Tyrkiet – Forlig frem for demokrati?

IP-update


Fredag d.15 juli 2016 udbrød der total kaos i Tyrkiet, da en gruppe kupmagere i det tyrkiske militær angiveligt forsøgte at vælte præsident Erdogan af magten med et kupforsøg. I Vesten støttede vi ganske vist Erdogan, men kun da kuppet var ved at slå fejl. Det var nemlig først, da præsident Erdogan på TV opfordrede befolkningen til at gå ud på gaderne og stoppe kuppet, at der kom en klar opbakning fra vesten til den demokratiske tyrkiske regering.


Af Amanda Wirnfeldt

 

billede1

Foto fra: WikimediaCommons.com

 

Fredag aften d.15 juli 2016 indtraf et militærkup i Tyrkiet. Omkring kl. 22.30 begyndte kupmagerne at køre kampvogne ud i gaderne, og fly tilhørende militæret kunne høres over Ankara. Samtidig erklærede en talsmand via den statslige tv-station, TRT (modsvarer Danmarks Radio), at militæret havde taget magten for at redde landet.[1]

Erdogan skulle efter sigende have søgt asyl i flere europæiske lande, herunder Tyskland, Holland, Storbritannien, men kl. 02:30 natten til lørdag landende Erdogan i Istanbul, hvor han i et tv-interview lovede hævn over kupmagerne. Da han var i sikkerhed, opfordrede han straks befolkningen til at gå ud på gaderne i protest. Kort efter blev det oplyst, at en stor del af de soldater, som havde deltaget i oprøret, var begyndt at overgive sig. På dette tidspunkt stod det klart, at kuppet var mislykkedes, selvom der forsat foregik mindre kampe. Allerede lørdag morgen kunne Erdogan lande i Tyrkiet til en heltemodtagelse med tusindvis af jublende tilhængere.[2]

I alt blev 265 mennesker dræbt, mens omkring 1.440 personer meldes såret som følge af kupforsøget. Præsident Erdogan beskyldte Fethullah Gülen, der siden 1999 har boet i eksil i den amerikanske delstat Pennsylvania, for at stå bag kupforsøget, og Tyrkiet har krævet ham udleveret. Dog har Gülen selv benægtet ethvert kendskab til kupforsøget.[3]

 

Hvorfor militærkup i Tyrkiet?

Præsident Erdogan er kendt for sin autoritære ledelsesstil, og hans politik har generelt en bred støtte i befolkningen. Det er derimod en realitet, at det tyrkiske militær er utilfredse med Erdogans politikske kurs, da den har ført til en markant begrænsning af militærets magt samt en stigende islamisering af det tyrkiske samfund.[4] Når militærets magt svækkes, fører det i høj grad til mindre respekt for militæret, som ellers traditionelt har været den magtinstans i Tyrkiet, der nød størst tillid i befolkningen. Den massive kritik af Erdogans islamistiske ledelsesstil samt ønsket om et militærstyre i Tyrkiet er derfor hovedsageligt årsagen bag kupforsøget.[5]

 

Vestens medansvar?

Eftersom Erdogans politik ikke stemmer overens med vestens værdier, har der generelt været en bred kritik af Erdogans politiske kurs. Spørgsmålet, der nu presser sig på, er, hvorvidt vesten først og fremmest støtter folk, der vil samarbejde på bekostning af demokratisk legitimitet.

Følgende problemstilling skildres blandt andet i artiklen ”Vestens medansvar for det tyrkiske kupforsøg” bragt af Ræson d. 17. juli, 2016. I artiklen beskriver Mathias Bay Lynggaard, hvordan vesten, inklusiv Danmark, er medskyldig i militærkuppet i Tyrkiet.[6]

I den sammenhæng bruger Mathias Bay Lynggaard militærkuppet i Egypten i 2013, som et eksempel. Her blev Det Muslimske Broderskab, der var demokratisk valgt med Præsident Mohamed Mursi i spidsen, væltet af militæret, fordi militæret ønskede at have et godt forhold til vesten. Bay beskriver ydermere, hvordan det var svært at vride ordet ”kup” ud af en vestlig politiker.[7]

Efterfølgende er det tyrkiske militær således blevet inspireret af kupforsøget i Egypten. De forventede ud fra samme strategi, at kunne vælte den tyrkiske præsident Erdogan, som er demokratisk valgt, ligesom præsident Mohamed Mursi var det.

Da USA’s udenrigsminister John Kerry første gang hørte om det igangsættende kupforsøg, støttede han ikke Erdogan og valgte ikke side i kuppet. Det var derimod først, da det stod klart, at kuppet ikke ville lykkedes, og at Erdogan ville forblive ved magten, at den klare opbakning samt støtte fra John Kerry og lederne de andre vestlige demokratier kom.[8]

Bay har snakket med Mikkel Rasmussen fra Københavns Universitet, mens de sidste kamphandlinger fra kupforsøget fandt sted i Tyrkiet. Her udtaler Rasmussen følgende:

 

”Det har altid været vestens politik… vi kan leve med kupforsøgene, hvis dem, der kommer til magten, er nogen, vi kan samarbejde med. Også selvom det betyder, at demokratiet bliver sat ud af kraft.”[9]

 

Rasmussen beskriver derudover, hvordan kuppene tidligere i 50’erne og 60’erne var arrangeret af den amerikanske og engelske efterretningstjeneste.

Derudover er det væsentligt, at Tyrkiet og Egypten i dag spiller en meget vigtig rolle for de europæiske lande, særligt i disse år pga. flygtningestrømmene. Eftersom Europa ikke selv kan beskytte sine ydre grænser, er de afhængige af hjælpen fra nabostaterne, som er Tyrkiet og Egypten. Derfor hjælper Europa begge lande både med politiske indrømmelser og kontante betalinger til Tyrkiet og med støtte til det egyptiske militær, der ellers bortfører og torturerer aktivister og oppositionspolitiker.[10]

Artiklen skildrer altså to forskellige vinkler: Den ene vinkel beskriver, hvordan vesten ikke støttede Erdogan og hans politik under kupforsøget, selvom han er demokratisk valgt, da hans politik ikke stemmer overens med vestens. På den anden side, vil Europa samtidig gerne samarbejde med Tyrkiet, da landet spiller en væsentlig rolle som stødpude for vesten i forhold til de mange flygtningestrømme.

 

I et samfundsfagligt perspektiv kan man anvende flere teorier inden for emnet international politik til at vurdere, hvorvidt vestens rolle i kupforsøget var defineret af moralske eller magtpolitiske motiver.

Kigger man på spillereglerne i den realistiske teori, drejer det sig om magtbalancen mellem krig og fred. Ud fra den realistiske teori vil verden i sagens natur altid være en verden af modstridende interesser og konflikter, hvor moralske principper aldrig kan realiseres fuldt ud. I bedste fald kan man kun tilnærme sig disse principper gennem en stadig afvejning af interesser og på baggrund af mere eller mindre usikre og midlertidige løsninger på konflikter.

Set ud fra realistisk perspektiv skylder staten sine borgere, at den søger magt og muligheder og primært stiller sine borgeres overlevelse og egeninteresser som et mål over andre.

Vestens valgte derfor ikke at støtte Erdogan under kupforsøget, da hans politik står i modstrid til nogle centrale vestlige værdier blandt andet menneskerettigheder og ytringsfrihed. Den realistiske teori går med andre ord kun ind for demokratiets indførelse, så længe det gavner dets egen interesser.

Den liberalistiske teori er derimod stærkt modstander af den realistiske tankegang, da de mener, at demokrati og international samarbejde sikrer fred og fastholder den internationale sikkerhed. Ved at indrette samfundene med demokratiet som grundpille, blev der skabt mere fred i verden. Freden opstod, fordi demokratier ikke bekriger hinanden, eftersom demokratier grundlæggende bygger på et fredeligt forlig. Derudover har demokratiske stater ofte udviklet tætte økonomiske bånd, hvilket skaber større afhængighed.

I forhold til kupforsøget ville en liberalist med stor sandsynlighed altid støtte Erdogan, da han er demokratisk valgt af befolkningen. Ud fra en liberalistisk vinkel vil man typisk argumentere for, at vestens rolle i kupforsøget i stedet burde være draget af moralske motiver.

 

Danske politikers syn på militærkuppet i Tyrkiet

Det mislykkede militærkup i Tyrkiet har i høj grad sat spørgsmålstegn ved, om hvorvidt EU’s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet bør stoppes. De danske partier er langt hen af vejen enige om, at et EU-medlemskab til Tyrkiet har lange udsigter.

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup frygter, at Erdogan vil bruge det mislykkede militærkup til at styrke sin magt yderligere, og derfor skal Tyrkiets titel som EU-kandidatland fjernes. Hertil understreger Aastrup, at Tyrkiet er ”historisk langt væk fra et EU-medlemskab”.[11] Han udtaler følgende til Altinget:

 

”Vi har allerede set, at Erdogan befinder sig på en meget farlig vej med masseanholdelser og indskrænkninger i pressefriheden. Der er intet, der tyder på, at han ikke vil fortsætte sin diktatoriske kurs og stramme jerngrebet yderligere om Tyrkiet.[12] 

 

Efter militærkuppet har den østrigske kansler, Christian Kern, foreslået, at EU skulle stoppe sine forhandlinger med Tyrkiet, hvilket både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og De Konservative erklærede sig enige i.

Socialdemokratiet er derimod ikke enig med de andre partier, om hvorvidt snakken om et tyrkisk EU-medlemskab bør forstumme.[13]

Socialdemokratiets udenrigsordfører Nick Hækkerup mener ikke, at en isolation af EU vil tvinge Tyrkiet i en demokratisk retning, det vil derimod skubbe dem i den forkerte retning.[14]

Hækkerups løsning er følgende:

 

”at blive ved med at have en kritisk dialog og gøre opmærksom på, at hvis de vil være en del af det europæiske fællesskab, så er der altså nogle regler, der skal overholdes.”[15]

 

Morten Messerschmidt, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, understreger i tråd med Michael Aastrup, at så længe Erdogan er ved magten, kan vesten ikke samarbejde med Tyrkiet. Ifølge Messerschmidt agerer Erdogan som en diktator i Tyrkiet, mere end han er folkevalgt. Hertil fastslår han, at alle nok havde ønsket, at han ikke var ved magten. Messerschmidt udtaler ydermere at

 

”Erdogan er ikke den person vi har brug for som ro mellem Mellemøsten og EU, hvis det er det, man ønsker (…) Han er på mange måder en træls personlighed over for tyrkerne men også overfor hele regionen”.

 

 

Grundlæggende kan man konkludere, at de danske partier, dog med undtagelse af socialdemokratiet, efterstræber at EU’s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet stoppes. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og de Konservative erklærede sig enig i, at Tyrkiet, så længe Erdogan er ved magten, ikke hører til i EU. Socialdemokratiet mener derimod, at man bør hjælpe Tyrkiet, ved at have en kritisk dialog, som til sidst vil føre dem i en demokratisk retning.

Dog er det en realitet, at lige meget hvilken vej man går, så har et EU-medlemskab til Tyrkiet langt vej endnu.

 

[1]Ritzau/nyheder: ”Overblik: det ved vi om militærkuppet i Tyrkiet” Ekstra Bladet, 16 juli 2016 – http://ekstrabladet.dk/112/overblik-det-ved-vi-om-militaerkuppet-i-tyrkiet/6192080

[2] Ibid.

[3]Ibid.

[4]Boel, Erik: ”Hvorfor militærkup i Tyrkiet?” Berlingske, 18 juli 2016 –http://www.b.dk/kommentarer/hvorfor-militaerkup-i-tyrkiet

[5]Ibid.

[6] Bay, Mathias: ”Vestens medansvar for det tyrkiske kupforsøg” Ræson, 17 juli 2016 – http://raeson.dk/2016/mathias-bay-vestens-medansvar-for-det-tyrkiske-kupforsoeg/

[7]Ibid.

[8]Ibid.

[9]Ibid.

[10]Ibid.

[11]Christensen, Casper m.fl.: ”Danske politikere: efter kupforsøget er Tyrkiet historisk langt fra medlemskab af EU”, Kristeligt Dagblad,18 juli 2016 – http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/danske-politikere-enige-efter-kupforsoeget-er-tyrkiet-historisk-langt-fra-medlemskab-af-eu

[12] Ibid.

[13]Politik: ”Venstre vil droppe forhandlinger om tyrkiske EU-medlemskab” Jyllands-Posten, 9 august 2016 – http://jyllands-posten.dk/politik/ECE8904182/venstre-vil-droppe-forhandlinger-om-tyrkisk-eumedlemskab/

[14] Ibid.

[15] Ibid.