Næstformandsvalget 2018: Mia Grønning


Næstformandsvalget 2018


Snart skal Sct. Knuds’ elever vælge ny formand og næstformand til elevrådet. Netavisen præsenterer i en artikelserie alle kandidaterne. Her kan du møde Mia Grønning fra 2.j, der stiller op til næstformandsvalget. 

Hvem er du?

“Jeg hedder Mia og går i 2.j. I min fritid arbejder jeg i Magasin”.

Hvorfor stiller du op?

Nu har jeg siddet i elevrådet det seneste års tid, og at se det arbejde, som Julie og Kemal har gjort, har på mange måder inspieret mig. Jeg kommer også med en baggrund fra flere udvalg på efterskolen, og så sidder jeg også i OS Elevgruppen her på skolen, så jeg kan godt lide det her med praktiske opgaver og de kompetencer, som man får med”.

Har du en mærkesag?

“Især fællesskabet på tværs af årgangene synes jeg ikke der bliver lagt så meget vægt på herude, og det er noget, som jeg også manglede, da jeg startede i 1.g. At man ikke frygter 3.g’erne, og at der er et hierarki – ikke at jeg synes, at der er det herude på samme måde, som jeg har hørt, at der har været før, men det er noget, jeg godt kunne tænkte mig at sætte fokus på; At vi kan lave noget sammen”.

Hvad er elevrådets hovedopgave?

“Elevrådet er stiftet som elevernes talerør til ledelsen, og som Julie og Kemal også formulerede det ret godt igår (til mødet for kandidaterne, red.), så handler det jo om, at vi skal videreformulere de ting, som de ønsker til ledelsen og den anden vej også – altså at vi skal sørge for at få nogle ting igennem til dem, som vi allesammen kan få gavn af. Nu sad jeg også i elevrådet i min folkeskole, og det var knap så seriøst, og det var ikke mange af de ting, som man stemte om og fik videreført, som rent faktisk blev til noget. Jeg synes, at det er vigtigt at have et elevråd, som uarbejder nogle ting, og som får ført noget igennem”.

“Jeg håber, at jeg også kan være med til at sætte mit præg på den her ‘valgkamp’, selvom jeg måske ikke er et så kendt ansigt. At jeg kan få lov til at vise, hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil gøre, uden at jeg nødvendigvis har 50 mennesker, der stemmer på mig, fordi de godt ved, hvem jeg er”, lyder det afsluttende fra Mia.