Ældrebyrde skal transformeres til ældrestyrke


Sct. Knuds debat


Af Sofia Louise Dall Mandix, 3h Sct Knuds Gymnasium

Velfærdsordningerne har skabt større social sikkerhed og politisk stabilitet i Danmark, og den danske velfærdsmodel er fortsat en unik garant for udvikling af en socialt bæredygtig vækst. Vi går dog store udfordringer i møde, og velfærden er presset af flere faktorer, specielt den demografiske udfordring med et stigende antal ældre som forlader arbejdsmarkedet. Sammen med en række andre lande udfordres vi yderligere af, at den økonomiske vækst er lav, derfor har vi risiko for at finansieringsgrundlaget for velfærden langsomt krakelerer, eller endnu mere aktuelt betyder det større udgifter til hjemmehjælp, plejehjem, medicin og hospitalsindlæggelser til ældre.

Få af velfærdssamfundets kerneydelser er stadig universelle, for få år siden blev børnebidraget ændret og er derfor heller ikke længere universelt, endeligt er det kun den lige adgang til det offentlige uddannelsessystem, sundhedsvæsenet og grundbeløbet i folkepensionen, der er tilbage som helt universelle ydelser. Kigger man dybere, vil man også finde, at de offentlige ydelser allerede er suppleret af fx. private pensions­ordninger. Derfor ligger det naturligt at flytte fokus over imod at de ældre, som har muligheden for det, at de skal tage et større personligt ansvar.

Derfor ligger det naturligt at flytte fokus over imod at de ældre, som har muligheden for det, at de skal tage et større personligt ansvar

Hvor man tidligere har satset på standardiserede og universelle velfærdsrettigheder, skal vi i stedet have skræddersyet velfærd og samarbejde på tværs af sektorer. De offentlige velfærdsydelser skal således prioriteres og målrettes til de ældre med det største behov. Det vil betyde, at de rigeste ældre fremover vil få mindre offentlig velfærd end de gør nu, og at nogle ydelser omprioriteres, så de målrettes dem med størst behov. Fx vil de velhavene pensionister skulle undvære overflødige offentlige tilskud til eksempelvis togbilletter, svømmehallen eller omkostningsfri influenzavaccine.

De offentlige velfærdsydelser skal således prioriteres og målrettes til de ældre med det største behov

Et øget samspil mellem private virksomheder, pensionsselskaber og erhvervsfonde bliver nogle af drivkræfterne i udviklingen af velfærden for de ældre. Det er allerede blevet gjort lettere for private hjemmehjælpere at tilbyde praktisk hjælp til rengøring, madlavning og tøjvask. De private hjemmehjælpsfirmaer har også fået mulighed for at tilbyde hjemmehjælpsopgaver i kombination med andre opgaver. Ifølge avisen Mandag Morgen er der i store dele af den offentlige sektor bred enighed om, at private virksomheder ofte har bedre kompetencer, når det handler om at udnytte nye teknologiske muligheder til ældre i form af vaskerobotter, spiserobotter, telemedicin, intelligente sygehussenge og meget mere[1]. Digitale løsninger vil altså fremtidigt fylde mere i kernevelfærden og gøre borgerne mere selvhjulpne, så man kan mindske behovet for praktisk hjælp og pleje – både på sundhedsområdet og socialområdet, det vil derfor resultere i en omfattende effektivisering. De traditionelle velfærdsopgaver vil i stigende grad blive løst ved at inddrage velfærdsteknologi, fra frivillige organisationer, private virksomheder og ikke mindst borgerne selv.

Ansvaret for velfærden vil derfor modificeres så det ikke udelukkende er staten som bærer producentrollen, men også andre dele af samfundet; civilsamfundet, dvs. familien, de frivillige og naturligvis skal markedet inddrages markant mere. De ældre skal gøres i stand til at tage ansvar for deres eget liv og klare flere opgaver selv, hvis de naturligvis er i stand til det, i stedet for at mange ydelser går til folk der ikke behøver dem i væsentlig grad, og som dermed blot er passive modtagere af den offentlig støtte. Bent Greve, professor og velfærdsforsker ved Roskilde Universitetscenter fastslår at: ”Undersøgelser viser, at rigtigt mange ældre faktisk gerne vil have hjælpemidler, der gør dem mere uafhængige.”[2]

 De ældre skal gøres i stand til at tage ansvar for deres eget liv og klare flere opgaver selv, hvis de naturligvis er i stand til det, i stedet for at mange ydelser går til folk der ikke behøver dem i væsentlig grad, og som dermed blot er passive modtagere af den offentlig støtte

Denne udvikling er allerede så småt sat i gang ved regeringen, KL og Danske Regioners strategi om at udvide brugen af teknologi og digitalisering på flere velfærdsområder[3]. Ved disse tiltag er vi på ingen måde nødsaget til at gennemføre såkaldt ”nødvendige” reformer, der tvinger os til at arbejde endnu mere og længere for at redde velfærden. For med et stort set ikke-eksisterende budgetunderskud, overskud på betalingsbalancen år efter år og en af de højeste andele af befolkningen i arbejde i verden, står Danmark i modsætning til mange andre vestlige økonomier i en meget fordelagtig situation med en ledighedsprocent på 5,9 %[4]. Undskyldningen om, at der er et manglende incitament holder altså ikke, for hvis incitamentet til at tage et arbejde ikke var stort nok, ville det aldrig være muligt at få arbejdsløsheden så langt ned. Så når de liberalistiske økonomer og højrefløjen stadigvæk mener, at vi ikke har råd til, at vi får flere ældre skyldes det alene en vrangforestilling om, at det er skattelettelser, der giver mest vækst i BNP, og at langt den største del af den voksende velstand skal uddeles i toppen af indkomstpyramiden. De mangler fokus på de økonomiske og menneskelige tab ved stigende ulighed. Og vi ved fra bl.a. OECD at lande med stor lighed ofte har større økonomisk vækst, mere fremgang og ikke mindst stor sammenhængskraft.

De mangler fokus på de økonomiske og menneskelige tab ved stigende ulighed

Danmark er uanset hvordan man vender og drejer det, stadig et af verdens rigeste, mest lige og mest tillidsfulde samfund. Det er både hvis man ser på danske og internationale lykkeforskeres undersøgelser, og det viser, at den universelle velfærdsstat i aller højeste grad bidrager til lykken hos størstedelen af befolkningen. Bidragsfaktorer som tillid, tryghed, frihed og velstand har er opbygget på baggrund af velfærdsmodellen og medvirker til, at Danmark er blandt verdens lykkeligste lande. Ifølge tænketanken Cevea er den danske velfærdsmodel, trods vores faldende BNP-placering og lighedsniveau under VKO-regeringerne fra 2000-2010, fortsat et forbillede for udvikling af en socialt bæredygtig vækst. Den mangler blot lidt tilpasning til ændringerne i den demografiske sammensætning af befolkningen og en stadig mere globaliseret verden.

Det betyder således et radikalt skifte i et omfang, hvor borgerne, og specielt de ældre får en betydeligt større rolle og de nye teknologiske muligheder skal udnyttes i langt højere grad.

 

[1] Reierman, Jens: ”Velfærdssamfundets næste fase”, Mandag Morgen d. 08.02.2013 https://www.mm.dk/velfærdssamfundets-næste-fase

[2] Baumann, Andreas: ”Universel velfærd er snart fortid”, Mandag morgen d. 24.01.2014 http://www.politiko.dk/nyheder/universel-velfaerd-er-snart-fortid

[3] KL: ”KL, regeringen og Danske Regioner arbejder sammen om en strategi for digital velfærd” http://www.kl.dk/e2015—Digital-borgerbetjening/KL-regeringen-og-Danske-Regioner-arbejder-sammen-om-en-strategi-for-digital-velfard-id122532/

[4] Dansk statistik: http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=20646