Eksemplarisk notat
Af Mads Borum, juni 2016
Skriv et notat, der indeholder en begrundet strategi for, hvordan Lars Løkke Rasmussen skal håndtere spørgsmålet om finansiering af den danske velfærdsstat ved det næste folketingsvalg.
Kære Lars Løkke Rasmussen
Den danske velfærdsstat er under massivt pres. Men den er også utrolig folkekær. Derfor er din strategi for den fortsatte finansiering af den danske velfærd altafgørende for det kommende Folketingsvalg. Ved at gøre velfærdsstatens fremtid til en mærkesag kan du erobre mange issue-voters både fra din egen blok, men der er også potentiale for at omvende nogle af i særdeleshed Radikale Venstres stemmer grundet deres relativt liberale standpunkt i forhold til fordelingspolitik.
Overordnet set er velfærdsstaten truet af 3 væsentlige faktorer. Den første er globaliseringen, som i de seneste årtier har udviklet sig eksplosivt og derfor medført en stigende international økonomisk konkurrence. Det er derfor vigtigt at den økonomiske politik fortsat har stor fokus på en forbedring af den danske konkurrenceevne for så vidt muligt at undgå outsourcing. Ydermere er velfærdsstaten truet af det der kaldes for ’ældrebyrden’ eller ’forsørgerbyrden’. Dette fænomen skyldes delvist befolkningens demografiske sammensætning. Antallet af ældre vil vokse frem mod 2050, hvorimod der vil blive færre 20-69 årige ude på arbejdsmarkedet. Der ryger flere ud end ind på arbejdsmarkedet, og derfor er der færre hænder til at løfte en tungere last. Dette kan skabe et modsætningsforhold mellem dem, der er en del af arbejdsmarkedet og dem der sidder uden for, hvilket potentielt kan true den danske solidaritet. En løsning på eller begrænsning af dette problem er derfor afgørende. Til sidst kan solidariteten også svækkes, hvis der indføres en dualiseret velfærdspolitik i forhold til danskere over for indvandrere. Vi er afhængige af arbejdskraft ude fra for at løse de demografiske problemer, så derfor må der ikke opstå en kulturel kløft mellem forskellige befolkningsgrupper. Jeg vil nu komme med to løsningsforslag for at komme de nævnte trusler til livs.
1. Strategi: Liberal reformering af velfærdsstaten
Aldrig har der været flere danskere på offentlig forsørgelse, og dette er tilfældet samtidig med, at vi i Danmark har verdens højeste skattetryk. Det gamle socialdemokratiske dogme som den nuværende velfærdsstat bygger på må afløses af et mere liberalt svar. Der er behov for at afløse velfærdsstaten med et velfærdssamfund.
En gradvis indførelse af brugerbetaling er først og fremmest altafgørende for denne proces. Offentlige ydelser såsom lægebesøg skal have en fastsat pris, fordi dette vil eliminere store ressourcetab i den offentlige sektor, da forbrugerne af ydelserne vil tænke sig en ekstra gang om inden de benytter sig af ydelsen. De ressourcer der spares vil derefter kunne bruges på at hæve ydelsens kvalitet, og dette vil altså skabe en generel effektivisering af det offentlige. Næste skridt er så at betale borgerne tilbage for brugerbetalingen via indkomstskattelettelser, så brugerbetaling ikke bare bliver en ny indtægtskilde for den offentlige sektor. En afledt effekt af dette vil være en stigning i arbejdsudbuddet, da indkomstskattelettelser gør det mere attraktivt at arbejde. Alt i alt vil brugerbetaling altså skabe offentlige tilbud af højere kvalitet, mindre ressourcespild og flere i arbejde som resultat af den medhørende sænkning af indkomstskatten.
Henvisning: Brugerbetaling til sikring af velfærd”, Cepos, set: 1/3 2016
En sløjfning af udviklingsbistanden, men ikke nødhjælpsbistanden er derudover central for finansieringen af skattelettelser, der for alvor kan sætte gang i den danske økonomis tandhjul.
Vores konkurrenceevne vil blive forbedret og globaliseringsproblemet vil dermed adresseres. Det vil også blive mere attraktivt at arbejde, danskernes forbrug vil stige og dette vil skabe en accelerator- og multiplikatoreffekt, der vil føre til en positiv udvikling for dansk økonomi. Mange studier peger i retning af, at udviklingsbistand gør mere skade end gavn. Den anerkendte økonom Angus Deaton udtaler:
”But foreign aid also undermines the development of local capacity.”
Autoriteterne i disse lande ligger ikke under for befolkningen på same made, som vi kender det fra vestlige samfund, så bistanden bruges på ingen måde konstruktivt. Den er altså med andre overflødig, og en implementering af markedsøkonomi er et langt mere effektivt redskab.
Henvisning: Worstall, Tim: ”Angus Deaton’s arguments against foreign aid”, Forbes, 2015, (set: 1/3 2016)
Til sidst er en privatisering af det offentlige samt en øget udlicitering af offentlige opgaver en nødvendighed for at skabe rammerne for fremtidens liberale velfærdssamfund. Det kan skabe en stor effektivisering og økonomisk gevinst at lade private virksomheder overtage mange af de offentlige opgaver, da de ofte kan løse dem meget billigere og hurtigere. Derfor skal der indføres udbudspligt på for eksempel tekniske opgaver, da man derved kan hente mange milliarder af kroner, der kan bruges på at opretholde danskernes velfærd.
2. Strategi: Socialliberal fast kurs
Velfærdsstaten skal så vidt muligt bibeholdes som vi kender den, og derfor skal den socialliberale kurs med universelle ydelser vedligeholdes ellers vil Venstre miste sin appel som masseparti. Dette kræver få, men effektive modifikationer. Vigtigst af alt skal beskæftigelsen øges samtidig med, at det bliver mere attraktivt at arbejde.
Skatten skal først og fremmest kun sænkes i bunden, da dette vil give mere incitament til at arbejde for folk på overførselsindkomster. Det er ikke nødvendigt at afskaffe topskatten, da dette vil have en begrænset effekt for samfundet generelt. Ligheden er vigtig at fastholde for sammenhængskraften i landet, og for at sikre der er mulighed for at bryde den sociale arv skal der herske chancelighed så vidt som muligt. Brugerbetaling skal kun implementeres i enkelttilfælde såsom besøg hos det Kongelige Teater samt børnepasning i dagsinstitutioner.
Ældrebyrden skal løses ved at holde folk længere på arbejdsmarkedet, få unge hurtigere ud på arbejdsmarkedet samt udnytte duelig arbejdskraft fra indvandring. Tilbagetrækningsreformen i 2011 var et godt skridt på vejen, men der er behov for at efterlønnen afskaffes fuldstændigt.
Ydermere, skal folkepensionsalderen hæves til 68 år væsentligt tidligere end 2030, som ellers har været det nuværende mål. Dansk Industri anbefaler i stedet, at man sætter målet til 2025, da vi oplever en stigning i den gennemsnitlige levealder, og dermed bliver de offentlige finanser endnu mere pressede i fremtiden.
Derudover skal Fremdriftsreformen udbygges, da unge skal endnu hurtigere ud på arbejdsmarkedet, og dette kan blandt andet opnås via et øget fokus på erhvervsuddannelserne og måske endda et fastsat karakterkrav for kvote 1 på universitetsuddannelserne eller en større gangefaktor for de studerendes snit alt afhængigt af hvor hurtigt de starter på en videregående uddannelse. Et forbehold i den sammenhæng er, at dette højst sandsynligt ikke vil møde folkelig opbakning. Det er også vigtigt at vi formår at integrere indvandrerne effektivt, og alt forskning tyder på at dette bedst opnås ved at få dem ud på arbejdsmarkedet. De vil bidrage til samfundet samtidig med, at de tilegner sig kulturel viden og hurtigere lærer sproget. Figuren til venstre viser, at der procentvist er betydeligt flere indvandrere og efterkommere, der er uden for arbejdsmarkedet end personer med dansk oprindelse. Dette er langt fra godt nok, da der findes et stort uudnyttet potentiale. Vi skal derfor blive bedre til at aktivere indvandrere og efterkommere, da de har en væsentlig rolle at spille i løsningen af ældrebyrden.
Sammenhæng mellem herkomst og socioøkonomisk status.
Når man skal opveje fordele og ulemper for de to strategier, så er det vigtigste parameter umiddelbart, hvor godt de kan sælges til befolkningen ved det forestående folketingsvalg. I denne sammenhæng er det vigtigt at forstå Venstres rolle som masseparti. Det er vigtigt, at den fremlagte politik appellerer bredt til de forskellige vælgergrupper samtidig med den er office-seeking. Grundet Liberal Alliances manifestering af sig selv som det eneste borgerlige parti i Danmark, så vurderer jeg den socialliberale strategi til at være mest office-seeking. Ved at tage en liberal højredrejning, så risikerer man at miste alt for mange midtervælgere, der i stedet vil søge mod den anden blok og særligt Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Det er desuden tidligere blevet vist, at der ikke er en overvejende støtte til store liberale reformer. Der er derimod en decideret skepsis mod tiltag såsom brugerbetaling, privatisering og skæringer i SU’en. Denne kurs vurderes derfor til at være katastrofal for Venstres valgresultat. Samtidig kunne det tænkes, at man ville kunne lave brede løsninger henover midten ved at vælge den mere socialliberale strategi. Det vil være vigtigt at skabe en diskurs om Venstres velvilje til det brede samarbejde i debatten. Både Radikale Venstre og til dels også Socialdemokratiet ville kunne tænkes at stemme for mange af de politiske reformer. Vigtigst af alt ville der ikke komme ramaskrig i befolkningen, da den universelle velfærdsmodel vil fastholdes med kun få modifikationer.
Mvh økonomisk-politisk rådgiver, Mads Borum
