Den indiske skole: En emotionel rutsjetur


Indien


Af Andreas Kjærsgaard, Victor Grøntved, Marcus Poulsen og Matthias Andersen 

Sved og tom mave fra morgenstunden, en køretur hvor du har livet som indsats, bevæbnede vagter og gitterhegn omkring skolen. Koncepter som køkultur og færdselslove er ukendte. Dette er den typiske morgenkost for de indiske skoleelever. På skolen er der proppede gange og larm alle vejene. Aircon skal man tænke sig til, og internet høre ikke til på skolen. 

Men hvordan ser dette ud fra en dansk skoleelevs perspektiv?

 

img_1751

Tidlig morgen i den rige del af Rohini Foto: Matthias Nymann

Klokken er 7:32, airconditions larmende brummen og iskolde vindpust fylder den tætte stue i den lille lejlighed i New Delhi. Mens jeg prøver at tvinge et par skiver tørt brød ned, drikker min indiske vært et stort krus varm mælk, hvilket er alt han får, indtil vi kommer hjem om eftermiddagen igen. Efter det beskedne morgenmåltid er der ti minutter til at klare resten af morgenritualerne inden vi bliver hundset ud af døren. I det samme øjeblik døren går op bliver jeg ramt af den stikkende hede fra morgensolen og stanken af fordærv og affald som var jeg løbet med fuld fart ind i en mur.
Udenfor holder familiens støvede Chevrolet, som måske i et tidligere liv har været hvid, klar for at føre os til skolen. Sikkerhedsselen er jeg nødt til at tænke mig til da der ingen er. Heldigvis har bilen dog et nogenlunde fungerende air con-system. På vej til skolen gennem diverse småkvartere der på godt dansk kan beskrives som slum, holder bilen ind for at samle en anden dansk udvekslingsstudent og hans indiske vært op. Stanken og heden fra udenfor når lige at suse ind, som døren går op. Vi sidder nu tre svedige og solide drenge klemt sammen på bagsædet, og med 80km/t på de smalle gader uden lysreguleringer og færdselslove fanger jeg mig selv midt i en bøn om at nå til skolen i ét stykke.
Klokken når at blive 8:02 og vi, mod alle odds, ankommer til skolen med livet i behold. En bevæbnet portvagten, iført hvad der nemt kan forveksles med en politiuniform, vinker os igennem porten og ind på skolens grund.

 

skaermbillede-2016-11-25-09-11-14

Foto: Matthias Nymann

 

Skolen er på flere etager, og med vagter, pigtrådshegnet og tremmer for vinduerne ligner det ved første øjekast noget helt andet end en skole. Eleverne skynder sig indenfor.

 

Klokken når at blive 8:02 og vi, mod alle odds, ankommer til skolen med livet i behold. En bevæbnet portvagten, iført hvad der nemt kan forveksles med en politiuniform, vinker os igennem porten og ind på skolens grund. Skolen er på flere etager, og med vagter, pigtrådshegnet og tremmer for vinduerne ligner det ved første øjekast noget helt andet end en skole. Eleverne skynder sig indenfor.

En håndfuld små børn, alle iført hvid skoleuniform og blå bukser, overfalder os danskere med papir og blyant, for at få autografer og telefonnumre som var vi rockstjerner. Med det samme vi kommer indenfor på skolen forsvinder vores indiske værter op ad skolens mange trapper. Samtidig bliver vi dirigeret ned til skolens IT-lokale i kælderen. Det eneste lokale på hele skolen med aircondition. På vej til lokalet bliver det til tider nødvendigt at spille lidt med musklerne, da de smalle gange bliver meget trænge.

 

skaermbillede-2016-11-25-09-13-12

Pause og rum til at få pusten Foto: Matthias Nymann

 

IT-lokalet eller ”The Green Room” er et lille lokale med pastelgrønne vægge og computere rundt i siderne. Det kølige rum virker umiddelbart snavset, men sammenlignet med resten af skolen virker det næsten helligt. Vi sætter os ved et stort langbord og får, på meget gebrokkent engelsk, dagens ”briefing” fra skolens rektor. Vi, de danske delegater som rektoren kalder os, skal ud og opleve et undervisningsmodul i forskellige klasser og derefter holde oplæg om Danmark og H.C. Andersen.

 

skaermbillede-2016-11-25-08-54-14

Køen til autografer blev aldrig en realitet, Foto: Matthias Nymann

 

Jeg og tre andre af de danske delegater bliver ført af nogle seniorelever mod en 12. klasse, eller på dansk en 2.g klasse. Ude på de tætbefolket gange samler der sig horder af unge elever, der endnu en gang vil have autografer. Skolegården udenfor er fyldt med elever fra alle årgange, der leger og spiller badminton i 35 graders hede, som var det ingenting. Døren til klasselokalet går op. Vi bliver budt velkommen af klassens lærerinde. Næsten hver kvadratmeter af lokalet er fyldt ud med elever. Vi bliver vist ned til fire slidte og medtaget stolepulte i bagerste hjørne af klassen. I loftet snurrer fire vifter om kap, imens lærerinden fortsætter undervisningen. Vi er havnet midt i en engelsk time. Den spinkle lærerinde beder eleverne om at lege en leg kaldet ”Never have I ever”. Legen går i alt sin enkelthed ud på at fortælle de andre ved bordet en ting man aldrig har gjort eller oplevet. Dette fortsætte eleverne med modulet ud.
Efter denne noget interessante oplevelse går turen videre til det næste klasselokale tre etager op. Der er ingen trapper heroppe, men en slags rampe af marmor, der er slidt helt glat, så man må klamrer sig til det fedtede og klistrede gelænder for ikke at falde.
Efter 3 etager og kun to konfrontationer med gulvet, når vi frem til klasselokalet. Det er større end det forrige og med færre elever. Lærerinden står foran en gammel slidt grøn tavle. Der hænger også et Smart Board på væggen, som meget tydeligt skiller sig ud fra lokalet fyldt med gamle skolepulte og revnede ruder. Vi får efter mange anstrengelser ro i lokalet og mulighed for at begynde vores præsentation om Danmark. Halvdelen af de indiske elever sidder og lytter ihærdigt, mens resten ser ud til at kede sig.
Da vores fremlæggelsen er færdig, og vi gør klar til at svare på spørgsmål fra de indiske elever. De er enten meget generte eller ligeglade, for selv efter vi lidt mere ihærdigt prøver at hive nogle spørgsmål ud af dem, siger de intet. Vi formår dog at nå ud til en enkelt dreng med store firkantede briller og sved styrtende ned over hans ansigt. Herfra kommer det første og eneste spørgsmål – ”Hvor mange Indere bor der i Danmark?”
Vi forsøger med det bedste vi har lært at forklare, at den indiske befolkningsgruppe i Danmark er en af de mindre minoriteter. Dette faktum fik latter og håndlige blikke til at sprede sig i rummet. Siden der tilsyneladende ikke var nogen interesse eller anerkendelse af vores oplæg, listede vi stille og nok ubemærket ud af lokalet. Vi samledes alle igen herefter, og efter en times venten på en lærer kom en ældre elev og bad os om at forlade lokalet og derefter gå udenfor, hvor vi i femogtredve graders varme og seriøs dehydrering, kunne vente endnu tyve minutter på vores værter fik fri.

 

Bag om det indiske skolesystem

I august 2009 blev der vedtaget en lov i Indien om, at børn mellem 6-14 år skulle have ret til gratis skolegang, som også skulle være obligatorisk. En tidligere indisk lov sagde desuden at børn mellem 0-6 år skulle have tilbud om hjælp til sundhed og forberedende skolegang.
Det indiske skolesystem er opbygget således at det består af en femårig grundskole, som er det man starter med, og en femårig overbygning. Den femårige overbygning består af 2 dele, de først af et treårigt lavere trin og derefter 2årigt højere trin, hvor der er indbygget erhvervsuddannelse. Da den gratis og lovpligtige skole ophører efter det lavere trin, vil man se et stort frafald af folk. Selvom grundskolen er gratis og obligatorisk, er der stadig omkring 8 millioner indiske børn der er uden for skolesystemet. Det er der flere grunde til, men de mest hyppige grunde er fattigdom, religion og hvis de er kasteløse.

Selvom der er mulighed for gratis skole vælger mange indere at sende deres børn i private skoler i stedet for offentlige skoler, da de ikke mener at de offentlige skoler er gode nok. Flere og flere fattige familier, skraber sammen så deres børn kan komme på en billig privatskole i stedet for en af de offentlige skoler. De fattige har også forholdsvis stor chance for at komme ind på en af privatskolerne, loven fra 2010 siger nemlig også, at der på privatskoler skal være forbeholdt 25% af deres pladser til fattige eller kasteløse. [1] Kigger man på basale test resultater, vil man ikke overraskende at eleverne på privatskolerne, også de fattige, scorer bedre resultater end dem der går på offentlige skoler. En lov der hedder ”Right to Education” skulle dog hjælpe de offentlige skoler, da delstaterne kunne søge helt op til 2 milliarder til forbedringer af de offentlige skoler.

Loven fra 2010 har uden tvivl været med til at forbedre forholdene for de fleste skoler i Indien, især dem i storbyerne. Men som man også kan læse i artiklen – ”Many Of India’s Poor Turn to Privat Schools”, er der stadig en del problemer når det kommer til lærerene. Problemet er især, at de ofte ikke er uddannet godt nok og skal kunne styre et stort antal af børn på en gang.

 

Dansk skolegang vs. Indisk skolegang

Skolesystemerne i Indien og Danmark er på et vist plan meget ens, men har dog deres forskelle. Blandt andet skolernes kønsfordelingen. I Danmark er der omtrent lige mange drenge og piger i skolerne. Imens er der betydeligt flere drenge end piger i de indiske statsskoler. Der er omkring 927 piger for hver 1000 drenge børn. [2] Da vi var i Indien, kunne vi også tydeligt se en forskel på antallet af drenge og piger i skolen. Selvom den skole vi var på skulle være en nogenlunde lige opdelt ifølge vores indiske værter.

Noget andet der tydeligt faldt os i øjnene var selvfølgelig deres skoleuniformer. Alle elever skulle have den samme skoleuniform på hver dag. Hvilket ikke er noget man ser i folkeskoler i Danmark.

Der blev for de meste undervist på engelsk selvom, at deres engelsktimer var på et meget grundlæggende plan. Vi i vores gruppe, var med i en engelsk time en af dagene, i en klasse der ville være tilsvarende end 2.g klasse i Danmark. Men her var niveauet overraskende lavt sammenlignet med den undervisning, vi har herhjemme. Alting lærerinden sagde, blev altid gentaget mindst 3 gange meget langsomt, og opgaverne var enormt simple.

 

Alting lærerinden sagde, blev altid gentaget mindst 3 gange meget langsomt, og opgaverne var enormt simple.

 

Desuden er det på mange måder både en enormt streng skole, og en meget løsreven skole. På den ene side, kom man senere end kl. 8:05 så måtte man ikke komme ind på skolen. Så var der badminton baner midt i skolen, som eleverne spillede frit på og larmede utroligt meget, mens andre klasser havde timer. Alle havde time på samme tid, og der var altid liv på gangene, uanset hvor man gik.

 

14808909_1229771440402887_1813222434_o

Mens den ene halvdel af skolen har undervisning, løber den anden halvdel lystigt rundt på gangene, Foto: Caroline Kamper

 

Hvis man så ser på den danske skolegang, hvor det er meget mere struktureret angående timerne, hvor hvis man larmer mens andre har timer, bliver dæmpet af en lærer. Kommer man for sent i Danmark, så sker der for det meste bare det, at man får fravær, som selvfølgelig også er en sanktion, men til trods en sanktion der fremmer elevens grund til at møde op og lærer noget. Hvorimod den indiske trussel mod at komme for sent, simpelthen gjorde det umuligt for eleven, at komme ind på skolen og lærer noget den dag.

De indiske timer viste også stor forskel fra den danske. Deres fag var meget kreativt anlagt, alle elever havde både kunst, musik, sang og dans til dagligt. Men ingenting lignende det danske hjemmekunstskab, det var øjensynligt noget man lærte derhjemme.

Alt i alt er den indiske skole gang egentlig meget forskellig fra den danske. De sætter et princip om læring over rent faktisk at lærer noget, og har et løst forhold til elevernes koncentrationsevne i timerne. Det virkede i hvert fald ikke som om at lærerene holdt øje med om eleverne rent faktisk var aktive i skolen.

Sammenlignet med den danske skolegang, var det en yderst interessant oplevelse at deltage i indisk skolegang.

 

[1] Bajaj, Vikas, og Yardley, Jim, “Many of India’s Poor Turn to Private Schools”, New York Times, 30 december 2011
– http://www.nytimes.com/2011/12/31/world/asia/for-indias-poor-private-schools-help-fill-a-growing-demand.html?_r=1&ref=global-home

[2] Wogensen, Jette, “Retten til gratis skolegang i Indien”, Dansk-Indisk Børnehjælps artikelarkiv, 2 marts 2011

– http://danskindisk.dk/uf/60000_69999/69200/9a6c0a75cade48fda2c3fc454b16fcc6.pdf