BREAKING NEWS: Snus forbydes på Sct. Knuds!


Snus – bør snus forbydes?


Skrevet af: Astrid Andreasen, Julie Weber, Lukas Andreasen & Sari Lund Jensen – 2H

På Sct. Knuds Gymnasium viser en anonym undersøgelse med 350 deltagende, at 55% af eleverne har prøvet at tage snus. Det høje tal siger noget om, at snus er blevet en stor trend blandt de unge på gymnasiet. Der begynder så småt at komme et større fokus på snus nu, end der har været førhen.

 

Hvad er det?
Snus er en slags røgfri tobak, som specielt er udbredt blandt unge mænd mellem 16-25 år. Det findes i flere forskellige smagsvarianter, og er et middel der tages i munden. Derved bliver nikotinen optaget gennem mundslimhinden og ind i blodets baner. Man ved, at snus er mindre skadeligt end tobaksrøg, men da snus indeholder nikotin, er det stærkt vanedannende. Da snus er meget udbredt blandt unge, er det flere steder blevet en stor trend, som foregår meget på de enkelte skoler og gymnasier.

 

Snusbøtte

 

Snus på Knuds
På Sct. Knuds Gymnasium er snus blevet mere og mere alment kendt blandt eleverne de seneste år. Man ser det tydeligt rundt omkring på skolen, hvor det hænger på væggene, under stolene og ligger i hjørner af lokalerne. Men hvordan oplever lærere og elever det egentlig? Er det et problem der skal gøres noget ved, eller bliver det gjort til et problem?

Flere lærere på gymnasiet giver udtryk for, at de ikke er klar over udbredelsen af snus blandt de unge. Lærer Thomas Hermansen fra gymnasiet udtaler i et interview:

 

“jeg vidste faktisk ikke rigtig hvad det var, jeg anede ikke det var sådan en trend. Det blev vi så opmærksomme på, og jeg plejer at påtale det, hvis jeg lige ser det”, Thomas Hermansen

 

Som elev er man fuldt bevidst om udbredelsen af snus, og nogle mener også, at forstyrrer undervisningen. En elev fra gymnaiset udtaler: “jeg synes, at det lugter og det kan være forstyrrende, hvis man sidder ved siden af en, der åbner en pakke og tager det.

 

Rektor udtaler sig – nye regler for snus
Snart træder nye regler i kraft, med hensyn til snus på Sct. Knuds Gymnasium. I et interview med rektoren, Susan Mose, udtaler hun sig om snus på gymnasiet, og hun fortæller blandt andet om hendes syn på snus, og om det nye regelsæt der gælder fra slutningen af november.

Se hele interviewet med Susan Mose nederst i artiklen. 

 

“Anledningen til at vi ændrer kurs i forbindelse med snus er, at det er blevet ulovligt at sælge, og det bruger vi som udgangspunkt. Samtidig har man også fundet ud af, at det er sundhedsskadeligt, og faktisk kan være kræftfremkaldende. I det nye regelsæt vil der være et forbud mod snus”.

 

Rektoren fornemmer et stigende forbrug af snus, og da hun og bestyrelsen føler et vist ansvar for de unge og deres sundhed, har de derfor ikke lyst til at bakke op omkring det.

 

“Jeg synes ikke, at vi som skole skal understøtte, at unge mennesker sidder og indtager snus. Jeg synes det er dårlig stil, hvis vi som en ungdomsinstitution er ligeglad med, at der er mange der får et afhængighedsforhold, også i skoletiden”.

Udover at snus er sundhedsskadeligt for dem som indtager det, oplever nogle lærere også, at det forstyrrer undervisningen udtaler rektoren: “Lærere oplever, at der sidder elever der dårligt nok kan være aktivt med i undervisningen, fordi de næsten ikke kan snakke pga. det snus de har inde i munden”.

Dog synes 56% af eleverne, at det er forkert at forbyde snus på skolen, da de synes det er op til den enkelte at bestemme.

 

 

De nye regler blev besluttet i går, onsdag d. 15 november 2017, efter dialog med elevrådet og personalet.

Elever udtaler sig
Det er ikke alle der er enige med skolen i, at der skal være et nyt regelsæt. En elev på gymnasiet fra 2g udtaler: “Nu indtager jeg ikke selv snus, men jeg synes, at det er en privatsag, om man vil tage det eller ej på gymnasiet”. Flere elever deler denne holdning, en anden elev udtaler for eksempel: “Lærerne skal ikke bestemme, om jeg må tage snus eller ej”.

61% er enige i dette udsagn, og mener det er elevernes frie valg. Dog synes 68% af eleverne, at det er ulækkert at så mange indtager snus, i form af lugten og at det sviner under borde, stole og i loftet.

25% af eleverne indtager snus, for den behagelige følelse, som måske giver et “break” fra den travle hverdag. 11% indtager snus, fordi deres venner gør det og af de sociale grunde. Resultatet viser også, at 89% af eleverne ikke føler sig presset til at indtage rusmidlet.

 

7% af eleverne betegner dem selv som afhængige. Dette tal kan betvivles, da man som elev får et andet indtryk af graden af afhængigheden.

Det kan dog være, at eleverne ikke ved de er afhængige af rusmidlet.

På Knuds og mange andre gymnasier i Danmark har man hidtil haft et frit ansvar af indtagelsen af snus og andre rusmidler. Man har i Danmark en liberal holdning i form af, at det er ens eget valg, men dette kan muligvis komme op til diskussion, da forbruget blandt unge bliver større og større. Der er nu kommet mere fokus på problemet omkring indtagelse af rusmidler, ligesom man har det i både Island og USA.

Alt i alt er der betydelige delte meninger omkring forbruget af snus på Sct. Knuds Gymnasium, både fra elever, lærere og rektoren. Da der går ca. 900 elever på skolen, er det tankevækkende, at det kun er lidt over ⅓ der har svaret på spørgeskemaet. Det kan måske sige noget om, at mange elever ikke tør stå frem omkring deres forbrug af snus.