Indien: Uddannelse i en opdelt verden


Indien


Af: Jens Kristian Bjørndal 2j11, Sebastian Brink 2j26, Christian Berwick 2j09, Anders Sidenius Johansen 2j03

Er det indiske uddannelsessystem så dårligt som vi i Danmark måske går og tror? Hvad er forskellen fra deres skolesystem sammenlignet med det danske og hvordan forholder kastesystemet sig blandt de studerende i Indien? Det indiske skolesystem står overfor utallige udfordringer. At besøge en skole som vi gjorde i Indien var en sand øjenåbner for danske studerende som os.

 

We are becoming too much of English prototypes

Less students means more resources which end up in better conditions

 

– Se og hør interviewet med de to samfundsfagslærere på skolen:

 

 

På besøg i indisk skole

Skolen vi besøgte i Indien, bestod primært af børn fra den øvre middelklasse. I hvert klasseværelse var der ca. 30 elever, hvor den ene halvdel af klassen er til time i 35 minutter, imens den anden halvdel holder frikvarter. Efter de 35 minutter bytter de.

Dette er selvfølgelig ikke et fænomen, som bruges i Danmark så ofte, da lærerne i Danmark er gode nok til at undervise 30 på én gang. Det ses dog nogle gange i naturvidenskabelige fag som fysik, kemi og biologi at en klasse bliver delt op i to dele, for at kunne lave forsøg. På denne måde er der en vis lighed.

 

billede1

Bal Bharati Public School

 

Forholdene på skolen er de senere år blevet mere internationaliseret med elektronik. Indien har været lidt bagud i forhold til elektronikken, men på den skole, som vi besøgte havde de fået computere og projektører til henholdsvis klasseværelser og andre lokaler på skolen. Dog mindede klasseværelserne meget om en dansk folkeskole. I stedet for et Smartboard, som vi i de fleste skoler har i Danmark, har de tavler med kridt.

Skolen er rigtig populær, grundet at den ikke er så dyr taget i betragtning, at det er en privatskole. Dette medfører, at forældrene har råd til at sende deres børn på en skole, som denne. Dens popularitet kan tydeligt mærkes og ses, da der går omkring 2500 elever på skolen. Dette er mindre end på de normale og andre folkeskoler i landet, hvilket i virkeligheden bare viser, at det er en god skole. Der er dog andre privatskoler, der har endnu færre elever, end den vi besøgte, og ud over det med bedre infrastruktur.

 

Kastesystemet på skolerne

Når man beskæftiger sig med Indien, herunder hinduismen, kan man næsten ikke komme uden om kastesystemet, og dets konsekvenser samt indflydelse, på den indiske hverdag. Da kastesystemet er så aktuelt i Indien, forsøger ledelsen på skoler, at isolere de sociale forskelle, som opstår med kaster, vha. af uniformer. Som man kan høre i interviewet, bliver der nævnt, at ledelsen forsøger at håndholde reglen med at troppe op i uniform til skole hver dag.

Skoleuniformen isolerer nemlig den sociale diversitet og arv mellem børnene på skolen og lukker mulige scenarier af jalousi og for stor difference i klasselokalerne. Det medfører straf, i form af eftersidning eller hjemsendelse, hvis bare en detalje som slipset mangler.

Så orden og normer, det har de.

Som det fremgår af vores interview med de to samfundsfagslærere, Aarushi Gaur og Muskan Kathuria, er der mange skoler i Indien, hvilket er en naturlig ting, når man kigger på befolkningstallet. Grundet diversiteten i samfundet og de forskellige klasser, er det også forskelligt fra skole til skole, hvilke elever der fremtræder. Der er overordnet set to forskellige typer skoler. Folkeskoler som er betalt af staten og offentlige privatskoler, hvor man skal betale for at gå. På offentlige privatskoler, som den vi besøgte, er det, som tidligere nævnt, typisk elever fra middelklassen gennemsnitligt set med en bedre social arv og en fornuftig økonomisk kapital. Der er dog også offentlige privatskoler, hvor det er overklassen som er iøjnefaldende. Det koster, som nævnt, penge at gå på disse skoler, og derfor er infrastrukturen også en del bedre end skoler, som er betalt af staten. Disse folkeskoler er knap så gode, både fordi, at der kan gå op til 5-6000 elever, og fordi at ressourcerne ikke er de samme, når skolerne ikke er betalt af elevernes forældre.

På folkeskolerne kan der være op til 60 elever i hver klasse, hvilket er mange i forhold til f.eks. skolen, som vi besøgte, hvor der var 30 i hver klasse. Det medfører naturligvis i, at undervisningen er langt bedre på privatskolerne. Det gør det langt sværere for lærerne at undervise og vurdere de individuelle færdigheder hos hver elev og at give karakterer, når der er dobbelt så mange i hver klasse. Dette skaber en tendens til at de øvre sociale lag i det indiske samfund søger mod privatskoler, da forholdene overordnet set er bedre. Det handler altså først og fremmest om det høje antal af eleverne på skolerne, og selvfølgelig om det er gratis eller ikke, når det kommer til kvalitet af skolerne. Derudover er det selvfølgelig svært at holde niveauet højt på alle skoler, når antallet af skoler også er så højt. Disse tendenser er selvfølgelig den helt store forskel fra skolerne i Danmark.

Undervisningen foregår udelukkende på engelsk, på nær når eleverne har hindi, ligesom når vi har dansk. Det er dog ikke alle folkeskoler, hvor al undervisning foregår på engelsk, især ikke i de første år. Jo højere klassetrin, jo mere foregår undervisningen på engelsk. Dette medfører også til, at en stor del af de unge i Indien har et godt engelsk ordforråd, fordi de er vant til at tale det.

Kvaliteten af undervisningen er generelt set ikke ligeså god som i Danmark. Der er meget mere udenadslære forstået på den måde at lærerne i folkeskolerne, som skal undervise 60 elever på én gang, ikke har tid til at tilpasse undervisningen til alle elever. Dvs. at når der er ting, som man ikke forstår, så handler det bare om at lære det udenad og huske det, og så er det lige meget, om man forstår det eller ej. Dette kan sammenlignes med Danmark, hvis der kommer nedskæringer på uddannelsesområdet. Der vil derfor heller ikke være ligeså meget tid for lærerne til at vejlede den enkelte elev.

 

Det indiske karaktersystem

Med hensyn til karakterer så har Indien et helt andet karaktersystem i forhold til i Danmark. Karaktergivning i Indien bygger på et procent system, hvor en eksamen, hvor alle svar er rigtige, svarer til 100%. Dette kan sammenlignes med prøver i Danmark, hvor man f.eks. skal sætte et kryds ved det svar, som man mener er rigtigt. Dog er det anderledes, at de også benytter dette procent system ved skriftlige og mundtlige eksaminer. Det vil altså sige, at der er nogle kriterier, som eleverne skal opfylde, og så får de som karakter en procent af, hvor meget og hvor godt, de har opfyldt disse kriterier. Hvis man skal sammenligne med det danske karaktersystem svarer en karakter på 90% og op i Indien til et 12 tal i Danmark. 80-90% svarer derfor til et 10 tal.

 

billede

Klasselokale på Bharati Public School

 

Det er typisk sådan at skolerne indeholder alle klassetrin fra børnehaveklasse til gymnasiet. Dette var også tilfældet på skolen i Delhi, som vi besøgte, hvor 1.,2. og 3.g i Danmark ville svare til 10., 11. og 12. klasse i Indien.

 

Fattigdom præger uddannelsessystemet

Der er stadig stor fattigdom i Indien, hvilket ses på uddannelsesområdet. [1] Der er dog stor diskussion i Indien, omkring hvor fattigdomsgrænsen skal ligge. De liberale partier i Indien vil mene, at op til 50% af Indiens befolkning er fattige, hvorimod at de konservative partier siger ned til 20%. Dette svarer altså til at mellem 240 og 600 mio. mennesker, ud af de 1,2 mia, er fattige i Indien. Da en så stor del af Indiens befolkning er under fattigdomsgrænsen, og derved ikke har råd til selv at finansiere skolegang, lægger det stort pres på staten, pga. at de trods dette stadig skal kunne holde standarden af skolerne nogenlunde. Dette kan være svært, når der er så mange mennesker i Indien, og derved bliver skolerne hurtigt fyldt op. Når så mange børn er fattige og deres familier ikke har råd til at betale for privatskoler, er folkeskoler den eneste løsning. Det er derfor klart, at det kan være svært at holde kvaliteten og infrastrukturen på et højt niveau, når der både skal være råd til mange skoler i det hele taget, men også skal være plads til mange unge på hver skole. Der sker på denne måde en naturlig social stratificering i skolerne, pga. forskellen i skolerne. Det er selvfølgelig svært at undgå, når privatskolerne koster penge ift. folkeskolerne. Det er dog også væsentligt i hvor høj grad, at de indiske familier prioriterer deres børns skolegang, da nogle indiske familier stadig er præget af det traditionelle samfund, hvor børnene ikke skulle i skole, men derimod lave det samme og lære af far og mor, hvor far arbejdede og mor passede det huslige. På den måde føres arven videre, men medfører ikke til at bryde fri fra den sociale arv.

I Indien tror de på, at den unge generation nu skal være generationen, som skal føre Indien til nye og bedre tider med velstand. Problemet er, at den sociale mobilitet er lav, hvilket også ses på uddannelsesområdet. Kvinderne får ikke taget en videregående uddannelse, selvom at de klarer det godt, men skal passe hjemmet. Dette er et tydeligt eksempel på, at den sociale arv spiller en stor rolle. Der er for få mønsterbrydere, som bryder den sociale arv. De bliver altså i de sociale roller og følger de normer og værdier, som deres familier sætter pris på. Dette kan nemlig perspektiveres til kastesystemet, som er med til at gøre den sociale mobilitet lav i Indien. Derimod er det drengene, som er nødt til at være mønsterbrydere og gå efter toppen for at kunne forsørge familien.

 

Mål for fremtiden

I slutningen af interviewet blev de to indiske samfundsfagslærere, Aarushi Gaur og Muskan Kathuria, spurgt om, hvilke mål for fremtiden de havde. Både for deres egen skole og for det indiske skolesystem som en helhed. Specifikt var den indiske skole, som vi besøgte på vej frem. De havde for nyligt fået IT-redskaber, som smartboards, sat op i næsten alle klasselokaler, og internettet blev hyppigt brugt til undervisning. [2]Ud over dette arbejder den indiske regering med Narenda Modi, som er leder af Bharatiya Janata Party og har regeret siden 2014, på en ny uddannelsesreform, der forhåbentligt kommer til at forbedre det indiske uddannelsessystem. Sidste gang der blev dannet en reform var nemlig i 2005. I den kommende reform indgår der 3 hovedpunkter:

  • Undervisningen skal være mere indisk præget

De seneste år er den indiske skole blevet meget internationaliseret. Dette er den indiske stat ikke helt imod, men de vil gerne have, at de indiske unge skal forblive indiske. Som en af de lærer, som vi interviewede, sagde: ”We are becoming too much of english prototypes”. De vil altså sørge for, at den indiske kultur og indiske normer og værdier bliver vedligeholdt, selvom at ungdommen i høj grad bliver præget af den uundgåelige globalisering, som verden er udsat for på nuværende tidspunkt, hvilket især foregår på de sociale medier og internettet generelt.

  • Flere muligheder for de indiske skoleelever

Der skal simpelt sagt være flere uddannelsesmuligheder i det indiske system. Den indiske regering har planlagt at indføre flere forskellige muligheder, hvilket vil medføre at den indiske ungdom vil opleve større variation i valget af uddannelser end de tidligere generationer. Som det ser ud lige nu er mængden af valgmuligheder nemlig meget begrænset inden for uddannelsesområdet. Dette vil de lave om på, ved at skabe flere forskellige læreruddannelser, og sørge for at lærerne er veluddannede.

  • Uddannelse skal være nemt tilgængeligt og fattige skal også i skole

Til sidst arbejder regeringen hårdt med at gøre skolegang til en selvfølge i alle børns liv. De vil være med til at bryde den stærke sociale arv, der nemt ender med at holde en stor del af befolkningen uden for uddannelsessystemet. De vil også gøre et forsøg på at beholde de udfordrede elever i skolen, for at sikre både børnenes fremtid, men også Indiens fremtid.

Ud over disse 3 hovedpunkter indeholder reformen en hel del andre forbedringer og ændringer, som regeringen har tænkt sig at indføre. Dette er blandt andet indførslen af livsfærdigheder, så de indiske skoleelever lærer vigtige færdigheder som tolerance og tålmodighed.

Måske er den nye skolereform vejen frem, men det er helt tydeligt, at der er grundlæggende fundamenter i det indiske uddannelsessystem, som trænger til forbedringer.

 

Kilder:

[1] Udgivet af Poverties redaktionen, ”Poverty in India: Causes, Effects, Injustice & Exclusion”. 5. februar 2016 http://www.poverties.org/blog/poverty-in-india

[2] Government of India: Ministry of Human Resource Development:  http://mhrd.gov.in/nep-new