“Det eneste, jeg ved, er, at jeg ikke ved noget”


Debatindlæg


Den politiske debat er druknet i mudderkast og magtkamp, selvom vi aldrig har haft bedre vilkår for dialog og vidensdeling. 

Af Lucas Anderschou, redaktør på Sct. Knuds Netavis

Jeg ville ønske, at æren for den sigende overskrift var min. Jeg har tilladt mig at låne ordene fra den græske filosof Sokrates, der i antikkens Grækenland insisterede på ikke at vide noget som helst. Han hyldede dialogen, nysgerrigheden og evnen til at lytte mere, end man taler. Netop derfor var han måske den klogeste af alle grækerne, men det vender vi tilbage til. At en oldgræsk filosof danner ramme om et postmoderne politisk debatindlæg siger en masse om udviklingen i nutidens samfund. At jeg samtidig regner med, at indlægget overhovedet bliver læst, når old-lærernes darling refereres fra starten, er decideret naivt. Men jeg gør det alligevel.

Det klassiske Sokrates-citat virker nemlig mere aktuelt end nogensinde før. Myten om den gamle filosof, der stædigt udspurgte sine medmennesker for at blive klogere, forekommer i dag som den diametrale modsætning til den postmoderne mønsterborger. Jeg kan ikke åbne en avis, tænde for radioen eller klikke mig ind på et nyhedssite, uden at ligge øre og øjne til en flok voksenbørns endeløse kamp for at få ret. Politikere, debattører og journalister, der overdøver hinanden med sine forudindtagede, fyldestgørende sandheder om livet. Det virker nærmest som om, at det, der egentlig diskuteres – altså politik – må tage til takke med en mindre birolle i politikernes kamp for at jorde sine modstandere. Debatklimaet er ude i noget af et stormvejr, for jeg kan hverken høre eller se, hvor debatten egentlig foregår. Den er druknet i mudderkast og en farlig skråsikkerhed.

Den bro mellem magthaverne og befolkningen, der i store træk udgør grundstenene i et velfungerende og borgerinddragende demokrati, er ikke til at få øje på.

Den nysgerrige samtale, som Sokrates praktiserede, når han gik i dialog med Athens borgere, synes forduftet hos de nuværende magthavere. Troværdigheden til landets politikere har aldrig været lavere, og at bevæge sig uden for Christiansborg hører til sjældenhederne for de såkaldte levebrødspolitikere, der tilbringer det meste af deres arbejdsdygtige alder i Folketinget. Den bro mellem magthaverne og befolkningen, der i store træk udgør grundstenene i et velfungerende og borgerinddragende demokrati, er ikke til at få øje på.

Skænderierne og de utallige forsøg på at pådutte politiske modstandere sin egen holdning, er til gengæld ikke svære at finde. I ”Debatten” på DR2 forsvinder substansen ofte i en sværm af stemmer, der alle ønsker at snakke på samme tid. Ingen ønsker at lytte, ingen ønsker at forstå. Den personlige kamp for at få ret overskygger den politiske samtale, og det er hverken sundt for vores samfund, eller os selv som individer. Den amerikanske valgkamp står som det klareste eksempel på den syge debatkultur, og Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidts dueller ved Folketingsvalget i 2015, mindede mere om et privat skænderi end en debat mellem landets dengang ledende politikere. Kommentarfelterne på eksempelvis Facebook vrimler med fordomme, frygt og bedrevidenhed. På klassisk trumpistisk facon taber debattørerne konsekvent tråden fra starten. En smøre af påstande og generaliseringer, der bliver modargumenteret med endnu flere af samme skuffe, gavner hverken debatklimaet eller den substans og vidensdeling, vi ellers aldrig har haft større mulighed for at udbrede.

Den personlige kamp for at få ret overskygger den politiske samtale, og det er hverken sundt for vores samfund, eller os selv som individer. 

Nu bliver det kedeligt et kort øjeblik. Den gamle Sokrates havde nemlig fat i den måske væsentligste pointe af dem alle; Han lyttede mere end han talte. Grækerne drev han til vanvid med sine utallige spørgsmål, og netop denne nysgerrighed kunne vi lære af i dag. Sokrates vidste, at han ingenting vidste, og det gjorde ham i virkeligheden klogere end de magthavere, der i sidste ende dømte ham til døden. Den gamle græker havde langtfra ret i alle sine anskuelser – eksempelvis støttede han ikke den demokratiske styreform – og pointen skal i det hele tages ses i en bredere sammenhæng. Det berømte citat er imidlertid hamrende aktuelt. Det ville klæde debatten, hvis vi turde lytte mere, end vi taler, og hvis vi turde vække nysgerrigheden fra dens langvarige dvaletilstand. For politikkens, demokratiets og vores egen skyld.