Indien: Verdens mest ulige demokrati


Indien


Af Amalie Hollmann, Sahar Arezo, Sandra Busk, Nanna Henriksen og Caroline Kamper

 

Indien diversitetens land. Diversitet på mange måder. Indien er et af verdens største og mest folkerige lande. Et land, hvor flere religioner, traditioner og kulturelle forskelle hører til. Diversiteten er dog ikke blot at se i de kulturelle forskelle, men i særdeleshed forskellen på mennesker. I 2011 ramte antallet af fattige en halv milliard, hvilket næsten er halvdelen af Indiens samlede befolkningstal på 1,2 milliarder.

14803348_1230812693632095_2104659871_o

Velkomstshow, yoga | Foto: Caroline Kamper

Der hersker absolut ingen tvivl om, at uligheden i Indien er slående. Den sociale ulighed er ikke blot noget den vestlige verden taler om og forarges over grundet vores egne relativt lige samfund. Man kan slet ikke undgå at lægge mærke til den ekstreme fattigdom, som halvdelen af verdens mest folkerige land lever i. Besøger man

Indien konfronteres man med armod og mennesker, der lever under det absolutte eksistensminimum i det øjeblik man træder ud af lufthaven.

14808826_1230812643632100_946579531_o

Bal Bharati Public School i New Delhi | Foto: Caroline Kamper

Jævnfør Indiens forfatning fra 1950 fastslås Indien som en demokratisk og sekulær republik.  Man må da undre sig over, hvorledes denne ekstreme ulighed kan leve i bedste velgående, når Indien faktisk er indehaver af titlen som verdens største demokrati. Som en vestlig verdens borger går ekstrem ulighed og en høj grad af korruption ikke just hånd i hånd med at være det største demokrati i verden.

Den indiske tankegang 

img_1711

Gadesælgere| Foto: Caroline Kamper

Et sted at starte kunne dog være den indiske mentalitet. Indien er i udpræget grad en meget patriotisk nation, og det er en udfordring for en inder selv at se de ekstremt ulige, uretfærdige og usle forhold, hvorunder en stor del af Indiens borgere bor og lever. Eller måske ikke engang lever, men blot overlever. For netop overlevelse er, hvad man oplever i de slumkvarterer, der ligger side om side med Indiens mest prominente luksushoteller og overdådige millionshoppingcentre. Den høje befolkningstæthed i Indien, som i 2015 var 390 mennesker pr. kvadratkilometer sammenlignet med Danmarks 131 mennesker pr. kvadratkilometer bevirker, at der i gader og stræder bor børn og voksne under vilkår, som intet menneske ville byde selv sin værste fjende. Fattige børn med tomme øjne, filtret hår og kun en klud om livet stimler sammen om hvide turister med håbet om nogle få kroner til deres familie, hvis de overhovedet har nogen. For fakta er, at mange indiske børn lever uden familie og en stor del af disse ender ikke blot i kriminalitet og stofmisbrug, men også som handlede tiggerbørn og i prostitutionens brutale verden.

Man kan i høj grad argumentere for, at Indien er et ignorant land, hvor en bølge af kærlighed til det Indiske land hersker blandt den bedre stillede del af befolkningen. På gaderne ignoreres gadebørnene ikke kun, de bliver også skubbet til og set ned på. Flere indere er af den mentalitet, og mener derfor, at de hjemløse selv er medskyldige i deres liv.

Flere indere er af den mentalitet, og mener derfor, at de hjemløse selv er medskyldige i deres liv.

Netop denne tankegang ses som et tydeligt levn fra det ellers officielt afskaffede kastesystem. Altså at er man lavt stillet i samfundet, er man selv ansvarlig herfor. Denne gammeldags og religiøse tankegang er så indoktrineret i den indisk-og hinduistiske kultur, at den stadig lever i bedste velgående, selvom den er afskaffet, og den indiske befolkning såvel som den indiske regering pure benægter dens eksistens.

14858819_1230812676965430_177884099_o

Tiggerdreng ved Tempel i Agra | Foto: Caroline Kamper

Indiens kamp mod fattigdommen 

Realiteten er, at 222 mio. af verdens 800 mio. sultende mennesker, bor i Indiens gader. Fattigdommen er enorm, ca. 42% af Indiens borgere er at kategorisere som ”meget fattige” og 25% lever i ”ekstrem fattigdom”. Igennem 45 år har Danmark bidraget med en bistand bestående af i alt 6 mia. Kr. Dette er ikke meget i forhold til størrelsen på Indiens befolkningstal. I alt gav det Indien 6 kr. pr. indbygger om året. Alligevel har dette kunne gøre en forskel for landet, der igennem de sidste mange år, har formået at udnytte den danske bistand på forskellige områder. Under sundhedssektoren er pengebeløbet blevet udnyttet til at bekæmpe sygdomme som foreksempel spedalskhed og polio med medicinske virkemidler. Herudover har pengene været en betydelig hjælp i form af forskningen omkring vindenergi og produktionen af vindmøller til landet.

Denne bistand holdt indtil år 2003, hvor den indiske regering erklærede, at de ikke længere ville finde sig i Danmarks, og en række andre små donorers, indblanding i de indiske forhold. Herfra fravalgte landet, på trods af den voldsomme nød, at klare sig selv.

Siden 1980 er antallet af fattige i Indien mindsket fra 60 til 42%. Det er en betydelig ændring, men den procentuelle andel af fattige er stadig ekstrem. Forskellige organisationer arbejder for at sikre en bedre fremtid for de fattige i Indien. En af disse organisationer er ”Beti Bachao Beti Padhao” som er en organisation der arbejder for bedre forhold for kvinder og piger generelt. De kæmper for mere ligestilling mellem kønnene. Andre metoder som at give gratis måltider til skolebørn benyttes ligeledes for at sikre forholdene hos Indiens ungdom bedst muligt.

Det ses tydeligt i samfundet, at mange flere Indere, både kvinder og mænd, i dag får uddannelser. Skolelærer, læge, professorer osv. er uddannelser mange unge modtager og selv på arbejdsmarkedet kommer der flere jobs.

14808078_1230812713632093_612924756_o

Bal Bharati Public School | Foto: Caroline Kamper

Grunden til at situationen i Indien for de fattige ikke ændres må derfor skyldes noget andet. Herunder spiller omfanget af korruptionen og det bedrag, der sker i det politiske system en stor rolle. Det politiske system er på mange punkter præget af korruption fra en flok kriminelle, der arbejder for at sikre et Indien, der er bedst for de få.

Det der skal til for, at Indien kan rede sig selv fra fattigdommen er først of fremmest, at de ser problemerne i øjne og herefter handler imod en bedre fremtid.

Landet er delt op i to dele – de fattige landområder og de rige byområder. For at forbedre forholdene blandt landets værst stillede, skal de bedre stillede i samfundet kunne åbne øjnene for realiteterne og tage ansvar.

Indiens proceskamp

En stor procentdel af Indiens fattige befolkning lever i dårlige forhold, grundet manglende uddannelse samt at folk generelt er uoplyste. Arbejdskraft i Indien er billig, der findes et job for alt, men hvis uddannelsen ikke er der, eller papirerne ikke er i orden, kan dette let sætte en stopper for en fast, månedlig indkomst.

Manglende syn er ikke ualmindeligt i Indien. I 2007 blev New Delhi kåret som ”verdens blindeste by og det estimeres, at 15 millioner af de 37 millioner blinde verdensborgere i dag kommer fra Indien.

Gini-koefficenten lå i 2012 på 33,6 for Indien, i forhold til Danmarks på 24,8. Da gini-koefficienten er et udtryk for indkomstfordelingen, kan vi se, at denne er højere i Indien end i Danmark (læs: I et helt lige samfund, hvor alle lønmodtagere har samme indkomst, er koefficienten, hypotetisk set, nul). Man kunne umiddelbart blive overrasket over, at den indiske koefficient ikke er højere, men da der er en generel fattigdom i bybilledet,  er der ikke ulighed som sammenligningskontrast. Det er til gengæld den generelle fattigdom, som præger  den indiske hverdag.

Dog fylder netop denne en stor del af den politiske dagsorden og den indiske BJP-regering prøver at gøre en indsats for de mindre privilegerede. I et boligområde i New Delhi, er en betonklods af en lejlighed blevet doneret af de lokale, til en blindeskole. Skolen huser ca. 30 mænd i aldersintervallet 17 til 65 år.

Blindeskolen i Delhi | Foto: Caroline Kamper

Abdu, en 31 årig immigrant udtaler sig om systemet:

Jeg har være her siden maj 2015. Vi sover her, spiser her og modtager vores undervisning. Selvom Indien er et brikland, har skolen gode ressourcer for nogen som os. Vi har adgang til specialudstyr, som hjælper hos lære bedst muligt”.

Abdu kom til Indien som immigrant. Han flygtede, fra sin hjemby i det østlige Afrika, som led under voldsomme, politiske uroligheder, for at færdiggøre sin uddannelse i Asien. Med en grad i begynderfransk, en master i HSPS – Human, Social and Political Sciences og 1.grad i jura, vil Abdu gøre en forskel. Hans objektive syn på den indiske stat, kunne han sætte ord på sin oplevelse af imødekommenhed og muligheder.

Det største problem for Indien og deres fattigdom er, at organisationerne er for løst fordelt. Der er fokus på mad, husly og tøj, men intet for uddannelse og fremtidssikringer. Når regeringen endeligt starter initiativer, er det med godt hjerte og håb, men nødhjælpsorganisationerne får ikke nok træning, så de kan udføre deres jobs ordentligt. Ingen er udlært i deres fag – og hvordan skal en matematiklærer kunne lære fra sig, hvis eleverne ikke kan se tavlen, bevæge deres arm eller sidde stille på en stol?

Dette er et generelt problem i Indien. Alt er en proces. Initiativerne er talrige, men kun få af disse ud- og gennemføres i det virkelige liv.

Om det er mangfoldigheden, overbefolkningen eller økonomien der sætter en stopper for dette, kan Abdu ikke svare på.

På billedet: Abdu & Sahar Arezo| Foto: Caroline Kamper

På billedet: Abdu & Sahar Arezo| Foto: Caroline Kamper

Der skal helt sikkert åbnes op for det utalte. Kastesystemet er dybt indgraveret i indernes identitet og selvforståelse og religionen kan undskylde mange ting. Demokratiet skal tydeliggøres, og der skal fornyes en plan for det økonomiske budget, så flest mulige mennesker, kan hjælpes hurtigt og effektivt.

Kampen for uddannelse

Uddannelse er et generelt debatemne, når det kommer til fordelingen af økonomiske goder. På skolen Bal Bharati Public School i New Delhi, udtalte en samfundsfaglærer sig om emnet.

Der findes skoler hvor det kun kræver meget få penge, og enkelte der slet ikke kræver nogen. Der går dog mange elever på disse skoler og derfor bliver kvaliteten af undervisningen også svækket sammenlignet med en privatskole som denne.

Med det sagt understregede han det også med følgende citat:

Hvis du ikke kan komme til skole, vil skolen komme til dig.

Dette udtaler han på trods af alle de fattige børn der bor på gaden med forældre afhængig af deres hjælp. Indien har dog en forfatning som siger at staten er forpligtet til at sørge for gratis og obligatorisk skolegang til og med det 14. År. Selvom målet er et positivt fremskridt så er det kun en lille procentdel som rent faktisk kvalificerer sig til en højere uddannelse.

14808121_1230812680298763_489200787_o-3

Skolebørn på Bal Bharati Public School | Foto: Caroline Kamper

Det er kun 65% af Indiens befolkning som rent faktisk kan læse og skrive, og tilmed dropper 70% af eleverne på offentlige skoler ud inden de er færdige med deres sidste år. Det er dog også vigtigt at nævne, at de videregående uddannelser ikke er gratis.

img_1909

Bror og søster foran børnehospital | Foto: Caroline Kamper

Spørges der mere ind til forholdene for unge og børn er det, som så mange andre, ikke et emne han har lyst til at gå ind på, og specielt ikke tale negativt om.

Alle prøver at gøre deres del for de fattige børn.

udtaler han først, men indrømmer dog også senere at det er antallet af mennesker som er det store problem. Men ikke kun er den store befolkningstæthed et problem, men også det at mandens uddannelse til stadighed bliver prioriteret højere end kvindens. Som samfundsfagslæren selv sagde:

En mand er en der kan forsørge sin kvinde, så er der en tendens til at kvindens job i sidste ende er finde sig en mand som kan forsørge hende og derfor har hun ikke brug for uddannelse.

Det er sådan at 75% af alle mænd kan læse og skrive, mens kun 54% af alle kvinder kan dette. Selv kvinder, der har klaret sig igennem en højere uddannelse kan godt finde på at falde tilbage som hjemmegående.

Det er dog vigtigt at understrege, at i takt med Indiens hurtigt voksende økonomi, vokser mulighederne på uddannelserne også, som gang på gang mærker betydelige omvæltninger, i 2000 blev der foreksempel krævet, at en tredjedel af skolepladserne på privatskoler skulle gå til piger.

Er Indien verdens mest ulige demokrati? 

Som en vestlig verdens borger går ekstrem ulighed og en høj grad af korruption ikke just hånd i hånd med at være det største demokrati i verden. Så for at svare på spørgsmålet med et vestligt mindset må svaret være ja. Når undertrykkelse kan definere en samfundsforståelse og en levevej, må realiteten være for hård at imødekomme på daglig basis.

img_1775

En af verdens syv vidundere: Taj Mahal i Agra | Foto: Caroline Kamper

Besøger man Indien konfronteres man med armod og mennesker der lever under det absolutte eksistensminimum i det øjeblik man træder ud af lufthavnen. Jævnfør Indiens forfatning fra 1950 fastslås Indien som en demokratisk og sekulær republik. At ulighed lever i bedste velgående, skyldes desorganisation. Regeringen kan ikke overskue problemstrømmen, som kan måle sig med den indiske trafik: kaotisk, støjende og halvfarlig at bevæge sig ud i.