DEBAT: Er tosprogede fagligt handicappede?


Debat – Er sprog en ressource eller et handicap?


Af Sahar Arezo

 

1+1=? | Foto: Frederikke Strandmark


Kender I det, når man skal rydde op i sit klædeskab og står i dilemma med en gammel brun sweater der kradser, som man ikke har haft på siden man gik i tredje klasse, men stadig ikke har fået smidt ud, fordi man har fået den af sin mor i gave, og frygter hun bliver skuffet hvis man skrotter den? Da jeg var lille. var det sådan jeg havde det med at være tosproget.

Som barn har man et par enormt nærtagende antenner. I al deres usynlighed suger de information til sig, som en tørstig Tour de France rytter slubrer vand. Uden jeg var opmærksom på det dengang, var jeg pinlig over at være tosproget. Jeg blev rød i hovedet når folk spurgte, og tro mig, der skal meget til, når man er brun som jeg. Det jeg fangede med mine antenner omkring mig dengang, var en følelse af, at mit persiske sprog var et handicap, som jeg ønskede at glemme og slette permanent.

 

Det jeg fangede med mine antenner omkring mig dengang, var en følelse af at mit persiske sprog var et handicap, som jeg ønskede at glemme og slette permanent.

 

Den ramme samfundet skaber her fungerer, som en farlig virus vi installerer ind i små børns bevidsthed, og det er netop børn, der er vores fremtids vigtigste ressource. Der laves nogle nationale test for tosproget børn i folkeskolen. Regeringen pisker en ærgerlig stemning op om, at det at være flersproget er et handicap. Altså ligesom en blokade for viden. Det er altså rent selvmål. For at give et eksempel fra de nationale test for tosprogede, så er der primitive spørgsmål som hvilken farve en bil har; rød, gul eller grøn. Jeg kan love, at det i hvert fald ikke er noget man føler sig stolt af at blive bedt om at svare på. Det føles heller ikke cool i sjette klasse, når en lærer kommer ind i klassen og siger, at man skal ud til en test for tosproget.

 

Noget komplekst er vores udfordring med kulturenes sammenstød. En af mine klassekammerater, der kom fra England, så ikke sig selv som tosproget. Hvilket er helt forståeligt med den offentlige debats konnotation af ordet. Det at være tosproget beskriver altså slet ikke de sproglige færdigheder, og de nationale test for tosprogede får en negativ konnotation af at være en slags perker-test. For hvis vi tog ordet på dets betydning, skulle vi alle ind til denne specifikke nationale test. Diskursen har selvfølgelig en dybere kompleksitet bagved det, at man tror, at det trækker ned på fagligheden at kunne flere sprog. En vigtig tendens er desværre stadig, at et barn med anden etnisk baggrund har en anden socioøkonomisk udfordring, hvor man ofte ikke kan spejle sig fagligt i samme omfang i forældrene. Det er en udfordring – men det at kunne tale flere sprog er aldrig dårligt, og vi skal ikke bilde nogen ind, at det i sig selv tynger elever fagligt ned.

 

Det at være tosproget beskriver altså slet ikke de sproglige færdigheder, og de nationale test for tosprogede får en negativ konnotation af en slags perker-test.

 

Når man snakker integration er det vigtigste at have i mente, at man påvirker børn som er vores fælles fremtid. Inden vi alle svinger benene op på sofabordet og ser Gossip Girl eller andet gøgl , skal vi se på de små ting, som vi ved vi kan ændre. Vi skal møde lille Yasmina og Hassan, Ibrahim og Fatma, der er flersprogede med anerkendelse og varme. Vi skal fortælle dem, at de sprog de kan er en gave fra mor og far.  Første møde skal ikke styres af en bunke fordomme, der skovler efter en dybere polarisering. Sådanne fordomme sænker integrationen massivt.

 

Vi skal møde lille Yasmina og Hassan, Ibrahim og Fatma, der er flersprogede med anerkendelse og varme. Vi skal fortælle dem, at de sprog de kan er en gave fra mor og far.  Første møde skal ikke styres af en bunke fordomme, der skovler efter en dybere polarisering. Sådanne fordomme sænker integrationen massivt.

 

Alle indvandrere skal ikke giftes med deres fætre, og det er ikke alle der har hundredevis af dem. Børnene skal have noget at spejle sig i, nysgerrighed, interesse og åbenhed. Det er et skridt på vejen for integrationen, der vil skabe sammenhængskraft idet at man bliver mødt gennem styrker frem for svagheder. De skal vide, at deres sprog er en ressource, som de skal vedligeholde. Her sørger vi for ikke at tage munden for fuld ved at tage hul på en anden måde at anskue sprog på. Selvom der er lang vej endnu, så er vi et skridt nærmere med denne strategi fra barnsben af.