os i den rigtige retning, men hvis vi fortsætter ned af samme vej, så vil overgangen til velfærdssamfundet blive en langsommelig og smertefuld proces. Det er derfor nødvendigt at droppe konformiteten og ændre selve velfærdens finansieringsgrundlag. Det nye finansieringsgrundlag bygger på liberale initiativer og en større frivillighed.

Først og fremmest skal vi føre en arbejdsmarkedspolitik, der sikrer, at det kan betale sig at arbejde. Dette vil sikre at de borgere, der er i stand til at bidrage til samfundet rent faktisk også gør det. Udfordringen består i at skabe det nødvendige incitament.

Velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet fungerer som opium for de arbejdsløse.

Dette svækker danskernes generelle arbejdsmoral, ifølge tænketanken CEPOS.[2] I denne forbindelse fremkommer det selvfølgelig naturligt at tage fat på arbejdsløshedsunderstøttelsen, særligt i form af kontanthjælp. Hver femte på kontanthjælp får 200.000 kr. årligt fra staten, alt imens andre hårdtarbejdende danskere lige knap tjener det samme i f.eks. en stilling som ufaglært kassemedarbejder, viser tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.[3] Dette er ikke holdbart i krisetider for velfærdsstaten. Reelle nedskæringer eller et kontanthjælpsloft er derfor påkrævet for at få flere i arbejde, hvilket er en forudsætning for den fremtidige finansiering af velfærden, da vi færre og færre skal trække et tungere læs grundet ældrebyrden.

Dernæst skal vi sænke skatten på arbejde for alle indkomstniveauer samt afskaffe selskabsskatten. Dette vil resultere i en reallønsfremgang for arbejdsstyrken og samtidig gøre vores økonomi mere konkurrencedygtig og skabe flere arbejdspladser. Det kan med andre ord sætte gang i en multiplikatoreffekt, der vil komme hele samfundet til gavn. Kritikere af denne idé vil påpege den negative effekt, som dette kan have på statskassen, men dette argument falder til jorden, da den øgede økonomiske vækst vil gøre hele samfundskagen større, og det vil altså dermed lige netop forbedre muligheden for at opretholde et højt velfærdsniveau. Desuden kan disse skatteinitiativer på lang sigt forhindre, at vi havner i en ny lavkonjunktur grundet manglende arbejdskraft og deraf affødte højere omkostninger for virksomhederne. Et notat fra Dansk Erhverv viser også, at skattesænkninger rent faktisk vil have en mærkbar effekt på danskernes arbejdsindsats, og en produktivitetsstigning vil altså være endnu en positiv konsekvens[4]. Derudover kan en højere ejendomsbeskatning også have en positiv effekt, i og med det vil få flere danskere til at investere i erhvervslivet via eksempelvis aktier frem for boligmarkedet og ejerboliger.

Et andet vigtigt element er en omfattende reformering af hele den offentlige sektor.

Producentrollen skal overføres fra staten til det private, da sidstnævnte mere effektivt kan levere velfærden.

Måden dette kan opnås på er bl.a. ved at øge den nuværende udlicitering af offentlige opgaver. Konkurrencen mellem offentlige og private firmaer vil naturligvis resultere i en lavere pris og en generel effektivisering. Et konkret område man kunne udvide til er driften af uddannelsesinstitutioner såsom folkeskoler, gymnasier, børnehaver etc.
Dette anbefales bl.a. i en rapport fra Produktivitetskommissionen.[5] Modstandere vil pointere, at udlicitering hurtigt kan blive et problem, da det sætter det offentlige ude af stand til at sikre kvaliteten af arbejdet. Dette er rigtigt nok et svært parameter at måle, men man skal huske på, at det offentlige stadig sidder med den overordnede beføjelse til at opsige aftaler med diverse private firmaer, der ikke løser opgaverne tilfredsstillende.

Ydermere er en øget privatisering af det offentlige også en vigtig del af det nye finansieringsgrundlag. Produktionen af diverse varer og tjenester skal altså overføres fra det offentlige til det private så vidt som muligt. Forholdene på det private marked er mere gunstige for selskaberne i mange tilfælde, og samtidig får staten også store engangsindtægter, der kan bruges på mere velfærd. Man kan fremføre et argument for, at visse dele af den danske infrastruktur ikke bør overlades til det private, da det kan ende ud i en lignende situation som ved salget af TeleDanmark, der ramte mobilforbindelsen i udkantsområder hårdt. Dette er en valid pointe, og generelt set skal både udlicitering og privatisering foregå på en velanalyseret måde, der fastlægger de involverede parters motiver, inden en aftale forhandles på plads. De er dog begge vigtige politiske finansieringsværktøjer i fremtidens velfærdssamfund.

Sidst, men ikke mindst, er det afgørende at aktivere civilsamfundet i højere grad end vi gør i dag. Frivillighed skal erstatte den uheldige statslige kontrolkultur, der er opstået. På den måde skal vi alle være medproducenter af velfærdsydelserne, for alternativet er, at vi ikke er nok skuldre til at løfte samfundsbyrden. Kommunerne selv skal tildeles mere frihed og en større rolle i forbindelse med inkorporationen af frivillige i kerneydelserne, for ellers går vi en sort fremtid i møde…

For at opsummere, så er en række liberale initiativer såsom lavere overførselsindkomster, skattenedsænkninger, udlicitering og privatisering altså påkrævede for at skabe rammevilkårene for den fremtidige finansiering af velfærden. Derudover skal civilsamfundet genopdages, så vi kan opretholde et højt velfærdsniveau. For selv om de foreslåede initiativer utvivlsomt vil føre os i en mere residual retning, så er der ingen grund til at starte en skræmmekampagne om amerikaniserede tilstande. Danmark er fortsat et af verdens mest lige lande, og det vil vi givetvis blive ved med at være et godt stykke ude i fremtiden. Implementeringen af initiativerne vil gøre os mere ulige som land, men også mere dynamiske og i sidste ende rigere.

At give afkald på lighed for fortsat velfærd er en politisk studehandel, som vi alle sammen bør have interesse i. Ikke mindst for de fremtidige generationers skyld.

Mads Borum 3.h.     

[1] http://www.altinget.dk/artikel/socialdemokraterne-i-kovending-om-behandlingsgaranti

[2] Politiken, ”For meget velfærd svækker danskernes arbejdsmoral”, 2013  http://politiken.dk/indland/ECE1992274/cepos-for-meget-velfaerd-svaekker-danskernes-arbejdsmoral/

[3] Politiken, ” Hver femte på kontanthjælp får mere end 200.000”, http://politiken.dk/indland/ECE2232340/hver-femte-paa-kontanthjaelp-faar-mere-end-200000-kr/, 2014

[4]Dansk Erhverv, Notat om effekten af lavere skat , 2012 file:///C:/Users/idvadmin/Downloads/BEF_2012_06_28_Lavere_skat_vil_faa_danskerne_til_at_goere_en_ekstra_indsats.pdf

[5] Produktivitetskommisionen, ”Rapport om offentlig-privat samarbejde” http://produktivitetskommissionen.dk/media/163576/Faktaark.pdf,