Ulighed ødelægger velfærdsstaten


Sct. Knuds debat


Af Benjamin Rosborg, 3h Sct Knuds GymnasiumPJFOMFJOHOPIGCKJLDNAAMADBELBICABKPNAFFIOECAPCGFG-3

Der hersker en stærk diskurs i Danmark om, at vi har fundet trylleformularen med henhold til samfundsindretning qua den endeløse lighed og lykke, som er at finde i vores kære lille andedam. Problemet er bare, at uligheden vokser, og velfærdsstaten, som vi kender den, er i fare.

I 2014 blev økonom Thomas Pikettys Capital in the Twenty-first Century tilgængelig på engelsk, hvilket skabte røre i den samfundsdebatterende sfære på tværs af den vestlige del af verden. Occupy Wall Street fik tiltagende opmærksomhed på globalt plan. På trods af et problematisk forhold til kongressen fastslog Obama at tage handling mod ulighed i sin ’State of the Union’-tale.[1] Den internationale valutafond (IMF) og OECD udgav rapporter, som konkluderede, at lavere indkomstulighed fører til større og mere længerevarende vækst, og større indkomstulighed hæmmer vækst.[2] Ulighed kom på den internationale dagsordenen – i Danmark sover vi stadig tornerosesøvn. Bl.a. viser en analyse beskrevet i OECD’s rapport, at ulighed skader væksten i langt de fleste undersøgte lande baseret på konsekvenserne af ulighed fra 1985-2005 på den efterfølgende akkumulerede vækst i perioden 1990-2010. Danmark er en af de mange land, som ifølge analysen, ville have en større vækst ved lavere ulighed. Dermed er ulighed ikke med til at skabe vækst, som modstandere af lighed postulerer. Rationalet om at ringe omfordeling skaber dynamik og incitament på arbejdsmarkedet, således der skabes grobund for vækst skydes i sænk af de rapporter, som IMF og OECD står bag. Dermed afvæbnedes argumentet om, at de fattigste har gavn af et forholdsvist ulige samfund, da dynamikken vil trække alle samfundsgrupper op på et højere velstandsniveau. Interessant er det også, at begge organisationerne sædvanligvis ikke er forkæmpere for lighed. Dette er med til at legitimere konklusionerne om sammenhængen mellem lighed og vækst.

Danmark er en af de mange land, som ifølge analysen, ville have en større vækst ved lavere ulighed

 

Ikke nok med, at det er et økonomisk problem for Danmark og andre lande, at indkomstuligheden vokser qua den lavere vækst, så er der også en tiltagende formuekoncentration i den nuværende udvikling. Både fordelingen af den disponible indkomst bliver gradvist mere ujævn, men også er formueuligheden er altså voksende. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik udregnet, at de 10% af danskere med den højeste indkomst sidder på lidt over en tredjedel af de samlede bruttoformuer.[3] Ifølge Piketty skyldes den voksende formueulighed i verden, – det ses altså også rundt omkring i verden – at afkastet på den investerede kapital overstiger den økonomiske vækst, således fastholder de rige en økonomisk fordel overfor de ressourcesvage. Så længe at afkastet på den investerede kapital ligger på et højere niveau end væksten, vil de rige blive rigere i forhold til den øvrige befolkning. Dette modarbejder i høj grad den sociale sammenhængskraft, som er en af de vigtigste og mest fundamentale byggestene i vores velfærdsstat.

Ikke nok med, at det er et økonomisk problem for Danmark og andre lande, at indkomstuligheden vokser qua den lavere vækst, så er der også en tiltagende formuekoncentration i den nuværende udvikling

 

Problemet med sådanne samfundsudviklinger er, at de brænder sig relativt hurtigt fast og skaber kulturelle skel mellem samfundsklasser, som gennem tiden forstørres i kraft af socialiseringen og uddannelsen af de næste generationer. Rige børn og mindre børn kommer til at befinde sig i forskellige sociale arenaer, hvor de bliver eksponeret for fuldstændig forskellige mængder og typer af kultur og dannelse. Endvidere kan de børn, som er født ind i en rig familie, drage fordel af de forretningsforbindelser, som forældrene har, når de engang selv skal ud på arbejdsmarkedet og konkurrere med mindre privilegerede individer. Derigennem begrænses den sociale mobilitet i samfundet, og den sociale rangstige bliver mere tydelig. Her er der altså tale om et samfund med lav chancelighed, hvor chancerne for at komme til at besidde lederstillinger i store virksomheder er langt større for børn af rige familier end andre. Samtidig er den vertikale tillid i sådan et samfund meget udsat, da sociale og kulturelle skel er meget åbenlyse for borgere. Altså samfundet vil blive langt mere heterogent og tilliden mellem samfundsklasser vil være skrøbelig.

Rige børn og mindre børn kommer til at befinde sig i forskellige sociale arenaer, hvor de bliver eksponeret for fuldstændig forskellige mængder og typer af kultur og dannelse

 

For at forhindre at vi i Danmark får et ulige samfund, hvor de ressourcesvage fastholdes i fattigdom pga. lav chancelighed, og de riges formuer nedarves og koncentreres i bestemte landsdele, så skal vi nytænke måden at omfordele på. Formuer som bruges på aktier, ejendomme og alternative investeringer er grundlagene for den formueulighed, som vi har i Danmark. Den samme ulighed som skader solidariteten, den sociale sammenhængskraft, mulighederne for social mobilitet, væksten i landet og den kulturelle homogenitet. Uligheden er altså roden til den universelle velfærdsstats forfald. velfærdsstatens problemer kan ikke løses ved at liberalisere den med brugerbetaling eller betalt uddannelse, da det bare vil understøtte formuekoncentrationen og skabe større kulturel- og sundhedsmæssig ulighed. Så et velfærdsmix med større fokus på residuale ydelser er ikke vejen frem. Derimod bør man omlægge den nuværende kurs og søge at sikre de universelle principper og den positive selektivisme samt stabilisere den stigende ulighed i landet. Dette kan eksempelvis gøres ved at formuebeskatte og arvebeskatte. Neoliberale kræfter vil nok påstå, at et sådant tiltag skaber incitament-problemer, og landets vækst vil lide under, at landets rigeste vil mangle motivation til at investere og arbejde hårdt på at maksimere profitten i deres virksomheder og derved skabe vækst for hele landet. Problemet med denne argumentation er for det første, at virksomhedsejere eller selvstændige (som de rigeste ofte er) kan bevare penge i sin virksomhed og undgå formuebeskatning i første instans. Det vil netop gavne erhvervslivet, da det sandsynligvis fører til flere investeringer. For det andet så konkluderer de to rapporter (jf. fodnote 2) tydeligt, at kuren mod ulighed har færre negative konsekvenser for væksten end ulighed selv. Dvs. det vil altså være sundt for økonomien at beskatte store formuer og arvinger. Denne beskatning vil slå to fluer med et smæk. Den vil modarbejde den stigende formuekoncentration, og den vil skabe bedre rammer for velfærdsstaten både i forhold til finansieringen af den og i forhold til opfyldelsen af grundvilkårene til den. For vores kære velfærdsstat skyld bør Christiansborg tage ansvar og forhindre, at der kommer Belle Epoque tilstande i Danmark, hvor en lille elite besidder en større del af den samlede velstand.

 

 

[1] State of the Union 2014: Excerpts from Obama’s speech. The Washington Post. 01.2014 Internetadresse:https://www.washingtonpost.com/politics/state-of-the-union-2014-excerpts-from-obamas-speech/2014/01/28/dc8017a0-886e-11e3-a5bd-844629433ba3_story.html

[2] Ostry, Jonathan D. m.fl.: Redistribution, Inequality, and Growth. IMF, 02.2014 Internetadresse: https://www.imf.org/external/pubs/ft/sdn/2014/sdn1402.pdf

Focus on Inequality and Growth. OECD, 12.2014. PDF. Internetadresse: https://www.oecd.org/social/Focus-Inequality-and-Growth-2014.pdf

[3] De rigeste sidder på 35 procent af Danmarks formue. Børsen, 2016. Internetadresse: http://borsen.dk/nyheder/oekonomi/artikel/1/318706/de_rigeste_sidder_paa_35_procent_af_danmarks_formue.html