Der skal både være plads til hængebryster og push-up


Debatindlæg


Af Katja Breckling Jensen, 3k

Jeg er feminist og det har jeg været siden jeg var gammel nok til at vide, hvad ordet betød. Det er egentlig noget jeg er stolt af, men det er ikke noget jeg smider i hovedet på andre til hverdag. Faktisk holder jeg altid lidt igen med mine holdninger og er altid utrolig påpasselig med ikke at bruge ordet feminisme, hvis jeg snakker med andre unge mennesker. Det er nemlig gået op for mig, at unge mennesker har en helt bestemt opfattelse af, hvad en feminist er. Man kan se på folk, hvordan de straks tænker ”lesbiske kvinder, med lange hår på benene” eller ”sure kvinder der hader mænd”.

 

Det er nemlig gået op for mig, at unge mennesker har en helt bestemt opfattelse af, hvad en feminist er. Man kan se på folk, hvordan de straks tænker ”lesbiske kvinder, med lange hår på benene” eller ”sure kvinder der hader mænd.

 

Jeg er ikke feminist fordi jeg hader mænd og da slet ikke fordi jeg har et ønske om at overtage verdensherredømmet. Jeg er feminist, fordi jeg finder det naturligt, at mænd og kvinder har de samme muligheder og rettigheder i et samfund. Fordi jeg mener, at kvinder skal have lov at have hår, som jo både er naturligt og helt normalt, på deres krop uden at blive kaldt ”ulækre”. Men samtidig skal kvinder også have lov til at klæde sig som sexsymboler, hvis det er det de lyster. Selvfølgelig er der noget dobbeltmoralsk og problematisk i at klæde sig letpåklædt og danse op af fyre og blive superfornærmede, hvis de rører ved en. Jeg vil bare mene, at det er endnu mere problematisk, at det er helt normalt for piger at blive raget på af fremmede i byen. Jeg vil vove den påstand, at det er noget størstedelen af pigerne på vores skole har prøvet og det er noget vi bare accepterer som en del af det at gå i byen. Jeg gik en dag gennem Odenses bymidte med min 14-årige søster ved højlys dag og en halvsnalret voksen mand tænkte, at det var okay at tage hende på røven. Det er da dybt problematisk, at det er en naturlig del af det at være pige.

Feminisme handler ikke kun om sure kvinder, der synes mænd er nogle svin. Det handler om, at vi skal skabe en verden, hvor der er plads til os alle sammen og hvor vi har de samme muligheder og ikke bliver behandlet forskelligt på grund af køn, hudfarve eller seksualitet. Som det så fint er forklaret i en artikel for videnskab.dk,

 

Går du ind for ligestilling mellem kønnene? Og mener du at mænd og kvinder er lige meget værd og bør have ens muligheder i samfundet? Så er du feminist.

 

For feminisme er ikke kun for kvinder. Det er for alle os, der går ind for ligestilling i alle livets henseender. Det handler også om, at mænd gerne må græde eller gå på barsel, hvis det er det de vil. Feminisme handler om tusind forskellige aspekter, men egentlig handler det jo bare om, at vi som mennesker bør behandle hinanden ordentligt.

Vi lever i en tid, hvor det er dem der råber højest eller er mest provokerende som får mest taletid og det er trælst, hvis det er de sure rappenskralder, der får lov at dominere mediebilledet. For der vil altid være nogle, der ønsker at tage tingene til det ekstreme, nogle som kan hidse sig op over piktogrammer i togvogne. Men der er altså også sådan nogle som mig, helt almindelige mennesker, der bare synes, at vi alle sammen skal have det godt.

Så vi er sgu slet ikke så skræmmende endda os feminister.