Helsesøstre på danske gymnasier

Danske unge føler sig i højere og højere grad stressede. Flere bliver diagnosticeret med en depression eller angst. Desuden har en alt for høj grad af danske unge haft en kønssygdom. I Norge har unge gymnasieelever muligheden for at håndtere nogle af disse problemer på deres uddannelsessted. For i Norge har man nemlig på alle gymnasier en såkaldt ”helsesøster”. En helsesøster minder på mange måder om en dansk sundhedsplejerske. Men hvor de danske sundhedsplejersker typisk kun har at gøre med børn indtil de forlader folkeskolen, følger helsesøsteren den unge når de starter på en ungdomsuddannelse. En helsesøster kan hjælpe den unge med en lang række af problemer. Alt lige fra en skilsmisse, vægttab eller prævention, ligger under helsesøsterens faglighed.

Jeg ønsker at indføre sådan en ordning, og en sådan uddannelse i Danmark. Ved at uddanne helsesøstre, som kan arbejde på danske ungdomsuddannelser, kan vi sikre en hurtig vej for unge til hjælp med både fysiske og psykiske problemer. Igennem samtaler med en helsesøster, kan vi lettere differentiere imellem de unge, der blot har brug for en at snakke med, og dem som er i et forstadie til noget meget værre. At norske helsesøstre blandt andet kan udskrive p-piller, og teste for kønssygdomme vil også gøre livet for unge danskere noget lettere.

For det liv unge danskere har i dag er, ved gud, hårdt nok. Man skal konstant præstere, og gør du ikke det, skal du nok blive mindet om din utilstrækkelighed. Derfor giver det god mening at give mulighed for, at du i et frikvarter kan runde din helsesøster for at blive undersøgt for klamydia, i stedet for at skulle have tid hos din private læge. Derudover er den måde vi i dag behandler unges psykiske problemer ikke holdbar. Vi håndterer først problemet når det er så stort, at det er ødelæggende for den unges liv. I stedet for det ønsker jeg, at vi bliver bedre til at se problemerne inden de bliver potentielt livstruende, og man havner i en depression, hvor selvmord kan være en reel tanke.

Af Jonas Hulgaard Ammundsen

Folketingskandidat, Enhedslisten (Ø)