Unionens fremtid i kølvandet på Brexit


Europa og Verden


AF: Emilie Benn Østergaard, 3.H

I forbindelse med vores tur til København, skulle vi stille skarp på EU og organisationens udenrigspolitik. Et af EU’s problemstillinger blev sat under debat, da 3H besøgte Europa-Parlamentets Informationskontor, med central beliggenhed i hovedstaden. Vi havde derfor valgt at fokusere på EU’s fremtid. Den overordnede problemstilling, som vi ville afdække, lød følgende: Hvordan ser EU’s fremtidige rolle i det internationale samfund ud?

Den britiske folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemskab fandt sted den 23. juni 2016, hvor 51,89 procent af de britiske vælgerne stemte for at forlade Den Europæiske Union, mens 48,11 procent stemte for at forblive i EU. Det er første gang i EU’s 60-årige historie, at et land forlader unionen. Alt i alt var den 23. juni, en dag hvor hele Europa, rettede deres øjne mod briternes afgørelse, og dermed indirekte: EU’s fremtid.

Forhandlinger i stagnation

Den dag i dag, er stadig svært at forudse EU’s fremtidige rolle. Blandt andet fordi at forhandlingerne om Brexit endnu er uafsluttede. Samtidigt vil kommissionen under forhandlingerne, forsøge at varetage EU-borgernes interesser mest muligt, samt sikre deres sikkerhed. Derfor har lederne af de 27 lande, der bliver i EU, da også vedtaget deres retningslinjer for Brexit-forhandlingerne:

Herunder EU-borgernes rettigheder, der bor 3,2 millioner EU-borgere i Storbritannien og hele 1,2 millioner briter i indenfor EU’s grænser. I dag sikrer EU-regler, at borgere frit kan leve og arbejde, hvor de vil. Også adgangen til velfærd i de pågældende lande er sikret. Denne lovgivning ønsker EU27-landene at bevare, når Storbritannien træder ud af EU.

Et andet punkt på dagsordene over de fremtidige forhandlinger er, at regningen skal betales.

EU27 forlanger et overblik over, hvor meget briterne skal betale for at leve op til de økonomiske forpligtelser, de har påtaget sig som EU-medlem. Tidligere estimater mener, at regningen ved udgangen kan løbe helt op i 60 milliarder euro. Storbritanniens premierminister, Theresa May, har før sagt, at briterne vil leve op til deres økonomiske forpligtelser over for EU.

Forhandlingerne er dog stadig stagnerende, og Storbritanniens premierminister, Theresa May, presser på for at sætte skub i forhandlingerne om fremtidens partnerskab efter Brexit. Storbritannien er pt. sat til at forlade EU den 29. marts 2019 ved midnat.

Ifølge pkt. 1, artikel 50 i Lissabon-traktaten, kan enhver medlemsstat i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser træde ud af Unionen. Pkt. 2 og 3 i samme artikel, fremfører at den medlemsstat som ønsker at udtræde, på baggrund af Det Europæiske Råds retningslinjer skal forhandle og indgå en aftale med Unionen, om de nærmere bestemmelser for statens udtræden under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen. Alt dette skal finde sted indenfor en periode på to år. Dermed sagt, er det fuldt forståeligt at Theresa May begynder at blive en smule stresset på nationens veje.

Forhandlinger om Storbritanniens udtræden, er altafgørende for landets fremtid. ET højt stående punkt, er forhandlingerne angående de nuværende frihandelsaftaler som er fastsat af EU. I det tilfælde at Storbritannien, får helt andre regler på handels området, end det resterende europæiske marked, vil Storbritannien højst sandsynligt miste nogle handelspartnere på vejen. Derfor er det afgørende, at lade fornuften råde, så EU og Storbritannien kan finde en løsning, der er god for alle parter. For når alt kommer til alt, så træder briterne ud af EU, men de forsvinder naturligvis ikke ud af Europa, derfor skal det gode naboskab sikres. Briterne skal selvsagt ikke straffes for deres beslutning, i form af en dårlig aftale, ej eller skal andre lande skræmmes fra at afholde folkeafstemninger om udmeldelse.

Samtidigt er det vigtigt, at Storbritannien ikke blot adoptere den nuværende EU lovgivning, men skaber deres egne regler; uafhængigt af Unionen – for det var da vel den oprindelige pointe med at forlade EU?

Blandt de helt centrale emner i en Brexit-aftale er, som nævnt tidligere, spørgsmålet om handel og adgang til EU’s indre marked, samt om rettighederne for briter bosat i EU og EU-borgere bosat i Storbritannien. Storbritanniens fælles interesser med EU, forsvinder jo ikke fordi Storbritannien ønsker mere selvbestemmelse. De mange borgere fra Storbritannien som bor i EU-lande og omvendt, skal sikres samme gode vilkår, både før og efter Brexit.

 

Europæernes fremtid uden Storbritannien

Briternes valg om at forlade EU, er i virkeligheden et udtryk for et dybdeborende og generelt problem: europæernes utilfredshed med EU. Unionen er for elitær til befolkningen, og de beslutninger der tages i Bruxelles, ligger alligevel for langt væk for den almene europæer (og dansker). Derfor er EU-kommissionen kommet med fem scenarier, som skal bidrage til at strukturere debatten om Europas fremtid, således at EU’s fremtid ikke kun bliver et spørgsmål om mere eller mindre EU.

De fem scenarier, præsenterer et indblik i EU’s potentielle tilstand i 2025 – alt efter hvilke valg vi, som EU-borgere, træffer i fællesskab. Udgangspunktet for hvert scenarie er naturligvis, at de 27 medlemsstater fortsat udgør en Union om syv år.

De fem fremsatte scenarier er som følger:

  1. Uændret kurs,
  2. Intet andet end det indre marked,
  3. De, som vil mere, gør mere,
  4. Mindre, men mere effektivt,
  5. Langt mere sammen.

Kommissionen selv, ønsker at EU skal gå i retning af det sidste og femte forslag: Langt mere sammen. Dette scenarie, vil indebære at medlemsstaterne i enighed beslutter, at være fælles om flere beføjelser, ressourcer og beslutninger. Derved vil afgørelser blandt andet træffes hurtigere på europæisk niveau og håndhæves hurtigere. En af fordelene ved, at der træffes langt flere beslutninger på EU-plan, og at det sker langt hurtigere, er at borgerne har flere rettigheder, der udledes direkte af EU-retten. En generel ulempe, er dog risikoen for, at der opstår modvilje blandt dele af befolkningen, som mener, at EU mangler legitimitet eller har taget for meget magt fra de nationale myndigheder.

Min personlige overbevisning, ift. EU’s fremtid er, at scenarie 2 vil styrkes, dvs. ”Intet andet end det indre marked”. Ser man på europæernes holdning til EU, ses der en polaritet. Blandt andet ved det nyligt franske valg, hvor det højre populistiske parti ledet af Marine Le Pen fik en stor del af de franske stemmer. Samme tendens ses med de svenske Sverigesdemokraterna, franske Front National, tyske AfD eller Frihedspartiet i Østrig. Fælles for disse partier er, at de har et ønske om større uafhængighed fra Unionen, og oven i købet oplever mere og mere medvind fra befolkningen, som dermed indirekte sagt også ønsker selvbestemmelse. Derfor mener jeg, at der er grobund for at scenarie 2 ville træde i kraft inden 2025.

Fremtiden for EU ser derfor hverken mørk eller lys ud, men tværtimod er det befolkningens indstilling til samarbejdet der kommer til at blive altafgørende for fremtiden.