NATO’s rolle i den nye verdensorden?

IP-update


Ruslands militære magt og indflydelse, globalt, er stigende, og Rusland spiller en stor rolle i to af de største globale konflikter, som der hersker i verden i dag. Dette ses i øst, hvor Ukraine konflikten stadig hersker, og i syd, hvor Ruslands bombadementer i Syrien sætter i gang flygtningestrømmen og forhindre en fredsproces. Ruslands handlinger påvirker hele verden, og spørgsmålene der nu rejses er;

Hvilken rolle skal NATO spille i den nye verdensorden, hvor Rusland i høj grad dominerer?

Og hvad mener de danske partier om NATOs rolle i dag?


Af Nanna Schmidt

Den Nordatlantiske Traktats Organisation, NATO, er en politisk og militær alliance, som blev dannet i 1949 for at skabe modvægt til Sovjetunionen, og dens øgede magtposition i Europa.[1] Alliancen blev oprindeligt stiftet af 12 lande, men i dag er 28 lande medlem af NATO.

skaermbillede-2016-09-14-kl-17-14-30

Oversigt over NATO’s medlemslande Foto fra: WikimediaCommons.com

Grundlaget for NATO er en traktat, en juridisk bindende aftale indgået mellem medlemslandende. Ethvert medlemsland skal underskrive traktaten og indvillige i de aftaler, som der er nedskrevet i traktaten. Kernen i alliancen er nedskrevet i traktatens artikel 5, også kaldt musketereden. Her står der, at et angreb på et medlem af NATO regnes som et angreb på alle medlemmer. Ved at underskrive traktaten forpligter landene sig til, at forsvare de andre medlemslande, hvis de bliver angrebet.[2]

 

NATO’s rolle i dag?

Alliancen NATO blev skabt, for at afbalancere Sovjetunionen. I det internationale verdensbillede i dag, fremkommer det tydeligt, at Ruslands magt igen er stigende. Er historien ved at gentage sig? Og er det nu, at NATO skal træde til og fuldføre den opgave, som den er skabt til?

Hvis du spørger USA’s NATO-ambassadør Douglas Lute, er NATO’s rolle i dag, præcis den samme, som den var før i tiden under Den Kolde Krig. Douglas Lute beskriver i artiklen; ”NATO udfordret af Rusland på flere punkter”, hvordan NATO’s opgave i dag er at afskrække og afbalancere Rusland militært. Artiklen beretter om, at USA, som er den militære motor i NATO, vil firedoble sine investeringer i det såkaldte ”europæisk forsikringsinitiativ”. USA vil forøge sin øvelsesaktivitet i Europa, samt bruge 3,4 milliarder dollar på tungt militær udstyr, som skal placeres på baser i Vesteuropa. Douglas Lute udtalte om oprustningen i Europa; ”og her taler vi om udstyr, som er beregnet til kamp, og ikke kun træning.” Lute beskriver, hvordan oprustningen skal være en klar besked til Rusland om, at NATO landende vil forsvare hinanden. [3]

Jens Stoltenberg, NATO’s generalsekretær, lægger dog vægt på, at selvom NATO skal have en mere afskrækkende effekt på Rusland, så skal de diplomatiske kanaler til Rusland stadig være åbne. Han beskriver, hvordan NATO’s tiltag ikke er aggressive, men i stedet er tiltænkt, som forsvarsmekanismer. Stoltenberg understreger, at NATO ikke ønsker en ny kold krig, og oprustningen udelukkende er til, fordi sikkerhedsbillede er forandret.

Det beskrives i artiklen, hvordan NATO skal afbalancere og afskrække Rusland ved oprustning i Europa. Hvis man anskuer dette tiltag med realistiske øjne[4], så vil man frygte, at det udmunder i konflikt.

Realismen beskriver, hvordan fraværet af en verdensregering til at bestemme staternes adfærd, vil resultere i en frygt hos staterne. Når der ikke er en verdensregering, en autoritet, til at sikre dem deres sikkerhed over for hinanden, vil de frygte hinandens intentioner. Frygten for de andre stater og deres intentioner vil føre til, at den enkelte stat vil forøge sin egen militære styrke og danne alliancer med andre stater. Her er altså tale om magtfordeling og magtbalance. Den stat, som har størst militær magt vil opnå størst indflydelse i det internationale system. De andre stater vil herefter indgå alliancer med hinanden, for at afbalancere staten med størst militær magt. Dette forsøg på afbalancering, mener Realismen, kan resulterer i et sikkerhedsdilemma, hvor begge sider kan komme til at virke truende på modparten, i forsøget på at sikre sig selv. Realismen mener derfor, at rivalisering, krig og konflikt er tilbagevendende fænomener i international politik.[5]

Ovenstående beskriver situationen mellem Rusland og NATO, ud fra et realistisk syn. Sovjetunionen havde stor militær magt under og efter kold krig, og dette resulterede i en frygt for Sovjetunionens intentioner hos verdenens resterende lande. 12 lande valgte derfor, at indgå i en alliance, for at sikre sin egen sikkerhed og for at afbalancere Sovjetunionen. I dag er Ruslands militære magt og indflydelse igen stigende, og derfor opruster NATO i Europa, af sikkerhedsmæssige årsager, og fordi de ønsker at afbalancere. Realismen beskriver, hvordan forsøget på afbalancering kan resultere i et sikkerhedsdilemma. Realismen forudsiger, at NATO’s oprustning i Europa vil virke truende på Rusland, og det i værste fald vil resultere i rivalisering, krig og konflikt.

 

Hvad er de danske partiers holdninger til NATO?

Ifølge Realismen kan vi på grund af NATO’s ønske om at afskrække Rusland, risikere rivalisering, krig og konflikt. Skal Danmark virkelig være del af en alliance, som kan resulterer i en ny kold krig?

De danske partier er langt hen af vejen enige, når det kommer til synet på NATO og på Danmark medlemskab af alliancen dog med visse undtagelser.

Partiet Venstre er fortaler for NATO, og i deres parti program beskriver de, hvordan det er grundlæggende for Danmarks sikkerhed, at bevare det atlantiske fællesskab og de værdier, som Europa og USA deler. I deres parti program skriver de, om Danmarks deltagelse i NATO[6];

Danmark skal være fuldt og helt medlem af NATO. Vi skal være parate og i stand til at deltage i forsvaret af alliancen. Det indebærer, at vi er villige til at påtage os vores del af den samlede byrde gennem et troværdigt forsvar.[7]

Det Konservative Folkeparti er enige med Venstres holdning til Danmarks deltagelse i NATO. Det Konservative Folkeparti beskriver i deres partiprogram, hvor vigtigt det er, at Danmark tager ansvar og medvirker til at løse globale konflikter, borgerkrige og krænkelse af menneskerettigheder, ved at være medlem af internationale sikkerheds- og forsvarsorganisationer.[8] Det Konservative Folkeparti skriver;

”NATO-samarbejdet er krumtappen i den militære del af vort internationale engagement. NATO fastholder også det transatlantiske engagement, der er helt afgørende for vores sikkerhed.

Vi anser det internationale arbejde i organisationer som FN, OSCE og NATO som værdifuldt for at skabe tryghed og stabilitet i Europa og andre dele af verden.”[9]

Selvom Socialdemokratiet, på det politiske spektrum, befinder sig på den anden side af midten, så er partiet under samme opfattelse, som Det Konservative Folkeparti og Venstre. Socialdemokratiet plæderer for et velfungerende og effektivt forsvar, som både kan sikre vores nation, men også kan bidrage til at løse globale konflikter.[10] I deres partiprogram står der således om Danmarks medlemskab i NATO:

”Danmark er et lille land, der har brug for gode alliancepartnere. Vores sikkerhedspolitik er derfor forankret i internationale organisationer som FN, NATO og EU, og det tætte forhold til USA står helt centralt. Det vil vi holde fast i.”[11]

Fløjpartiet Enhedslisten er stærkt uenige med både Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet. Enhedslisten er stærke modstandere af NATO, og de skriver i deres partiprogram;

”Nej til NATO og EU-hær, ja til FN og OSCE. Vi er imod NATO, der er en angrebspagt, og ønsker ikke en EU-hær. Vi ønsker at bevare forsvarsforbeholdet. Derimod er vi glade for FN og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).”[12]

Enhedslisten efterstræber en politik med respekt for menneskerettigheder og international ret. Demokrati kan ikke påtvinges med bomber og jagerfly, og de plæderer derfor for, at vi støtter freds og forsoningsprocesser, genopbygning og nødhjælp, frem for angrebspagter, som NATO. [13]

 

Der tegner sig et billede af, at de danske partier grundlæggende er glade og tilfredse med Den Nordatlantiske Traktat, NATO, dog med en undtagelse, Enhedslisten. De Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance, hvis holdninger til NATO ikke illustreres i dette indlæg, er alle under samme opfattelse, som Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet. Så længe NATO befinder sig på sit oprindelige udgangspunkt, som er fred og sikkerhed, så størstedelen af de danske partier fortalere for NATO.

 

 

[1] ”North Atlantic Treaty Organisation (NATO)”, Globalis.dk. http://www.globalis.dk/Organisationer/NATO

[2] ”Hvad og hvem er Nato?” bragt i Information d. 10. oktober 2012. https://www.information.dk/telegram/2012/10/hvem-nato

[3] ”NATO udfordret af Rusland på flere fronter” bragt i Berlingske d.  http://www.b.dk/globalt/nato-udfordret-af-rusland-paa-flere-fronter

[4] Realismen er en af de fire teoretiske traditioner, der beskæftiger sig med international politik, og som anvendes når man vil forstå, forklare og forudsige international politik.

[5] International PolitikNU udgivet af systime s. 21-22.

[6] Venstre, ”Forsvarspolitik” http://www.venstre.dk/politik/venstre-mener/forsvarspolitik

[7] Ibid.

[8] Det Konservative Folkeparti, ”Det mener vi om Forsvarspolitik”. http://www.konservative.dk/politik/forsvarspolitik/forsvarspolitik

[9] Ibid.

[10] Socialdemokraterne, ”Forsvar”. http://www.socialdemokraterne.dk/da/politik/forsvar/

[11] Ibid.

[12] Enhedslisten, ”Forsvarspolitik”. https://enhedslisten.dk/politikomraader/forsvarspolitik

[13] Ibid.